Ynkelige Holger
EU-modstandere værner om usandfærdigheden i stedet for demokratiet

Da Aksel Larsen gjorde op med sit gamle parti, kommunisterne, og dannede Socialistisk Folkeparti, skete det med ord om at bygge partiet på demokratisk grund. Man må sige, at den del af partiets grundlag spiller en meget ringe rolle for dets nuværende leder, Holger K. Nielsen. Han sælger gerne grundlov og demokrati for at redde partiet gennem den taktisk vanskelige stilling efter statsminister Nyrups Rasmussens grundlovsbrud og gennemført usandfærdige stil.

Det skal indrømmes Holger K. Nielsen, at adskillige andre EU-modstandere ynkeligt har ført sig frem i dobbelt-roller, der tillægger EU den magt, som EU efter deres egen mening ikke skal have. Vi har set EU-modstandere stemme for Østrig-aktionen i EU-parlamentet. Deres ærinde var selvsagt at tage afstand fra den yderligtgående højre-regering i Østrig. Ingen ville dog på noget tidspunkt tro, at EU-modstanderne skulle støtte Jörg Haider. Modstanden mod ham og hans politiske syn var allerede udtrykt med al tydelighed. Men ved at stemme for EU-parlamentets vedtagelse om Østrig-aktionen, tildelte EU-modstandere unionen magt til at gribe ind over for selvstændige landes regerings-dannelse.

I tiden derefter har det handlet om fremgangsmåden. Aktionen mod Østrig, før landets regering overhovedet var dannet, var aftalt i EU og skulle komme som en overraskelse. Derfor rådførte statsminister Nyrup Rasmussen sig ikke med det danske udenrigspolitiske nævn, skønt grundloven siger, at det skal han. Det er ikke noget tilfælde, men et mønster. Det samme skete i Sverige, hvor statsministeren nu kaldes solkongen. Og det ord kunne lige så vel hæftes på den danske statsminister, der har indført diktaturet for at værne demokratiet. Det er så sygt, som det kan være.

Statsministerens utroværdighed er ikke noget nyt. Hans egne socialdemokratiske vælgere har vidst det længe og straffer ham for det ved at forlade partiet. Det er værre, at Socialistisk Folkeparti, der ikke burde have lod og del i EUs enevældige overgreb, hykler sig uden om ansvaret for demokratiet.

Holger K. Nielsen har i forløbet valgt sig en floskel, der slider hans egen troværdighed op. Han fremstiller Venstres og de konservative indsigelser mod Nyrup Rasmussens sølle løb over løgnens forhindringsbane som alene et forsøg på at vælte statsministeren og dermed regeringen. Og så føjer Holger K. Nielsen de skærende falske ord til, at det ikke er Socialistisk Folkepartis dagsorden.

Det kan ikke udlægges på anden måde, end at Socialistisk Folkeparti giver fanden i demokratiet og grundloven, blot partiet beholder Nyrup Rasmussen på statsminister-posten. Der er ingen ord fra Socialistisk Folkepartis formand om at værne demokratiet og dets spilleregler. Han sagde dog på et tidspunkt, at hvis statsministeren havde løjet, så så sagen anderledes ud. Men til nu er alle de alvorlige spørgsmål om EUs og dermed Nyrup Rasmussens diktatoriske fremgangsmåde, om grundlovens overholdelse og om værnet for demokratiet i Holger K. Nielsens udgave kogt ned til at være et spørgsmål om at vælge mellem Anders Fogh Rasmussen og Poul Nyrup Rasmussen.

En demokrat må vel grundlæggende mene, at man foretrækker en modstander som statsminister frem for en statsminister, der krænker grundloven og hovent spytter på demokratiet. Erik Ninn-Hansen og rigsretssagen mod ham i Tamil-sagen er for intet at regne mod Nyrup Rasmussens krænkelse af grundloven og vildledning af folketinget, nu tilmed støttet af finansminister Mogens Lykketofts tilsyneladende lige så usandfærdige fremstillinger af sagen.

Men Holger K. Nielsens ulyst til at sige de nødvendige ord i folkestyrets krise-stund kan også skyldes, at Enhedslisten synes at dyrke den samme taktiske stillingtagen i stedet for det nødvendige, frejdige nej til det, der her er sket.

Når Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten overhovedet har mulighed for alene at se denne sag som et person-spørgsmål, et valg mellem Fogh Rasmussen og Nyrup Rasmussen, så skyldes det selvsagt tavsheden fra det andet regeringsparti, Det radikale Venstre. Spillet var ude, hvis blot eet radikalt folketingsmedlem turde sige, hvad partiet i hele dets levetid har stået for i folkestyre-spørgsmål.

Engang kaldte de radikale sig for grundlovspartiet. Nu lægger de krop og stemmer til den grovest tænkelige krænkelse af grundloven. De har i partiet flyttet sig fra folkestyrets grund og bidrager nu til den anden alvorlige grundlovs-sag på få år. Det var jo også Det radikale Venstre og dets undervisningsminister, der stod bag særloven mod Tvind-skolerne, som Højesteret siden dømte som en krænkelse af grundloven.

Det radikale Venstres tavshed i disse timer skaber den danske støbeform for EU-diktaturet og ophævelsen af de mest selvfølgelige demokratiske rettigheder, folketingets indflydelse på regerings politik. Det sker i den sølle hensigt at redde Marianne Jelveds folkeafstemning om euro-møntunionen og at værne en regering, der sætter usandfærdigheden i højsædet for at lade målet hellige midlet.

Det er indlysende klart, at statsministeren må gå, efter at det er tydeliggjort, at han har vildledt folketinget, og at hans embedsmænd - uden at have taget ved lære af rigsretssagen mod Erik Ninn Hansen - synes at deltage i den fortielse, der ikke lykkes, men dag for dag stilles blot af de andre EU-landes regeringschefer og den trykte presse. Den elektroniske presse er kommet ynkeligt til kort over for den trykte i disse dage, hvor demokratiet er puffet ud over afgrunden af landets statsminister. Den elektroniske presse synes lige som Holger K. Nielsen at tælle mandater for at afgøre sagens vigtighed, i stedet for at lade sig styre af demokrati-krænkelsens saglige indhold.

Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er lammet af en uholdbar taktik, der holder udsalg på demokratiet. De to partier vågne formentlig kun op, hvis Det radikale Venstre presses så kraftigt af partiets bagland, at det igen tør vælge at være på folkestyrets side.

Hvis regeringen alligevel vakler, fordi det radikale Venstre omsider indser, at det er sidste udkald for folkestyret, så rører folkesocialisterne og Enhedslisten nok også på sig, så de indser, at der efter en dronninge-runde kan dannes en regering som den nuværende, men med en troværdig ledelse.

Muligheden for at skifte statsminister uden at spørge folketingets partier, sådan som det skete, da Anker Jørgensen fulgte efter Jens Otto Krag, er ikke til stede i den alvorlige stilling, folketinget er bragt i. En dronninge-runde vil være nødvendig. Og vejen er banet, når statsministeren - og nu også finansministeren - i dagens løb har fået tilstrækkeligt mange vink om, at deres "selvvalgte" tilbagetræden nu er eneste mulige løsning.

© Poul Erik Søe – 18. februar 2000

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside