En ond, usynlig magt
Ved Båring Højskoles død

Der truer os i tiden
en ond, usynlig magt:
vor egen sikre viden,
som sprængte med foragt
den skænkede natur
og nedskrev Adams billed
til skyggen på en mur.

Som fældet vilkårligt ved en storm ligger Båring Højskole i kvas. Skolen gik konkurs i dag. Det hjemsted for folkestyrets overlevelse, som her blev skabt af Grundtvig-forskeren Kaj Thaning, ligger i ruin. De tyve elever, siger Ritzaus Bureau, bliver tilbage som besættere - for at tilkendegive en holdning til det, en 58-årig elev kalder for "tragedien".

Er det så en tragedie? For TV-Avisen i hvert fald ikke en tragedie, der er værd at omtale sammenlignet med rævene i Gentoftes villa-haver. Når skoler, fabrikker, landbrug og den lille købmand går ned, fordi der mangler kunder, så er tragedie vel et stærkt ord. De er jo bare kræft-ramt af markedskræfterne, mens andre har sejret i tidens penge-religiøse væddekamp. De fleste går roligt videre uden at standse tanken et øjeblik ved skiftet mellem nutid og fremtid.

For helheden er det langt fra en tragedie, når kræfternes frie spil får de svageste til at bukke under. Den, der har arbejdet på fabrikken, fodret og malket på gården eller stablet sukker og mel på hylderne, ved, at det ofte ikke er den svageste, der må vige. Men lige nu er ingen anden styrke hellig som den pengestærkes styrke. Sådan dør det, der netop skulle leve. Sådan kvæles fremtidens sundeste spirer af fremtids-dyrkelsens pengemagt.

Båring Højskole er væk, og om kort tid vil kun to sange fra indvielsen for fyrre år siden blive husket, Ole Wivels og Thorkild Bjørnvigs ord. De indeholder begge en spådomskraft, der har holdt gennem de fyrre år, og som nu også omspænder den højskole, ordene blev skabt til.

Sangenes myte siger, at Wivel og Bjørnvig kom Båring på den dag, højskolen skulle indvies. Johs. Engberg, som var Båring Højskoles første forstander, den demokratiske samtales varme værner, sagde til de to digtere, om de ikke kunne gå en tur langs stranden og komme tilbage med hver en sang, som kunne synges ved åbningen. Det gik nemt for Wivel, men for Bjørnvig blev det kun til eet vers.

Johs. Engberg har fortalt på Lønne Højskole, at det gik helt anderledes til. De to digtere var medlemmer af et såkaldt rødvins-konvent, et årligt møde mest med tidehvervs-præster som deltagere. Mange tidehvervs-præster var kommet fra indremissionske hjem med den tolkning, at Bibelen var en morallære. Og ganske uden hensyn til Brylluppet i Kana hørte det til moral-forskrifterne, at man skulle holde sig fra sprutten.

Det nye tidehverv i 1920'erne og længe efter ville vise, at de ikke var indremissionske ved at svælge rødvin. Rødvin er jo også mere intellektuelt end brændevin, især i højstilkede glas. På rødvins-konventet før Båring Højskoles åbning bad Johs. Engberg de to om at skrive sange til åbningen. Wivel sendte sin, "Der truer os i tiden", hvis første vers indleder mindeordene her.

Vi ved, at sangen er skrevet om et billede på en væg i Martin A. Hansens skrivestue. Wivel havde ofte set billedet, der viser skygger på en mur i Hiroshima. Atombombens lys har fotograferet de kroppe, som bombens varme straks efter smeltede. Adams billede var nedskrevet til skyggen på en mur.

Ole Wivel bruger det gamle billede som et nyt billede, da han skal sang-åbne Båring Højskole 22. november 1959. Menneskets egen, sikre viden er tilværelsens onde, usynlige magt. 

I løbet af de fyrre år er den usynlige, onde magt blevet synlig. Den skråsikre viden, der sætter sig i Guds sted, afslører sig dagligt som løgn i undersøgelser og målinger. Men dyrkelsen er synlig hos enhver slags magthavere, fordi vi selv bøjer os for den skråsikre viden. Vi har lært os ikke at tro på, at vi tror på, hvad vi tror på.

Det døde Båring Højskole af. Som andre højskoler gør det lige nu. De kom i den onde, synlige magts fangarme. Vor egen skråsikre viden med dens følger, indsnævringens kvælertag og mangfoldighedens død, blev statsmagtens religion. Statsmagten brugte højskolerne en sidste gang til at pynte på halvfjerdsernes og firsernes arbejdsløshed, og højskolerne lod sig bruge. Derefter tilpassede den danske folkehøjskole sig med få undtagelser den europæiske muromkransede borg-by, der kalder sig internationalisering.

Lidt for længe lod højskolerne, som om den gamle pagt mellem samfund og højskole havde gyldighed. Man troede, man kunne nøjes med omskærelse, indtil staten tog nosserne, mens kniven var i gang. Lidt for længe troede man, at statstilskuddene kun var venligt og hjælpsomt ment. Først med den grundlovs-stridige lukning af 26 Tvind-skoler stod det klart, at den frihed, der er indeholdt i udtrykket de frie skoler, var solgt for en ret statstilskud.

Højskolernes skulle med statens overgreb, den pludselige magtviljes mangel på nænsomhed, skifte ham fra at være frie skoler til at blive statsskoler. Det var grundlovs-bryderen, den radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen, der var mestermanden ved de blodige kar. Det var ham, der fjernede ordet privat fra lovgivningen, for før hans tid var enhver højskole uanset statstilskud privat. Men for at åbne for højskolernes adgang til Statens Indkøb med rabat på havregryn og computere fjernede manden, der har højesteretsdom for at have krænket grundloven, ordet privat fra lovgivningen.

Fra da af var der intet værn mod ministeriets indgreb. Om det så var omfanget af dansk-undervisningen, ville undervisningsministeriet sætte lofter. Et socialdemokrati i EUs greb og uden anden moral end den at støtte undervisning i partiets eget landskab uddybede med vellyst de radikale undervisningsministres undergravende virksomhed. Så sent som i de seneste måneder har arbejdsministeren - trods indsigelse endog fra socialdemokratiske højskolefolk - skåret i højskolernes muligheder for at få elever. Skønt dødstruslen for mange højskoler var åbenbar, stillede ministeren sygebåren på højkant. Graven skulle ikke være gravet til ingen nytte.

De folkevalgte, lammet af direktiver og falsk harmonisering, var ikke længere et værn for den frie danske skole, men selve fjenden. Det er for ondt sagt om gode kræfter, mest i Venstre og Enhedslisten, som prøvede at støtte med andet end kontanthjælp. Men den egentlige frigørelse skete ikke. Man tog ikke ved lære af højesteretsdommen, men fortsatte ad andre veje det, der just var dømt grundlovsstridigt.

Er højskolerne da selv uden skyld? Jeg er ikke den rette til at dømme, da jeg arbejder på en højskole, der for fjorten år siden valgte ikke at ligge på knæ foran en minister for med fremstrakte, åbne hænder at modtage nådegaverne. 

Men jeg ved, at når de højskoler, der i tre år har været i dyb, dyb krise, pludselig alle sammen på een gang er i vanskeligheder, så er det ikke, fordi deres ledere og medarbejdere med eet slag er blevet ringe, ukyndige og uden evne til nyskabelse.

Når krisen rammer på samme tid, så er det lovgivningens skyld, statsmagtens misbrug af højskoler i tyve års arbejdsløshed og derefter uden overgangsordninger sparket bagi. Der var jo år, hvor mange mente, at arbejdsløsheden også skyldtes de arbejdsløse selv. De blev kaldt arbejdssky. De var dovne. Indtil der pludselig var så mange arbejdsløse, at hver familie havde mindst een. Så stak de frelste piben ind.

Højskolefolkene nu dømmes på samme vis, ikke bare af magthaverne i ministerium og folkestyre. Men nogle steder også af højskolernes styrelser, der giver forstandere og medarbejdere skylden. Det hører til statsmagtens forræderi mod de frie skoler, at skole-styrelserne fik magt også over højskolernes hverdag. Forbilledet for dette stats-indgreb var virksomheds-dyrkelsen med samme åndsdræbende følger som på Det kongelige Teater, Danmarks Radio og mangt et museum. 

Glemt var den gamle, velværnede skik, at en fri skoles dagligdag var ledet af forstander, lærere og medarbejdere. Hvor hæderkronede politikere som Bodil Koch og K B Andersen værnede om den skik, at en fri skoles styrelse var til for netop at værne friheden for medarbejdernes daglige virke, så en ny tids politiske magthavere styrelserne som kontrollanter. Lovgivningens og forvaltningens grundlag i forhold til de frie skoler var pludselig mistillid.

Der er selvsagt stadig en udvej for de frie skoler. De må vinde deres selvråderet og frihed tilbage. Det er ikke statens kontanthjælp med hele slænget af kontrollanter i kølvandet, der er brug for. De frie skoler må stilles fri igen. Det gøres ikke på et år eller to ved en eller anden hovsa-løsning. Det gøres ved, at skolerne stilles fri. Bygningerne gives tilbage til skolerne. Statstilskud - efter en overgangstid - gives til eleven, ikke til skolen. Og de skoler, der er selvejende institutioner, sikres i lovgivningen mod det, der nu - jævnfør sagen om Esbjerg seminarium - kan ske, at staten efter forgodtbefindende lukker skoler. Det er bare nogle få af de brikker, der skal flyttes.

Båring Højskole er ikke død, fordi der ikke er brug for den, og dens forsvinden har ikke en døjt at gøre med det nuværende lederskab ellers medarbejdernes kyndighed. Båring Højskole er - som andre - kvalt, fordi samfundet ville det. Skolens folk havde holdninger i alle årene, og kun få steder i landet som på Båring har budskabet lydt, at demokrati er samtale.

Men for statsmagten og en ny tids folkevalgte har demokrati længe ikke været samtale, men direktiver. Først når vælgerne i stimer vandrer til Dansk Folkeparti, hører man statsminister Nyrup Rasmussen sige, at herefter skal man ikke lovgive for folket, men sammen med folket. Jamen, mandens egne ord røber jo det buksebulende i hele den forestilling, der har hersket blandt folkestyrets magthavere så længe.

Statsministeren er i vælger-skræk nået dertil, hvor Båring indledte for fyrre år siden, og hvor statsministerens egen partifælle, Hal Koch, var allerede under krigen. Statsministeren har ved at tillade magtspillet mod de frie skoler kvalt den spire, han nu vil vande.

Den rystende sandhed er, at hvis statsministeren overhovedet ved, hvad han selv siger, og hvis ordene ikke er opfundet af en af hans tale-skrivere som pynt på nedturen, eller hvis statsministeren virkelig mener, at nu skal der lovgives sammen med folket, så er det ikke os, han skal sige det til, men til finansministeren, undervisningsministeren og arbejdsministeren. De har end ikke ringeste anelse om, hvad det her handler om.

Det ved de på Asperup-Båring egnen. De skabte i sin tid selv højskolen, drevet af Laura og Kaj Thanings iver. Jeg ved fra et møde i højskolens ramme med egnens folk, hvor alvorligt højskolens samfunds-opgave blev taget. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Båring Højskole rejses på ny. Jeg håber dens grund bliver egnens folk. Højskolerne må ned, hvor de indledte engang. Højskoler er ikke skabt for folk, men sammen med folk.

Undervisningsministeren Margrethe Vestager, Guds gave til socialdemokratiets statsdyrkelse, har midt i hele krisen gjort det endnu sværere for højskolerne at indlede forfra med et aldeles vilkårligt forslag om at kræve endnu flere elever som mindstemål, netop som der er færre af dem. Ikke bare skal højskolerne dø. Der skal sættes sten for graven, så genopstandelse er umulig.

© Poul Erik Søe – 31. januar 2000. Trykt i Højskolebladet 25. februar 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside