Haider, Hitler, Kaj Munk og Nyrup
EU-diktaturets bommert er at give Jörg Haider og hans afskyelige parti mulighed for med rette at sige, at det er EU, der krænker demokratiet

- Det, Hitler vil forbyde, skal vi tillade, sagde digteren og arkitekten Poul Henningsen i trediverne.

Ordene blev sagt i den sammenhæng, at der blandt politikere og vælgere var folk, som var smittet af magtudstrålingen fra det nazistiske Tyskland.

Når maleren Hitler, pludselig med pistol i stedet for pensel, mente, at dele af den samtidige kunst var entartet, afviger-kunst, så sang nogen med på sangen også i Danmark. Årbogen Blæksprutten udtrykte manges mening, da den skrev i den slags vers med tilsigtet dårlige rim, som kaldes neuruppiner:

Til Tyskland drog Emil Nolde,
ham må de gerne beholde.

Hitler forbød Nolde at male, men Nolde malede videre og kaldte malerierne "Umalede billeder". Det var først efter anden verdenskrig, at Nolde, som havde dansk pas livet igennem, blev bredt godtaget blandt danskerne og hans opstandelses-billede genophængt over altret i Ølsted kirke øst for Ringkøbing fjord.

Poul Henningsen, der selv måtte flygte fra nazisternes voldsdømme i Danmark, var den, der efter krigen mere barsk end nogen anden værnede om de mange tyske flygtninge, der var i landet efter Tysklands nederlag, og som blev behandlet som skidt.

Mange rystede på hovedet ad Poul Henningsen, og nogen skrev kort og skidt i et sprog, der er vendt tilbage i nutiden, at han skulle "holde kæft". De kunne ikke forsone sig med, at tilværelsen ikke var entydig, så når PH selv var flygtet fra nazisterne, skulle han ikke tale tyske flygtninges sag imod myndighedernes og folkestemningens mening. Tag og rend mig i den offentlige mening, sagde PH.

For eftertiden står Poul Henningsens artikler om de spørgsmål som et mønster, menneskelighedens stemme midt i den falske retfærdighed, der kun kan tilgive sig selv.

Men artiklerne er også billeder på en tænkemåde, som var særegen dansk, og som vi engang havde et særligt ord for, frisind. 

Sært nok er frisind det modsatte af tolerance. Frisind er en nordisk tanke, tolerance europæisk. Tolerance har egentlig tydningen frihed inden for den ramme, som flertallet fastsætter. Frisind har den mening, at der først og fremmest skal være frihed for mindretal.

Ud fra frisindets tankegang, styrket væsentlig fra midten af 1800tallet, blev Danmark det, vi kalder et mindretals-demokrati - med vægt på friheden for den enkelte og som værn mod flertallets magtmisbrug. Heri ligger ikke og har aldrig ligget, at flertallet ikke har ret til at bestemme, sådan som det er demokratiets grundregel. Men frisindets tankegang er den virkelige frihed, hvor vi på samme tid godtager, at flertallet har magt, men også ved, at flertallet ikke af den grund har ret. En løgn bliver ikke sand, fordi de fleste en overgang tror på løgnen.

Ud fra frisindets tanke har vi i Danmark lært gennem demokratiets historie at leve side om side med vore modstandere og ofte at se modstanderne som værdifulde, fordi kun i samtalen med dem fremstår det varige og folkeligt holdbare.

Men frisindets grundholdning er båre dyrebar og vanskelig. Den tvinger os til at give til kende, hvad vi mener, når vi står over for det yderligtgående. Nutiden gentager den gamle erfaring, når politiet - som det er politiets pligt - værner en lovlig nazistisk krævegang - demonstration - mod antinazister. Det skurrer i samvittigheden, når vi ser det, men samtidig genskabes inde i os det særegne syn, vort samfund har bygget på indtil videre.

Vi kender det fra vort sydlige naboland, Tyskland, der ved lov forbød nazismen og kommunismen. Tilmed blev der indført berufsverbot, flertallet vedtog at holde folk med meninger modsat flertallets uden for statslige og kommunale stillinger. 

Vi har formentlig gjort det samme, når mennesker, alene fordi de var medlemmer af lovlige partier, kom i de hemmelige arkiver og blev hindret i at få stillinger for eksempel i Grønland. Forskellen er, at det tyske forbud var lovligt, det danske ulovligt og myndigheds-misbrug. Og under nazi-pres forbød vi jo det kommunistiske parti under krigen, overlod danske kommunister til forfølgelse, men for alle - omend nok så hårde kommunist-modstandere - står handlingen som en skamplet på dansk folkestyre.

Vi kan ikke sige, at Tyskland har haft held med forbuds-holdningen, der jo til forskel fra den danske også gælder i fredstid. De tyske forbud har snarest fremmest kommunismen og nazismen gennem tiden. Det ulovlige har sin egen, særprægede dragning. 

Ser vi dansk frisinds indflydelse på samfundet gennem det forrige århundrede, så står vi selvsagt ikke sejrrige og kan hævde, at vi har fundet den endelige løsning, et udtryk, århundredets historie selv advarer imod.

Men det er en kendsgerning, at selvom tusindvis af danske unge, opmuntret af regering og folketing, var med Hitlers tropper på østfronten mod Sovjetunionen, og selvom mange - også såkaldt forstandige mennesker - i trediverne sank i knæ foran den stærke mand i Berlin, blandt dem jo den senere modstands-helt Kaj Munk, så fik nazismen som politisk størrelse ikke medvind blandt danske vælgere.

Der var folketingsvalg i Danmark et år og seks dage før tyskernes besættelse af Danmark. Ved dette valg fik det danske nazi-parti 1,8 procent af stemmerne. I dag ville det svare til, at partiet end ikke var kommet over spærregrænsen. Bondepartiet, der delvist lå i samme politiske landskab, fik 3 procent.

Vi havde folketingsvalg igen 23. marts 1943. Tyskerne stod som magthavere i landet og store dele af Europa. Alligevel blev det ved valget midt under besættelsen kun til 2,1 procent stemmer til nazi-partiet. Ved det valg fik Bondepartiet 1,2 procent.

Kommunismen i Danmark fik aldrig stort medløb. Der var fler kommunister end nazister ved valget 1939, 2,4 procent kommunister og 1,8 procent nazister. Lige efter besættelsen, ved folketingsvalget 30. oktober 1945, fik kommunisterne den største vælger-tilslutning nogen sinde, 12,5 procent. Enhver ved, det skyldtes det grundlovsstridige forbud mod partiet under krigen og kommunisternes indsats i modstandsbevægelsen, ofte i tæt samarbejde mellem kommunister og konservative.

Allerede ved valget 1947 var kommunisterne halveret påny. Siden 1977, altså tretten år før sovjet-kommunismens fald, blev kommunisterne aldrig igen valgt til det danske folketing. Danske vælgere sagde farvel til kommunist-partiet længe før murens fald.

Skønt kortet meget ned siger hændelserne noget om dansk mindretals-demokrati og dets værd. Vi er ofte tvesindede, når der kræves frisind af os. Kan det overhovedet være rimeligt, at man skal vise frisind mod mindretal, der byder een inderligt imod? Ja, det er netop dem, man skal være frisindet over for, for flertallet har jo ikke brug for det - de har magten i forvejen.

Den er svær at sluge, når politiet i en lovlig demonstration værner nazister imod antinazister. Tvesindet raser i een, men også en stolthed, en sær stolthed, man ikke rigtig vil være ved, men som er en hilsen fra historien til ens egen nutid om, hvad egentlig frihed er.

Frisindet som dansk demokratis grundlag er oppe at vende påny i sammenhæng med den østrigske regerings-dannelse, som er på vej. Lederen af det østrigske Frihedsparti, Jörg Haider, har tidligere rost Hitlers arbejdsløsheds-politik, hvilket reelt vil sige godtagelse af Hitlers tvangsarbejdslejre. Der var også i trediverne mange danskere med på den vogn, men forskellen er, at de talte i nutid. Jörg Haider taler om en fortid, som han burde have klarhed over og burde kunne dømme som den store fejltagelse. 

Haiders ord virkede som - og var uden tvivl tænkt som en slags tilgivelse til de slægtled af østrigere, der med iver og jubel sluttede sig til østrigeren Hitlers Tyskland. Østrig blev ikke voldtaget af Hitler og nazismen. Langt over 90 procent af østrigerne stemte i 1938 for Østrigs optagelse i Det tredie Rige, det såkaldte Anschluss. Hitler blev samme år tiljublet som folkehelt i Wien, da han vendte tilbage til sit hjemland.

Der lå også i Haiders ord til tidligere SS-officerer en klar tilkendegivelse af, at han som tredivernes og fyrrernes nazisme færdes i forestillingen om overmennesket, Nietzsches tanker overført til den løftede højre hånd, der hæver mennesket opad. I bagklogskabens ulideligt skarpe lys, der vel ikke kun findes i retssale, kan det siges, at også Georg Brandes i sit store fald dyrkede troen på overmennesket, men forskellen er påny, at Brandes talte i nutid, Haider uden tilegnelse af den skamfulde historie, der er hans eget folks.

Vi står da med håndgribelige og påtrængende spørgsmål. Der er få tilbage af dem, der jublende modtog Hitler i Østrig. Det er nazisternes børn og børnebørn, der udgør det østrigske folk. Som det er i Tyskland. Og i Italien, hvor fascisternes børn og børnebørn udgør store dele af folket. Eller som tilstanden er i Sovjetunionen og dens lydlande, hvor Stalins mord på millioner blev udført af eller godkendt af folk, der stadig har politisk magt, og hvis børn og børnebørn skal videre med livet.

Lige som vi i vort eget land ikke dømmer børn og børnebørn, hvis fædre eller mødre var nazister eller nazismens medløbere, dømmer vi selvsagt ikke hele folk på deres historie, men vi taler samtidig åbent om den historie og de lidelser, der blev påført millioner.

Den åbenhed har manglet i Østrig. Nazismen var i mange år efter krigen tabu i Østrig. Folkeligt havde østrigerne ikke det opgør med nazismen, som tyskerne tog og stadig tager. Haider fremstår som muligt magtmenneske netop i dette tabu-område, der i mangel på frisind og åbenhed ganske svarer til tolerancens frihedsbegreb, hvor friheden ramme sættes af flertallet uden agtelse for mindretallet.

Det lyder så kønt med tolerance, men tolerance er et magtbegreb, ikke et frihedsbegreb. Tolerancen i politik forvandler flertallets magt til at være flertallets ret.

Og det er da just dette magtbegreb, der ytrer sig i EUs trusler om at gøre Østrig til et entartet land i unionen. EUs stats- og regeringschefer gør sig selv til dømmende overmennesker, der tror, at de ikke bare har flertallets magt, men også en ret, der springer af flertallet, til at krænke et lands selvråderet.

En trediedel af østrigerne har valgt Jörg Haiders parti. Der er intet ulovligt i det, der er sket til nu. Den tidligere konservative partileder Per Stig Møller, en fremragende tænker og historiker, der ude af sit formandsskab får tid til mere og mere overblik, siger med rette, at det er handlingerne, man skal dømme på. EU har været ude at dømme, før der er sket nogen overtrædelse.

Vi kender det fra vore egne holdninger til digterpræsten Kaj Munk. Få var som Munk i trediverne tilhængere af Hitler og Mussolini. Han skamroste de to diktatorer i kronikker i Jyllands-Posten. Han ville, at danske unge skulle tage ved lære af Hitler. Enhver ved, at han endte som modstands-helt og blev myrdet som offer for den nazisme, han selv havde givet sit ja-ord. Vi dømmer Munk på handlingerne, ikke på ordene, skønt netop en digter må regne med, at hans ord er handlinger.

I Italien har fascisterne i det seneste tiår været med i en regering uden den mindste indsigelse fra EU. Som jeg ser det, har EUs stats- og regeringschefer gjort den størst mulige fejl, nemlig at give Jörg Haider og hans afskyelige parti mulighed for med rette at sige, at det er EU, der krænker demokratiet.

For de fleste lande i EU er den slags hverdagskost. De dømmer og fordømmer gerne andre uden at feje for egen dør. Det er især nutidens franske syge. Men at Danmarks statsminister er med i truslen mod Østrig er aldeles ude af pagt med dansk politisk frisind. Dels ophøjer den fælles udtalelse EU til at være en politik union, aldeles uden agtelse for folkenes stemmeret og selvråderet, dels sælger Poul Nyrup Rasmussen al historisk, politisk erfaring af skræk for ikke at sige som de store.

Venstres Anders Fogh Rasmussen, der kender det danske folks politiske historie, mener ikke, EU har fundet den bedste løsning, selvom Venstres formand ikke ligefrem vil anke over Nyrups deltagelse i EUs dømmende adfærd. Det er ganske vist ikke den flotteste holdning, men det skal medgives Anders Fogh Rasmussen, at han ikke sluger EUs trussel råt og dermed røber indsigt i den frihedshistorie, Venstre deler med det danske folk.

I en lang samtale, der på grund af statsminister Nyrup Rasmussens pinlige snak oplevedes ti gange længere end den faktiske sendetid, blev statsministeren lagt aldeles blot i TV2s nyheder mandag aften. Man må lovprise den journalistiske udspørger, der kyndigt og myndigt fastholdt statsministeren på det aldeles uigennemtænkte i hans deltagelse i EUs krænkelse af den folkelige selvråderet.

Det rystende er ikke kun, at der findes grovkornede, fremmedhadske partier i Østrig, herhjemme og spredt ud over EU. Det rystende er, at Danmarks statsminister ved et ophøje EU til politisk union ikke bare har svigtet alle løfter om det modsatte, men har givet netop hadets partier grundlag for at hævde, at de tager demokratiet alvorligt, hvorimod EU afløser demokratiet med ulovlige trusler og tilmed dømmer et medlemsland uden så meget som et sekund at høre på medlemslandets synspunkter.

For nok er hadets parti stærkt i Østrig, men de to trediedele af østrigerne stemmer ikke på Haider. Og for seks år siden gik en halv million østrigere i Wien i demonstration mod fremmed-fjendtligheden. De understregede deres holdning ved at samle sig netop på den helteplads, hvor Hitler fik sin triumfmodtagelse i 1938. Det er de kræfter, statsminister Nyrup Rasmussen og hans fæller i toppen af EU, nu jager i favnen på hadets parti. Nyrup har historieløst smidt dansk frisind i papirkurven. Han krænker østrigernes demokratiske rettigheder, men dybest krænker han mest det danske folks demokratiske historie.

© Poul Erik Søe – 1. februar 2000

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside