Altid lusk i buksbomhækken,
når Buksti gør i nælderne

Hvis vælgerne ikke duer til folkeafstemninger, duer de så til folketingsvalg?

Socialdemokratiets politiske ordfører, Jacob Buksti, har det med at blande sig grinagtigt pudsigt, når de voksne snakker. Han bliver altid rettet samme dag eller senest dagen efter af en minister, og siden snakker han om noget andet uden et øjeblik at tænke på, hvad han tidligere har sagt. Buksti har ikke standpunkter, han vender bare ord i luften og bringer dem videre, endnu før fax-ministeren eller salmonella-ministeren har fået tænkt sig om.

Heldigvis er der altid lusk i buksbomhækken, når Jacob Buksti gør i nælderne. Når han siger, at folkeafstemningen om euro-møntunionen skal udskydes til efter et valg, så er meningen, at afstemningen skal holdes før valget. Det er bare Bukstis måde at irettesætte Venstre og de konservative på.

Kort tid efter siger den radikale Elisabeth Arnold, at euro-afstemningen skal udskydes til efter valget, så man kan stemme om alle fire forbehold. Men Buksti gemmer sig i buksbomhækken og lader denne gang salmonella-ministeren svare, at det kan der ikke være tale om, for nu har han lige øvet sig på at sige euro.

Imens daler og daler euroens kurs, og tallet på danske ja-sigere til euro-møntunionen falder lige så hurtigt, mens dansk økonomi uden for euro-møntunionen klarer sig bedre og bedre - og i hvert fald bedre end euro-landenes. Men det må ikke siges højt, så derfor griber man om roderiets nælde, brænder fingrene og snakker i stedet om, hvordan man helt kan blive af med folkeafstemningerne om EU.

Den slags tanker om, hvordan magthaverne slipper af med vælgerne og folket, har man embedsmænd til at tænke. To af dem kaldes i dagbladet Politiken "tidligere højtstående embedsmænd", hvilket næppe skal læses sådan, at de ikke er så højtstående som tidligere, men at de er gået af. Det er Jens Christensen og Niels Ersbøll, gamle fax-passere i dansk forvaltning.

De to - for nu de er gået af, har de ikke indflydelse hver for sig, men må optræde siamesiske for ikke at virke for indgroede - siger i Politikens kælder-kronik i dag, at hvis det er ved at blive en tradition, at der skal være dansk folkeafstemning om ændringer i EU-traktaten, så er det tid at overveje, om det er en rigtig og fornuftig tradition. Og så langt har de jo ret, man skal altid nøje overveje, om skik og brug er rigtig og fornuftig.

Men det, de vil, er at tage folkeafstemningerne fra os. Den egentlige grund siger de ikke. Skønt enhver kender den egentlige grund. Ved en folkeafstemning kan man ikke bare sige ja, men også nej, og det er for enhver magthaver - også de afgåede - just det gale ved skik og brug og demokrati.

Man kan læse af kælder-kronikken, at det er synd for de andre EU-lande, at vi sådan holder folkeafstemninger af og til. Når nu Jörg Haiders parti og de konservative i Østrig er dømt ude på grund af for lidt demokrati, så vil danskerne blive dømt ude på grund af for megen demokrati. Det er kun den gennemsnitlige middelmådighed, der kan trives i EU-samarbejdet. For lidt og for meget fordærver alt.

I hvert fald, mener de to, der skriver dagens sammenkogte ret, må de andre EU-lande vide, hvad der sker, hvis danskerne stemmer nej til en ændring i en af EUs traktater. Og danskerne skal da også vide, hvad der sker, siger de.

Jamen, det ved både de andre EU-lande og danskerne særdeles godt. Vi bliver svindlet, bedraget og snydt. Da Maastricht-traktaten blev underskrevet af alle EU-landene, var det en aftale, at alle landes parlamenter derefter skulle godkende traktaten. Da Maastricht-traktaten indskrænkede Danmarks selvråderet, skulle fem sjettedele af folketinget sige ja. Men der var ikke fem sjettedeles flertal, altså skulle traktaten efter grundloven til folkeafstemning.

Da traktaten faldt ved folkeafstemningen, så var det ikke bare et dansk nej. Dermed var traktaten som helhed faldet for samtlige lande i EU, for sådan var det aftalt mellem EU-landene. Hvis eet land sagde nej, så var der ingen traktat. Og sådan var det da også gået, hvis et af de store lande havde sagt nej. Frankrig var jo tæt på det, da diktator-præsidenten Mitterrand - kålhøgen efter det danske nej - udskrev fransk folkeafstemning om samme traktat i forventning om massernes opbakning. Vælgerne gav Mitterrand en næse så stor, at præsidentboligen måtte bygges om for at rumme den.

Men da det nu kun var det lille usle land Danmark, der sagde nej, så gjaldt aftalen pludselig ikke. Man genforhandlede ikke traktaten. Nej, danske politikere - ikke vælgerne - opfandt fire forbehold, hentet lige ud af folkesocialisten Holger K Nielsens lomme. De fire SF-forslag gjorde Uffe Ellemann Jensen til et "nationalt kompromis", fordi han ikke kunne lide ordet fodnoter, og Niels Helveg Petersen dansede videre med det efter tamil-regeringens fald.

Det var ikke vælgerne, der krævede, at der skulle være folkeafstemning om de fire forbehold. Vælgerne blev slet ikke spurgt om det. Det var Socialdemokratiet, Venstre, Det radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det konservative Folkeparti, der helt på egen hånd lovede vælgerne, at sådan skulle det være.

Vælgerne er heller ikke blevet spurgt, om der skal være een folkeafstemning om alle fire forbehold, eller om der skal være afstemning om forbeholdene hver for sig. Faktisk fik vælgerne det indtryk, at det "nationale kompromis" gik ud på, at her var grænsen for, hvad Danmark ville og kunne være med til.

Vælgerne har slet ikke ønsket folkeafstemninger - de er bare i deres ømme venlighed som en sikker sag gået ud fra, at når Danmark har taget forbehold, så gælder forbeholdene. Enhver kan jo se, at det er skørt, når EU går videre end det, vi tog forbehold over for, så skal forbeholdene ophæves. De skulle jo tvært imod skærpes - hvis politikerne i det "nationale kompromis" eller kan tages for pålydende værdi.

De to tidligere så højtstående embedsmænd skulle derfor skrive deres kronik i de andre EU-landes aviser, for det er de andre lande, der har krænket selve aftale-grundlaget. Det var ikke EU-landene, der viste storsind over for Danmark ved at godtage forbeholdene. Det var danske vælgere, der viste storsind, for de kunne have krævet hele Maastricht-traktatens fald eller genforhandling. Det er, hvad nuværende og afgåede fax-passende embedsmænd skal sige, hvis de oprigtigt vil værne demokratiet - ikke bare mod Jörg Haider, men også mod de andre EU-landes grove krænkelser.

Hov, hvem dukker nu op i buksbomhækken med nælder i buksebagen? Selveste Jacob Buksti, socialdemokratiets politiske ordfører. På forsiden af samme udgave af dagbladet Politiken siger den slemme dreng: "Det kan ende med, at man spiller hasard med Danmarks placering i det europæiske samarbejde, fordi man sender alt muligt til folkeafstemning, uden at folk har en jordisk chance for fornuftigt at forholde sig til det."

Jamen, er han ikke guddommelig, en prydplante blandt de stedsegrønne buksbom - så vis og klog, at han kan sætte et blad på en nælde uden at få røde fingre. Jacob Buksti er som født til at blive højtstående et eller andet sted i EU, fordi han og han alene "har en jordisk chance for fornuftigt at forholde sig" til det, som folkeafstemningerne drejer sig om. Vælgerne derimod, ukrudtet i demokratiets prydhave, er så dorsk-dumme, at de ikke kan forholde sig fornuftigt til noget som helst.

Folkeafstemninger er ikke efter Buksti mening vælgernes ytringsform i demokratiet, men hasard-spil! Vi spiller hasard med vores placering i EU, siger Buksti. Fordi vi sender "alt muligt" til folkeafstemning.

Alt muligt!

Har der i Danmark været folkeafstemning om en eneste sag, som ikke politikerne har ønsket folkeafstemning om, eller som grundloven kræver, at der skal være folkeafstemning om?

Vi har ikke folkeafstemning om alt muligt - end ikke om Buksti som politisk ordfører for socialdemokratiet. Skal vi have den afstemning en dag, så stemmer jeg ja. Buksti vil jeg ikke undvære.

Og skal folkeafstemningerne afskaffes, er det så ikke meget nemmere at afskaffe folket? Det er jo altid i vejen, det folk. Og hvorfor har vi et folketing, som jo også er valgt af de dorsk-dumme vælgere, der ikke har "en jordisk chance for fornuftigt at forholde sig" det, der sker. Når vælgerne ikke duer til folkeafstemninger, duer de så til folketingsvalg?

© Poul Erik Søe – 21. februar 2000

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside