Dogmer om Anders And og almuen
Kommentar i Kristeligt Dagblad 7. januar 2000

- Der mangler højtid, sagde min kone lidt efter tolv den aften, da alting aldeles uventet virkede mod håb med håb. Undtagen altså højtiden. Senere indså vi, hvad hun talte om. Gudstjenesten var flyttet over på parabolen. Skål kunne vi godt selv finde på.

 - Der er en kristen imellem, sagde en nybagt højskolelærer til mig engang, hun havde knas med en samtale. Det viste sig at være en, der sagde næste i stedet for medmenneske - og kærlighed i stedet for tilskud.

- Anders And sprog, siger en dansk myndighed om de ord, de bruger på bønder i marsken. Senere bad man i et brev bønderne undskylde. Det bare var dagligdagens slang, som var sluppet ud.

- Mit forslag er, at engelsk gøres til et passivt arbejdssprog, skriver den radikale Lone Dybkjær i Europa-parlamentet. Vi skal som et minimum være gode nok til at forstå, hvad der siges på engelsk, mener hun.

- Danske forbrugere får nu fødevareministerens ord for, at overvågningen af svinekød bliver strammet. Men ministeren kan ikke sige, om overvågningen af svinekød til det danske marked kommer på højde med kontrollen af kød til udlandet, siger tekst-tv.

De fem udsagn på række forvirrer. Et hjælpsomt sind er måske allerede i gang med at få de fem til at hænge sammen. Og der er nøjagtig så megen sammenhæng som i de fire dogme-film, optaget nytårsaften, hvor vi var overladt til egen sammenhæng ved hjælp af fjernstyringen.

Hos os fik vi en god film ud af det og opdagede tilmed, at landstrygeren havde snuppet pengene i banken før skurkene. Vi anede selvsagt aldrig, om vi fulgte den røde tråd, og om et glimt var hovedsag eller aflægger. Uden alt for mange skift og næsten uden besøg hos instruktørerne var der god sammenhæng, en rolig film om det hæsblæsende – endelig nogen, der brugte nytårstimen til andet end kransekage.

Filmens sprog så tilværelsen som brudstykker, men var en pirrende udfordring til den iboende længsel efter sammenhæng. Man kunne ikke lade være. Dagligdagen havde opdraget hjernen til at lege med og bygge broer. Man var som i al nutid overladt til sin egen indforståethed.

Derfor hænger de fem udsagn i indledningen her også sammen. Vi ved godt, det er den ondskab, der hedder meningsmåling eller radiometer, som har flyttet højtiden væk fra nytårsaften. Når vi får, hvad vi vil have, mister vi det, vi har brug for.

Vi ved også, at når ånd møder politik, så kan det opleves, som om der er en kristen midt iblandt os. Og den slags mennesker, der ikke siger implementere i hver sætning, er ikke til at stole på, så dem pudser man etnografer på.

Det var faktisk, hvad myndigheden ifølge TV2 gjorde med marsk-bønderne. En sagkyndig i det, der engang frækt blev kaldt primitive stammefolk, blev sat til at rådgive om, hvordan danske myndigheder skal omgås danske bønder i Vestjylland. Man skal bare tale Anders And-sprog, mente myndigheden. Og da den bagefter sagde, at det bare var slang fra myndighedens hverdag, havde marsk-bønderne for alvor grund til at undre sig, for sådan er altså dagligsproget om dem hos myndighederne.

Fødevareministerens udgave af Anders And er salmonellafrit. Der skal være mere kontrol af fødevarer til hjemmemarkedet, men ministeren ved ikke, om kontrollen kommer på højde med den, der sker for fødevarer til udlandet. Det ved jeg. Kontrollen kommer ikke på højde. Ellers havde ministeren sagt det, men han siger, at han ikke ved det, netop fordi han ved det. Det er Anders And-sprog. Var vi nogen, der overhovedet vidste, at der ikke føres samme kontrol? Er danskerne eksport-industriens skraldespand?

Fremtidig kan folkestyret kun vælge dem, der som et minimum er gode nok til at forstå, hvad der siges på engelsk. Ifølge Lone Dybkjær. Det hænger godt nok sammen, også for os i almuen. Anders And har talt engelsk fra første dag. Men af og til mangler der nu lidt højtid. Og hvem har nogen sinde hørt om det levende ord som et passivt arbejdssprog. Ordet passivt i den sammenhæng er opfundet af fru Lone for at tage sproget fra os. Måske er der en etnograf, der har hjulpet hende.

© Poul Erik Søe - Kommentar i Kristeligt Dagblad 7. januar 2000

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside