Må Mimi det?
Centrumdemokraternes leder bekræfter det, som ingen må fortælle videre fra det udenrigspolitiske nævn

Vi var meget morsomme hjemme i skolegården i Jante. Når vi da selv skulle sige det. Og det skulle vi, for ingen andre gjorde det.

Noget af det virkeligt uartigt-sjove var at spørge, hvor fusen sidder på en dame. Spørgsmålet faldt med sikkerhed, når nogen sagde, at en eller anden havde taget fusen på en eller anden.

Vi anede ikke, hvordan det skulle tydes, men vi var da drenge nok til at høre på ordlyden, at der skulle grines. Så det gjorde vi, som vi grinede af så meget andet, vi heller ikke forstod.

Når derfor centrumdemokraternes førstekvinde, Mimi Jakobsen, pludselig bruger ordet fusentast, så rødmer jeg, først fordi jeg er tilbage i skolegården i Jante, siden på grund af det, Mimi Jakobsen slipper af sted med få sagt.

Sådan set er Mimi Jakobsens pressemeddelelse helt uskyldig, især da set fra centrumdemokraternes synsvinkel, efter at de noget så kraftigt samarbejder med folkesocialisterne, senest med at holde statsministeren oprejst efter alle de grove fejl i sagen om EU-regeringschefernes indsigelse mod Østrigs højre-regering. Glemt er det, at de forlod regeringen, fordi folkesocialisterne havde for stor indflydelse.

For redelighedens skyld gengiver jeg Mimi Jakobsens ord i deres helhed, som de fremgår af centrumdemokraternes pressemeddelelse:

"Det eneste rigtige er at fastsætte de fælles sanktioner imod Østrig, og det ville være et helt forkert signal, hvis Danmark gik enegang og lempede sanktionerne inden de overhovedet er kommet i gang, sagde Mimi Jakobsen efter tirsdagens møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.
 
Jörg Haiders forskellige udtalelser er stærkt foruroligende og derfor må presset opretholdes indtil den nye østrigske regering ved praktiske beslutninger i EU-kredsen beviser, at den bygger på det samme humanistiske grundlag som de øvrige EU-lande.
 
CD støtter således statsminister Poul Nyrup Rasmussens beslutning om, at Danmark fortsat skal være blandt de 14 lande, der sanktionerer imod Østrig.
 
Nu er det her jo ikke en EU-sanktion, men der er i mine øjne ikke tvivl om, at det netop er den slags ting, vi skal bruge EU til. Husk på at Kul- og Stålunionen, der i 1948 var forløberen for EU, netop havde til formål at dæmme op for folk som Jörg Haider. Europa havde fået nok af den slags. Det må vi ikke glemme.
 
I øvrigt synes jeg, det er dybt alvorligt, at et par fusentaster i Det Udenrigspolitiske Nævn ikke forstår at holde mund, når statsministeren giver fortrolige oplysninger. Danmark er herved bragt i et meget uheldigt lys ude i verden, og det har vi sandelig ikke brug for, men det er jo ikke statsministerens skyld," slutter Mimi Jakobsen. 

Det er i sidste afsnit af Mimi Jacobsens udtalelse, der sker noget mærkeligt. Der må ikke gengives oplysninger, som politikerne har fra det udenrigspolitiske nævn. Der er streng fortrolighed. Pressen må ikke bringe de hemmelige oplysninger. Det ved enhver politiker, og det ved hver journalist og redaktør.

Alligevel kom det frem efter det første møde i udenrigspolitisk nævn, at EU-regeringsledernes indsigelse mod Østrigs højre-regering ikke skete, fordi EU eller regeringscheferne følte Amsterdam-traktaten, demokratiet eller menneskerettighederne trådt for nær. 

EUs indgreb mod Østrig skete - efter fremstillingerne - af partipolitiske grunde og var bestilt af Østrigs tidligere kansler, der er socialdemokrat. Han er partifælle med 11 af de fjorten EU-regeringsledere, der dømte Østrig ude. Og efter oplysningerne havde han bestilt EUs indsigelse, netop før der skete en regerings-dannelse, og i så fald jo for at håbe på selv at kunne blive ved magten.

De fleste vil kunne huske, hvordan oplysningerne fra det danske udenrigspolitiske nævn blev en støtte for den yderligtgående højre-politiker Jörg Haider. Han viste danske aviser frem i fjernsynet med overskriften om den østrigske socialdemokratiske kanslers bestilte arbejde. Og hans bedste kort var at sige, at den samme socialdemokratiske kansler forud havde tilbudt Jörg Haider samarbejde med en socialdemokratisk ledet regering.

Den slags, der stod i de danske aviser, vil man sædvanligvis kalde rygtesmederi. Og ligeledes efter skik og brug ville ingen politiker sige det og ingen journalist skrive det, især da ikke som en oplysning fra det udenrigspolitiske nævn eller fra medlemmer af det fortrolige nævn. Den slags er strafbart.

Da nu Mimi Jakobsen vil hjælpe statsministeren, så skriver hun, at "det er dybt alvorligt, at et par fusentaster i Det Udenrigspolitiske Nævn ikke forstår at holde mund, når statsministeren giver fortrolige oplysninger".

Da jeg nu ved mere, end jeg lærte i skolen i Jante, har jeg fundet ud af, at en fusentast er en, der er for ivrig, som buser frem. Ordet er en sammenkogt ret af begreberne fremfusende og fantast.

Men hvor alle ordene om EU-regeringschefernes indgreb mod Østrigs regerings-dannelse som et socialdemokratisk, bestilt arbejde hidtil har været rygter, så er det jo nu Mimi Jakobsen, der bekræfter historien.

Når dem, hun kalder fusentasterne, har videregivet ordene fra statsministerens fortrolige oplysninger i det udenrigspolitiske nævn, så er det ikke længere rygter, men bekræftes nu af centrumdemokraternes forkvinde, der støtter statsministeren i denne sag.

Mimi Jakobsen gengiver altså hændelser i et fortroligt møde i det udenrigspolitiske nævn. Det er hende af alle, der bekræfter, hvad der før kun var gisninger. Just som hun vil støtte Nyrup, undergraver hun ham ved at bekræfte, at det ikke var demokratiet, Østrig-indgrebet handlede om, men socialdemokratiet.

Så er det, jeg med drenge-stemmen fra Jante vil spørge, om Mimi må det? Og om hun ikke nu er den nærmeste til at svare på, hvor fusen sidder på en dame?

© Poul Erik Søe – 11. februar 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside