Ophæv tavshedspligten i
statsministerens fax-sag

Det tjener intet formål, at statsministeren kan holde sine kort skjult i den lumre sag om faxen, der forsvandt - efter tilsyneladende at være læst af seks embedsmænd i statsministeriet ganske vist.

Sagen er vigtig, fordi dens forløb er brugt som grund for statsminister Poul Nyrup Rasmussens grundlovsbrud, da han tilsluttede sig EU-regeringsledernes nedlukning af forholdet til Østrig uden om folketingets udenrigspolitiske nævn.

Statsministeren sagde først, at han var nødt til at tage stilling så at sige på stående fod, fordi han ikke var blevet underrettet før af EUs politiske formandsskab, der i dette halvår er landet hos Portugal. Derfor kunne han ikke gå til det udenrigspolitiske nævn, skønt sagen havde et indhold, der også efter hans eget skøn efter grundlovens ord kræver rådføring med det udenrigspolitiske nævn.

Efterfølgende har statsministeren snakket i øst, når andre talte i vest. Han fandt tonen og minen fra Rushdie-sagen frem for slippe uden om sit ansvar for grundlovsbruddet. Han henviste til hastværket, som efter hans mening var grund nok til, at han ikke holdt grundloven. Siden prøvede han med næsen opad at fremstille det, som om indsigelserne mod selve fremgangsmåden i statsministeriet skadede Danmarks omdømme og folkeafstemningen om euro-møntunionen. De kritiske partier skulle stilles i et dårligt lys.

Statsministeren blandede fremgangsmåden ved hans ja til nedlukningen af forholdet Østrig sammen med partiernes stillingtagen til den yderligtgående østrigske regering, skønt indsigelse mod fremgangsmåden, selve behandlingen af sagen i statsministeriet, selvsagt ikke i sig selv har noget at gøre med partiernes holdning til Jörg Haider og hans højre-parti.

Da statsministeren var højst oppe i en hånende holdning til folketingets partier og dele af pressen, røg han så hurtigt ned, at han ikke har rejst sig siden. Det viste sig nu, at faxen fra EUs politiske formandsskab lå tolv dage i statsministeriet. Man havde overset faxen. Det var en svipser, sagde statsministeren i en påtaget munter tone, en svipser, som han ikke mente kaldte på gentagelse.

Nu kan så Morgen-avisen Jyllands-Posten i dag fortælle, at hele seks embedsmænd på statsministerens kontor sandsynligvis læste faxen, inden den blev arkiveret. Det er til at forstå, at et af partiet Venstres medlemmer af det udenrigspolitiske nævn, Svend Aage Jensby, vil have statsministeren til at give en forklaring på det nye og sære i fax-sagens forløb. Derfor stiller han nu spørgsmål i folketinget til statsministeren.

Da sagens kerne er grundlovsbrud, er der grund til at gå endnu videre. Det er ikke kun folketingets udenrigspolitiske nævn, der skal have en forklaring. Det er det danske folk, der er blevet snydt. Hvis forløbet har været som skildret til nu, står vi med et aldeles udueligt statsministerium - hvad der selvsagt er statsminister Nyrup Rasmussens ansvar, som den konservative Per Stig Møller rigtigt har peget på..

Hvis seks højtstående embedsmænd har set den fax, der påstået var forsvundet i tolv dage, og hvis de intet har sagt til statsminister Nyrup Rasmussen, så står  de selvsagt til omgående fyring. Det er umuligt - eller burde være umuligt, at seks embedsmænd i landets vigtigste ministerium ikke skulle være i stand til at læse faxen og se vigtigheden af indholdet. Det er umuligt - eller burde være umuligt, at de ikke har vist faxen til statsministeren - eller mundtligt videregivet indholdet.

Hvis det forholder sig sådan, at de seks vitterligt har set faxen, og hvis de ikke har løftet en finger i den alvorlige sag, så er de uegnede til deres poster. Og det er åbenbart for enhver, at hvis de seks ikke bliver fyret, så åbner det for bekymret tænkning om, at de manglende afskedigelser skal dække over et andet sagsforløb end det, vi hidtil har hørt om.

Det er lige så selvfølgeligt et alvorligt spørgsmål, hvorfor de seks, der tilsyneladende har læst faxen, i hvert fald ikke vågner op, da sagen om Danmarks tilslutning til nedlukningen af EU-landenes forhold til Østrig kom offentligt frem, og da statsministeren første gang gik til folketingets udenrigspolitiske nævn uden at nævne den forsvundne fax. Man kan ganske enkelt ikke forestille sig, at embedsmænd ville hindre statsministeren i at være ordentligt "klædt på", at have alle oplysninger med til det lukkede møde med folketinget.

Det er klart, at danskerne uundgåeligt ser fax-sagen i lyset af den sag, der just er kommet frem i Danmarks Radios fjernsyns-udsendelse om dansk atomenergi-politik. Det blev her afsløret, at topembedsmænd i atomenergikommissionen skjulte en svensk henvendelse om bygningen af atomkraftværket i Barsebäck. Den svenske regering bad den danske regering tage stilling til Barsebäck, inden værket blev bygget. Men den svenske henvendelse blev skjult i en skuffe i atomenergikommissionen. Den nåede aldrig frem til den danske regering, skønt svenskerne udtrykkeligt bad om den danske regerings stillingtagen.

Det er lige så indlysende, at de seks embedsmænd, der efter Morgenavisen Jyllands-Postens oplysninger i dag tilsyneladende har kendt faxen fra Portugal uden at vise den til statsminister Nyrup Rasmussen, ikke kan finde sig i at få deres handlinger i Østrig-sagen set i det lys. Og statsministeren selv har jo allerede tilkendegivet, at han ikke kendte faxen, hvad der helt selvfølgeligt er sandt, da han ellers ville have vildledt folketinget og omgående måtte træde tilbage.

Forløbet må derfor - sådan som Venstre nu kræver det - klarlægges ganske anderledes i enkeltheder. Det bedste vil være, om det udenrigspolitiske nævns tavshedspligt om denne ene sag straks ophæves. Det er statsministeriet og dermed statsministerens ansvar, der skal klarlægges. Sagen er så kendt i det danske folk nu, at danskerne har krav på alle oplysninger i enkeltheder. Og det er uden rimelig grund, at statsministeriet og statsministeren kan gemme sig bag det udenrigspolitiske nævns tavshedspligt.

Selv om nævnets fortrolige møder har mere end god grund op gennem historien, så er fortroligheden ingen hindring i denne særlige sag for at ophæve tavshedspligten. Det udenrigspolitiske nævn kan ikke ud fra nævnets lovgrundlag selv gøre det. Ophævelse af tavshedspligten i fax-sagen må ske efter aftale mellem regeringen og folketinget.

Det er imidlertid indlysende, at tavshedspligtens fjernelse på dette ene område er aldeles uden skadevirkninger i forhold til udlandet, og det er jo det hensyn samt hensynet til landets sikkerhed, der er grundlaget for tavshedspligten. Faxens indhold og statsministerens beslutning i Østrig-sagen er kendt. Der ændres intet i det udenrigspolitiske indhold ved en egentlig undersøgelse af fax-sagen.

Fax-sagen på det nuværende lumre stade gør langt større skade end den, der vil følge af åben klarlæggelse. Statsministeren og statsministeriet har - mens nye særheder sivede dag for dag - fået troværdigheden undergravet i et alvorligt omfang, og det er svært at se, at ikke netop statsministeren og statsministeriet skulle ønske at komme til bunds i sagen.

Der findes jo folk, som foretrækker det lukkede kredsløb i politik frem for demokratiets krav om åbenhed. Men det er et farligt spil med folkestyret at lade fax-sagen visne for derefter om femogtyve eller halvtreds år at lade historikere sidde i et undersøgelses-udvalg for at udrede, hvad enhver dansker har krav på at få at vide nu.

© Poul Erik Søe – 13. februar 2000

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside