Den enkelte er folkekirkens støbeform
Anmeldelse af Ebbe Reich Kløvedals bog "Kun et gæstekammer - Historien om den danske folkekirkes fødsel"

Det levende kan ikke forklares fuldt ud med en strimmel ord i en leksikon. Et menneske kan ikke kortes ned til en fødselsdags-omtale i avisen. Man kan ikke bare sætte tillægsord på et menneske og hævde at stå med en sand skildring. Man er nødt til at fortælle det menneskes historie. Det er kun i fortællingen om levnedsløbet, det er muligt at gengive og at få indsigt et stykke levende liv.

Med den danske folkekirke er det på samme vis. Det er umuligt i få ord at sige, hvordan kirken er indrettet, virker og styres. Enhver, der prøver at koge folkekirkens virkelighed ind til få ord, rammer ved siden af. Det er aldrig lykkedes.

Folkekirken er modsat en kirkeordning et stykke levende liv, der hele tiden har foldet sig ud og stadig gør det. Folkekirken bliver hvert øjeblik til det, som folkets brug af den gør den til.

Sådan set ligner folkekirken da troen og kristendommen, og det er ikke den ringeste sammenligning. Også tro og kristendom udfolder sig, udvikler sig, visner og genopstår, ældes og forynges.

Tro og kristendom er ikke læresætninger. Troen er den uskolede tro - og kristendommen er et vedvarende stridsemne, en groplads, hvor ukrudt i går kaldes prydplanter i dag. Man kan ikke indlære kristendom som læresætninger, moralopskrifter og grydefærdig gudslære. Bibelen er ikke en opslagsbog, men en kogebog for stadig nye retter, hvor den opskrift, der slog fejl i går, er yndlingsretten i dag.

Det er ikke de enkelte ord i det ny testamente, som er vigtige, men de sammenhængende ord. Det er ikke dens mulige læresætninger, der har værdi, men fortællingen om et stykke hankøn, der gik rundt på den strimmel strand ved Middelhavet og gjorde usædvanlige sager og sagde gamle, længst brugte ord i aldeles ny sammenhæng. Historien om Jesus, fortællingen om et stykke liv, er det egentlige trosgrundlag. Uden fortællingen var det ny testamente bare endnu en forældet lovsamling.

Folkekirken er på samme måde umulig at sætte i leksikon. Når Lademanns leksikon, der hører til de gode, skal skrive om folkekirken, bliver det til denne ene sætning:

"Folkekirken: den ifølge Grundlovens § 4 sikrede evangelisk-lutherske, statsunderstøttede kirke i Danmark."

Det er en klog løsning af Lademanns leksikon, for der skal nemlig 183 siders fortælling til for bare i omridset at sige, hvad folkekirken er for en størrelse. Og 183 sider er netop, hvad forfatteren Ebbe Kløvedal Reich har brugt på sin fremragende fortælling "Kun et gæstekammer - Historien om den danske folkekirkes fødsel". Den er udgivet af landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer.

Ebbe Reich gengiver undervejs, hvad mange har sagt om folkekirken, og det værdifulde - som i al fortælling - er hans egen tilstedeværelse i ordene. Men han gengiver dog ikke, hvad han tidligere selv har sagt om folkekirken, skønt det var væsentlige ord, da alt nærmede sig opløsning. Han ville ikke melde sig ud af folkekirken, for den var det sidste folkelige fællesskab på dansk jord.

Ebbe Reich fortæller den sammenfaldende historie om folkestyret og folkekirken. Det nye er ikke selve det historiske forløb, men fortællingen i Ebbe Reichs mund. Først og fremmest menneskeliggør han fortællingen om folkekirken ved at vise, hvordan enkeltmennesker er folkekirkens støbeform, og hvordan deres holdninger og handlinger stadig ses som støbekanter.

Ord for ord genopstår den frugtbare strid om kirken og menigheden for vore øjne, de mange nødvendige indbyrdes kampe, udskejelserne og den lidt for umodige indforståethed. I den smeltedigel lutres folkekirken.

Vigtigst er det, at tilblivelsen findes i fortsættelsen. Det er også netop nu den folkelige samtale, der er rammen for folkekirken. Uden at nævne det, fordi bogen er skrevet forud, så indser vi, hvorfor det er vigtigt, at nogen tager ordet i kirkestriden om præster, der værner flygtninge, som må gå under jorden, fordi dansk demokrati udsætter dem for fare.

Det vil huskes, at en præst fik en dom for at have hjulpet de ulykkelige. Men pludselig føjede kirkeminister Margrethe Vestager en ministeriel irettesættelse til dommen. Hun gjorde sig til folkekirkens ærkebisp mente nogen, mens Margrethe Vestager nærmest mente, at ærkebispe-embedet for hende var et trin ned ad stigen.

Efter 150 år har vi ingen regel, ingen lovramme, der siger os, om en politiker, en kirkeminister må handle sådan. Griber hun ind i kirkens indre liv, eller handler hun blot politisk uden følger for kirkens frihed? Folkekirkens frihed er alene til og får sine rammer i den efterfølgende åbne samtale, folkets samlede dom over Vestagers indgreb.

Det mageløse ved Ebbe Reich Kløvedals bog er ikke alene, at vi får indsigt i folkekirkens fødsel og stadige tilblivelse. Det mageløse er, at når vi har læst om folkekirken, så ved vi mere om dansk folkestyre, om selve demokratiets væsen på dansk jord. I grund og bund er det en bog om et folkestyre, der fødes og genopstår i folkets medleven og visner, når samtalen bliver til tavshed. Sært nok er det en lærerig oplevelse, som ikke kan fås andre steder så tæt og følgestrengt som her i Reichs fortælling.

Bogen er et værdifuldt indblik i det sære og sande, at demokratiet ikke er en fast størrelse, en ramme, et regelsæt. Demokrati er et stykke levende liv, der må tilegnes ved at blive brugt og gennemlevet i hvert slægtled, og hvor demokratiets grundlov er den tolkning, som brug og samtale aflejrer.

© Poul Erik Søe – 13. januar 2000

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside