Nærvejr

Man skal hente glæderne i det små - og gøre dem store. Til morgen fik jeg øje på vejrudsigten i JydskeVestkysten. Den står på forsiden. Den lovede overskyet, nedbør, slud eller sne. Men alligevel fremkaldte den lille vejrudsigt glæde. På grund af overskriften.

Et eller andet herligt menneske har fundet på at kalde udsigten for Nærvejr. De fleste andre skriver lokalt vejr, men her har siddet et værdifuldt, sprogligt legebarn og skabt ordspils-tråd mellem nærvær og nærvejr. Det er guld værd - og guld betyder glæde.

Jeg ved ikke engang, om det er et menneske på JydskeVestkysten, der har fundet på det - eller om det er lånt. Men det er ikke ligegyldigt, hvad vi gør med sproget. Og sproglig legelyst har det med at smitte. Der er igangsættende kraft i ordet Nærvejr.

Engang havde de fleste danskere lyst til at lege med sproget, gøre det nyt ved at genføde det gamle. Da ordet automobil kom til Danmark, kunne ethvert barn høre, at ordet ikke faldt ind i sproget. Dagbladet Politiken, der nu kun skriver for verdensborgere, lavede 1902 en kappestrid mellem læserne. Hvem kunne finde det bedste danske ord for automobil? Vinderen var den, der fandt på ordet bil. Ordet automobil har tydningen den selvkørende, men ved at skære de tre første stavelser væk fik vi et ord, der kunne glide ind i det danske som en hjemmeføding. Ikke så sært, for bil var et gammelt, glemt ord på dansk - engang med tydningen økse.

Vi har mistet den gamle lyst til at lege med sproget. Lige nu tror mange sig hævet op over folket ved at bruge ord, der har som mål at sige til andre, at man skam er verdensborger. Meningen er, at man ikke vil høre hjemme noget sted. Det er altså tidens sygdom, der røber sig i sproget. Den, der ikke vil høre til, ender som fremmedgjort - og det kan sagtens ske for et helt folk.

Først når man hører hjemme i et sprog, åbner verden sig for een - ligesom man bedst lever sig ind i sit eget danske sprog ved at lære tysk, engelsk eller et andet fremmed sprog. Det er - som i det meste med liv i - mødet, der skaber indsigten og glæden.

Derfor priser jeg det menneske, der har fundet på at kalde vejrudsigten Nærvejr. Det ligner i landskabet islænderne, der hver uge laver halvfems nye islandske ord ved at tilpasse gamle ord til nutiden - ganske enkelt for at holde eget sprog levende og for at høre sig hjemme, også når ordene handler om noget nyt og ude fra kommende. Samtidig er folk i Island - uden for de store sammenrend af folke-opløsende sammenslutninger med pengesedlen som altertavle - vendt ud ad som altid, åbne og modtagelige for alt fremmed.

I en samtale sagde Islands daværende præsident, Eldjarn, engang til mig, at alt fremmed vil komme og bør komme til Island, "men vi er ikke bange for det, for det vil blive islandsk undervejs".

Det er den tillid, det danske folk har mistet. Vi tror, vi skal sælge ud af vort folkelige grundlag, at vi skal tilpasse os lunerne hos de store lande, give afkald på folkelig sammenhørighed i stedet for i varm tillid at møde det fremmede med tankegangen, at  det vil blive dansk undervejs.

I ugen, der nu er gået, havde vi på Lønne Højskole færingen Karl Johan Mikkelsen som gæst på talerstolen. Han fortalte, at da han indledte sit arbejde ved Danmarks Radio for mange år siden, var han så sky på grund af sit sprog, at han klippede sine egne ord ud af samtalerne.

Siden har han fået tillid til sit eget færøske sprog - og dermed også til dansk. Grunden er ligetil. Det sker for Karl Johan Mikkelsen, at han bruger et ord, som hans fagfæller hævder ikke er dansk. Men da han ved, at ordet er gammelt færøsk, så kan han skudsikkert sige, at det også er dansk. Engang havde vi samme sprog i alle de nordiske lande - det sprog, sagaerne kalder det danske tunge.

Følgen er, at islænderne og færingerne taler bedre dansk, end vi gør. Det er os, der er fremmede i vort eget sprog. Vi ved ikke, hvor vore ord kommer fra, kender ikke deres levnedsløb gennem folkemunde. Og derfor ved vi heller ikke, hvor vi vil hen med vore ord.

Men det ændrer sig nu. Et eller andet sted sidder der et smittende menneske, som har valgt at kalde udsigten for det lokale område Nærvejr. Læg mærke til, hvordan det tilsyneladende nye og fremmede ord straks gør os nærværende. Der breder sig fra ordet en glæde, som har gammel grund.

© Poul Erik Søe – 20. februar 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside