Et skridt væk fra løgnen
Kommentar i Kristeligt Dagblad 4. februar 2000

En slavepige, der børster sin herskerindes hår, undrer sig over, at herskerinden er så meget anderledes. Hun er sur som slavepigen. Hun ler på samme måde. Men hvad er det, der gør lady Elfgiva til en dame?

Det siges i Edward Rutherfurds bog London, en roman om storbyens historie, skildret ved hjælp af mennesker, Rutherfurd finder på og sætter ind i bybilledet. Slavepigen finder ud af, at herskerindens særlige holdning skyldes, at ”det er, som om alle ser på hende hele tiden”.

Det er et tidligt og særpræget overvågnings-samfund, som romanen, oversat af Birgitte Brix, skildrer. Når herskerinden er anderledes, er det imidlertid ikke, fordi hun hele tiden er på vagt over for de nutidige omgivelsers dom.

Hvem er det, der hele tiden ser på hende? Slavinden tror, det er ”hendes egen familie. Hendes døde far, hans far, dem alle sammen, mange generationer tilbage. Hun er nødt til at opføre sig pænt, fordi hun tror, de holder øje med hende… Og hele tiden, mens hun går rundt som dig og mig, er det ikke bare lady Elfgiva, du kigger på. Du kigger på dem alle sammen helt tilbage til guden Woden.”

Kort forinden har romanen skildret en mand, hvis særpræg var, at når han først havde givet sit ord, brød han det aldrig. ”Som handelsmand havde det været et stort aktiv for ham,” hævder romanen.

De to tankegange meldte sig hos mig, da jeg hørte, at de store handelslande har gjort en såkaldt enestående pagt. I fremtiden skal sundhed gå forud for handel. Man skulle tro, at det var den selvfølgeligste sag af verden, at hensynet til sundheden går forud for kroner og euro. Men det er ikke mere selvfølgeligt, end at man er nødt til at indgå en aftale om det. Aviserne kalder endda aftalen historisk.

Aftalen mellem de lande, der sælger flest gensplejsede fødevarer, går ud på, at køberne skal have fuld oplysning om varerne og farerne ved dem. Men vigtigst er det, at køberlandene har ret til at sige nej. Det er ikke længere nødvendigt, at der er fuldstændig videnskabelig sikkerhed for, at en vare er skadelig for sundheden eller for miljøet.

Oversat til nutidig EU-dansk vil det sige, at sundhed ikke længere ses som handelshindring. Det selvfølgeligste har sejret, og derfor kaldes det en historisk aftale. Ganske almindelige menneskers frygt tages pludselig alvorligt. Selvsagt fordi der også i de lande, hvor gensplejsede fødevarer bliver til, er folkelig harme over politiske aftaler under bordet om, at man i frihandelens og markedskræfternes hellige navne tillader det, som den danske fødevareminister kalder bagatel-grænser for skadelige fødevarer.

I virkeligheden skubbes den politiske kultur med den ny pagt til side for handelskulturen. Og det sidste kan forskrække nogen endnu mere end det første. Man tænker på de handelsfolk, der snu og beregnende snyder, hvor de har mulighed for det. Men man glemmer så handelens historiske grundlag, som hviler på, at den, der snyder andre, snyder sig selv og hurtigt mister handelen.

Jeg skal ikke skildre handel som idyl, men handelskulturen har den fordel frem for den politiske kultur, at handelen hele tiden står til ansvar over for andre handlende og over for kunderne. Den politiske kulturs særpræg er, at ansvaret sjældent gøres gældende. Ministre og politikere kommer og går. De er væk, før undersøgelserne fælder dem. Og ofte kan politikere hindre undersøgelser af deres egne gøremål – som i EU, hvor parlamentet hindrer en svindel-undersøgelse af egne handlinger.

Måske er den historiske aftale slet ikke så historisk, men den er et fast skridt i retning af ansvarlighed og væk fra den løgn, der dækker sig ind med videnskabelige undersøgelsers tilrettelagte sandhed. I handelskulturen ved vi, hvad vi har med at gøre. Der er nogen, der hele tiden kigger med. Ikke overvågnings-samfundet, hvor alt ender i mistillid og kontrol. Men den selvvalgte overvågning, at nogen ser på een, ens far, hans far og de gamle i alle slægtleddene. Man er på den vis aldrig alene, men ethvert gøremål sker i ansvar over for historie og kultur.

© Poul Erik Søe – 4. februar 2000

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside