Økonomiminister Marianne Jelveds kurve til folketinget om euroens nedtur fra første dag til nu
Nu går den på Estrup
En uge før han forlader folketinget, tør den radikale Jørgen Estrup give euro-modstanderne ret

Med en aldeles ufarlig dristighed, i selve afskeds-øjeblikket, vinkende farvel, kun med den sidste serpentiner som bånd mellem den bortdragende og vælgerne på kajen, har den tidligere formand for Det radikale Venstres folketingsgruppe Jørgen Estrup pludselig fået et heftigt anfald af sandheds-søgen.

I et år har Jørgen Estrup tavs, medvidende og uden at løfte et øjenbryn fulgt sin radikale partifælle, økonomiminister Marianne Jelveds slagtilbud på dansk deltagelse i euro-møntunionen. Han har hørt statsministeren på rigs-omrejse fra sygeplejerskerne i Herlev til skolebørn i Jylland tale om, hvordan Danmarks selvråderet er velværnet også i møntunionen.

Om en uge forlader Jørgen Estrup folketinget. Han har fået en stilling i FN. Også fordi han et ordentligt menneske. Nu ved vi bare, at ordentligheden, redeligheden og åbenheden på nydeligste og snydeligste vis indordner sig det politisk praktiske og det taktisk tilrådelige.

Lige her på falderebet giver Jørgen Estrup EU-modstanderne ret. Ja, i øvrigt ikke kun modstanderne, men også mange tilhængere, som har villet omgås virkeligheden med rank ryg og vedstået, at euro-møntunionen har mere union og mindre dansk selvstændighed til følge.

Nu siger Jørgen Estrup til Ritzaus Bureau, at han er "utryg ved den måde, kampagnen for et ja til EU's fælles mønt foregår på". Sådan gengives ordene i dagbladet Politiken. "Tilhængerne - altså også regeringen - giver kun vælgerne den halve sandhed, fordi man undlader at fortælle, hvilken indvirkning et dansk  medlemskab af ØMUen kan få på kerneområder som skattepolitik og arbejdsmarkedspolitik."

Nu går den på Estrup, lige før han går. Vi har så fem hverdage, hvori han også skal pakke, til at drøfte hans ord i. Selv over for Det radikale Venstre og Marianne Jelved er det dog en sær opførsel. Jeg ved ikke, om Estrup har noget, der skal hævnes på de radikale i og uden for regeringen. Jeg vil næsten håbe det, for så er der da en menneskeligt forståelig grund.

Ellers kan man kun undre sig over, at Jørgen Estrup, der tilmed har papir på at være økonom, ikke straks satte danskerne ind i, hvad han i grunden mener. Nogle EU-modstandere skal nok juble over, at Estrup nu nærmer sig virkeligheden, men demokratisk er hans fortielse i den lange drøftelse af euro-møntunionen dog det, der falder mest i de våde øjne her ved hans afrejse.

På falderebet hedder det i Estrups mund, at det "simpelthen er en misforståelse ikke at drage disse områder med ind i ØMU-debatten" - altså en kommende ufri skattepolitik og arbejdsmarkedspolitik. Jo, vel er det en misforståelse, men det er dog en misforståelse, som Jørgen Estrup har haft et år og mere til at udrydde. 

Dagbladet Politiken skriver, at Estrup med denne "afskedssalut sætter et kritisk lys også på sit eget partis uforbeholdne ja-kampagne". Dagbladet Politiken kunne føje sig selv til rækken af dem, som Estrups ord sætter et kritisk lys på. Men vi, der ikke går på de bonede gulve, må dog ved Estrups sene omvendelse i den sidste olies øjeblik endnu engang spørge, hvordan det dog er, de omgås sandheden og hinanden på Christiansborg.

Estrup har dag efter dag haft omgang med Det radikale Venstres folketingsgruppe og partiets ministre. Hvis han skal være troværdig, må han dog kunne sige os, at han igen og igen har sagt til partifællerne i folketinget og på taburetterne, at de var på gal vej. Han må da have drøftet det med Marianne Jelved bare en enkelt gang - eller måske lige frem sendt en fax?

Men nu står Estrups pludselige åbenmundethed som en sidste dags åbenbaring. Han fortæller til Ritzaus Bureau, at "han er bedøvende ligeglad med, om han betaler med kroner og euro i Brugsen, men som økonom vurderer han, at EUs økonomisk-monitære union reelt kommer til at kræve en mere centraliseret styring af EU-landenes politik, end det fremgår af ja-kampagnen".

Det er jo ord til andet, hvad modstanderne af euro-møntunionen har sagt hele tiden. Og det er det stik modsatte af, hvad statsminister Nyrup Rasmussen og Marianne Jelved har sagt. Og når Estrup siger, at reelt fører euroen til mere central styring, så ligger der i ordene, at statsministeren og økonomiministeren ikke er reelle - da de siger det modsatte.

At Estrup er bedøvende ligeglad med, om han skal betale med kroner eller euro i Brugsen, er mere lige til, da han jo netop om en uge drager udenlands og vinker farvel til både Brugsen, SuperBrugsen og alle de vælgere, han hidtil med sin tavshed har bidraget til at vildlede.

Derimod føjer Estrup ord til, som er pudseløjerlige. Han siger, at hans ord nu "ikke har noget med nationalisme at gøre". Jamen, hvem på FNs grønne jord kan få den tanke, at selvstændig dansk skattepolitik og arbejdsmarkedspolitik skulle være nationalisme? 

Estrup må jo færdes i en indeburet verden, hvor alt, hvad der er selvstændigt, kaldes for nationalisme. Han afslører med sine ord den tænkning, som vi genkender fra andre EU-partier, at alt, der ikke vedtages i EUs hellige navn, er nationalisme. Nøjagtig sådan var jo også tankegangen i den union, der kaldte sig den sovjetiske.

Men Estrups falderebs-ord har altså ikke noget med nationalisme at gøre. De har i stedet noget "at gøre med, hvilke spilleregler det danske Folketing skal indrette sig efter. Og vil vi have mulighed for at fastholde vores høje beskatning i sådan et system, hvis vi synes, det stadig er en god ide i relation til et højt velfærdsniveau," spørger Estrup.

Bitte mand, det har alle sagt og vidst hele tiden - undtagen dem, der som ministrene og regeringspartierne vil snyde os ind i euro-møntunionen. Alle ved, at just deraf springer regeringens utroværdighed. I årevis har regeringen arbejdet på at gøre velfærden ringere end i de andre EU-lande, og de sidste målinger viser, at det er lykkedes. Det er ikke sket for at spare, thi samfundet er som rigt som ingen sinde, men det er sket for at mildne overgangen til euro-møntunionen. 

Og i samme lange tidsstræk har der blandt lønmodtagerne og deres sammenslutninger været frygt for, at den såkaldte danske model på arbejdsmarkedet var færdig, når vi sagde ja til euroen. Med fire-årige aftaler har man tilmed nu sikret, at der bliver en glemsels-fremmende overgang til EU-styret lønpolitik.

Jeg vil til sidst forsikre Jørgen Estrup, at det ikke er nationalisme, når jeg siger ham tak, fordi han rejser - og fordi han ved afdansningsballet omsider siger, at regeringen kun fortæller "den halve sandhed". Vi ved nu, at åbenheden vokser, når man forlader det, der så smukt hedder ansvaret - et gammelt ord, der nutidigt har tydningen den fælles løgn og fortielse.

Må man i al agtelse og ydmyghed sende en bøn op om, at der er flere, der har planlagt at rejse?

© Poul Erik Søe – 27. februar 2000

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside