Den sandagtige
løgnfærdighed

Kommentar i Kristeligt Dagblad 3. marts 2000

Hans Nåde, diktator Rasmussen lader meddele, at han er irriteret. Statsministeren vil ikke svare på flere spørgsmål om EU-regeringsledernes indgreb mod Østrig. Han er træt af at gå i enkeltheder. 

I enevældens tid ville det have rystet det danske folk, for hvem vovede at irritere, endsige trætte majestæten, der alene vidste, hvad der var til rigets og folkets gavn? 

Når diktator Rasmussen, der med sit grundlovsbrud har tiltaget sig de samme rettigheder som enevældens konger, lader meddele, at han er irriteret og træt af spørgsmål, kan man i demokratiet kun svare ved at stille endnu et spørgsmål. Hvad bilder manden sig ind? 

Hvor irriterende og trættende det end er for statsministeren, så er det demokratiets grundtanke, at her kan enhver spørge. Ikke bare folketingets udenrigspolitiske nævn, men ”dummerhoveder”, ”hver kødklump før og grov” – som Grundtvig sagde. Statsministeren har ingen indflydelse på, hvem der spørger – og hvornår, eller om spørgerne bliver ved, når han selv har nået det punkt, hvor han er træt og irriteret. 

Det er selve den demokratiske kultur, statsministeren vil ændre, når han vil lukke Østrig-sagen. Og undervejs har han og andre skabt nye begreber, der kræver nye ord. Vi oplever her forstærket, hvad dansk folkestyre længe har flyttet sig hen mod. Politikere færdes mere og mere i det, jeg vil kalde den sandagtige løgnfærdighed. 

Sandheden løber som sand ud mellem fingrene, og man står med løgnen tilbage i hånden. Det gælder, når et folketingsmedlem fra Enhedslisten for at støtte statsministeren siger, at ”man laver ikke folketingsvalg om en fax”. Og det er så sandt, som det er sagt, bortset fra, at ingen har talt om et folketingsvalg om en fax. Man kan skifte statsminister uden valg, senest Anker Jørgensen. Og sagen handler ikke om en fax. Den handler om grundlovsbrud. Og brud på grundloven er et folketingsvalg værd. 

Den sandagtige løgnfærdighed findes også i statsministerens ord om, at han ikke kendte den konkrete aktion mod Østrig før i sidste øjeblik. Ved at indføje det lille ord konkret, som vel på dansk har tydningen håndgribelig, slører statsministeren, hvad han vidste og ikke vidste. Ordvalget gør det muligt for ham selv at fastsætte, hvornår aktionen blev konkret. Han kan have deltaget i mange eller få drøftelser, men de var bare ikke konkrete. Drejningen af ordene gør ham til dommer i egen sag. 

Samme fremfærd ses i omgangen med grundloven. Statsministerens grundlovsbrud ved ikke at rådgive sig med folketinget får en særlig udlægning. Han ønskede ikke den skamplet på Danmark, at vi stod alene uden for, mens de andre EU-lande blandede sig i Østrigs regerings-dannelse. Igen er statsministeren sin egen dommer. Måske ville skampletten være afløst af ros, hvis han havde sagt til de andre EU-lande: ”Jeg krænker ikke mit eget lands demokrati og grundlov i selv samme øjeblik, jeg går til angreb på et andet lands demokrati og grundlov”. 

Statsministerens fejl er ikke, at han siger fra over for de østrigske højrekræfter. Jeg synes, Jörg Haiders parti er afskyeligt, men et flertal af danskerne er efter målingerne imod Østrig-aktionen. Begge dele er inderligt ligegyldigt, for efter grundloven udtaler folketing og dermed regering sig på folkets vegne. Der er intet krav om, at statsministeren og folketinget skal følge øjeblikkelige folkestemninger. Men statsministeren skal rådføre sig med folketinget. Det gjorde han ikke, og så har han ingen ret til at udtale sig på vore vegne. Han brugte diktatur-statens vej og satte skamplet på dansk demokrati.

Men værst er det dog, når udlandet mener, at netop statsministerens regering i Danmark allerede fører den politik, vi vil hindre i Østrig. Senest har tidligere statsminister Anker Jørgensen gjort indsigelse mod, at socialdemokraterne lader Dansk Folkeparti sætte dagsordenen for indvandrer-debatten. Men værre er det, når International Herald Tribune på forsiden siger, at Nyrup Rasmussens sprogbrug minder om demagogers og racisters. Frankfurter Allgemeine Zeitung skriver, at ”Haiders ideer er allerede regeringspolitik i Danmark”. 

Hvorfor sætter statsministeren ikke Anker Jørgensen på plads? Hvorfor taler statsministeren ikke om disse udenlandske skampletter på Danmark? Hvorfor træder han ikke op mod beskyldningerne? De er måske ikke konkrete nok?

© Poul Erik Søe – Skrevet 29. februar 2000, trykt i Kristeligt Dagblad 3.3.2000

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside