Så blev det alligevel jul for
Niels Helveg Petersen

Da udenrigsministeren opdagede, at danskerne ligefrem tog udenrigsministerens egne forbehold alvorligt, blev det for meget

Udenrigsminister Niels Helveg Petersen vil ikke være udenrigsminister mere. Han vil ikke lægge åsyn til den udenrigspolitik, landet har. Og man kan sige, at det mindste, man kan kræve af et lands udenrigsminister, selvsagt er, at ministeren vil føre landets udenrigspolitik og ikke sin egen. Udenrigsministerens kone er glad, for far bliver mere hjemme, og i det hele taget synes julen reddet i det petersenske hjem, skønt de nok omkring træet hopper stroferne over med ordene - når du strammer garnet, kvæler du jo barnet.

Det gode ved Niels Helveg Petersen er, at han selv har standpunkter, og at han på trods af dem har haft vilje til at føre udenrigspolitik på det givne politiske grundlag, selvom det er for julehyggeligt at fremstille det, som om han purt og rent har agtet folke-flertallet. Men han har da gjort det, når det nogenlunde passede i krammet.

Han har – selvsagt for enhver politisk kyndig – udnyttet det tomrum, der hele tiden har været der – gabet mellem folketingets flertal og folkets standpunkter til unionen. Han har når som helst kunnet vælge, om grundlaget for dansk udenrigspolitik var folkeafstemningerne eller det øjeblikkelige flertal i folketinget. Og før feststemningen her ved hans farvel vidste enhver, at når der i folketinget hele tiden var flertal for til grænsen og over grænsen at krænke folke-flertallet, så har det ikke været svært at være udenrigsminister.

Niels Helveg Petersen får næsten mere ros for at gå i utide, end han nogen sinde har fået undervejs. Sjovest er som altid ordene fra omegnsdemokraternes Arne Melchior, der kalder Niels Helveg Petersen et mandfolk, hvilket få ville finde på at kalde Melchior selv, for Melchior færdes hverken på folketings-flertallets eller folke-flertallets grund, men fører sig frem på forside-folkestemninger, som giver kasse på valgdagen.

Det fremstilles nu sådan, at det er det danske folk, der hindrer Niels Helveg Petersen i at være dansk udenrigsminister. Han bidrager selv til det syn ved at lade folkeafstemningens nej til euro-møntunionen være det, der satte farvel-tankerne i gang. I den øjeblikkelige fremstilling af udenrigsministerens farvel skildres det, som om det danske folk har nogle forbehold over for EU, som folketinget og i hvert fald udenrigsminister Niels Helveg Petersen ikke har. Det er en historieløs måde at tale om det hele på. De fire forbehold kom ikke til verden ved en jomfrufødsel.

Det er ikke det danske folk, der har skrevet forbeholdene mod EU efter det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992. Det danske folk er aldrig blevet spurgt, hvorfor det sagde nej i 1992, og hvilke undtagelser det danske nej burde medføre. Det er Poul Schlüters og derefter Poul Nyrup Rasmussens regeringer, der har udformet forbeholdene. Og Uffe Ellemann Jensen er forbeholdenes gudmor, Niels Helveg Petersens deres huemor, skønt det måske  ikke lyder mandfolke-agtigt nok for Arne Melchior.

Forbeholdene er avlet i synd hos Socialistisk Folkeparti, der også i 1992 spillede dobbeltspil og var imod Maastricht-traktaten samtidig med, at de gerne ville gøre sig regerings-duelige, hvilket med folketingets daværende og nuværende sammensætning vil sige EU-kuelige. Forbeholdene var folkesocialisternes modtræk til Maastricht-traktaten forud for folkeafstemningen 1992, opfundet, så de kunne svare på det faste spørgsmål om, hvad de ville sætte i stedet.

EU-partierne i folketinget havde undervejs gjort grin med folkesocialisternes forbehold, men da EU-partierne stod som taber-partier i 1992, fik Uffe Ellemann Jensen den tanke at ophøje det latterliggjorte forslag fra folkesocialisterne til det, der blev kaldt et nationalt kompromis – når det gælder om at sælge egne standpunkter må EU-partierne nemlig godt bruge ordet national.

Så kom regerings-skiftet, da Schlüter skred med gulvtæppet i tamil-sagen, og Niels Helveg Petersen, der også havde været med i drøftelserne af forbeholdene forud for den gamle regerings farvel, overtog nu det arbejde, der stort set var færdigt fra Uffe Ellemann Jensens hånd. Det radikale Venstre, der mente, at Uffe Ellemann Jensen for at hindre regerings-skiftet var ude på statskup, havde intet imod at overtage den selv samme udenrigsminister Ellemann Jensens plan om indførelse af de fire forbehold.

Niels Helveg Petersen har ved sit farvel i dag ikke lagt skjul på, at han selv har været med til at fastsætte de fire forbehold. Og det er selvsagt en af de mange modsætninger mellem otte års virke som udenrigsminister med fire danske forbehold over for unionen, at han samtidig vil bruge forbeholdene til at gå på.

Når Niels Helveg Petersen efter det danske nej 28 september til euro-møntunionen – det folkelige nej, som statsministeren kaldte det lige efter afstemningen – pludselig ikke kan leve med det forbehold, han har levet med som minister i otte år, så er det hverken mandhaftigt eller kvindagtigt. Det er ganske enkelt en afsløring af, at forbeholdene aldrig fra folketingets flertal, EU-partierne, har været ment alvorligt. Det nationale kompromis var ikke en fastlæggelse af udenrigspolitikken, men et plaster, der skulle dække såret for hurtigt at blive fjernet, så arfri hud kunne stilles til skue i Brüssel.

Hverken Niels Helveg Petersen eller andre EU-politikere har nogen sinde ment det anderledes, end at de danske forbehold var en overgangs-ordning, en sult-strækker, fordi den store unions-festmiddag trak i langdrag for Danmarks vedkommende. Med folkeafstemningen om euro-møntunionen opdagede taber-partierne, de danske EU-jasigende politikere, at bordet fanger.

Der er mange, der tror, at det er det danske folk, der har krævet de fire forbehold. Men forbeholdene er alle ord for ord indført af EU-partierne og folkesocialisterne. Og det væsentlige er, at det danske folk ikke fik mulighed for at vælge, hvilke undtagelser Danmark skulle have i forhold til EU. Der kom en ny folkeafstemning i 1993 efter det danske nej året før. Men danskerne kunne ikke vælge mellem forbehold. Der var fire, og de var vedtaget af politikerne forud.

Det er det aldeles vigtige, at et dansk folketing med fem sjettedels flertal vedtog at krænke det danske nej ved folkeafstemningen i 1992. Det danske folk havde sagt nej til Maastricht-traktaten. Men kort efter vedtog det danske folketing den selv samme traktat alligevel. De føjede så fire forbehold til, som EU-partierne selv havde udvalgt. Også de fire forbehold vedtog folketinget, før det danske folk var spurgt. Først da denne krænkelse af folke-flertallet var sket, blev sagen lagt ud til ny folkeafstemning – ikke for at stemme om Maastricht-traktaten og de fire forbehold, men for at godkende eller forkaste, hvad folketinget allerede havde vedtaget imod folke-flertallets tilkendegivelse. Der viste sig ingen mandfolk ved den lejlighed.

Midt i feststemningen efter Niels Helveg Petersens farvel og ølstue-jubelen over hans muskler må det stilfærdigt føjes til, at få år før Niels Helveg Petersen blev udenrigsminister var han imod EUs indre marked og fortaler for et dansk nej, da der var folkeafstemning. Han synspunkt var det klart udtalte, at i EUs indre marked mistede Danmark sin mulighed for at føre selvstændig udenrigspolitik.

Det syn hindrede ham ikke i få år efter at føre den udenrigspolitik, som han efter egen mening ikke længere mente var selvstændig dansk. Det syn har i otte år ikke hindret ham i sidde som udenrigsminister. Og når han går efter det danske folks tilkendegivelse af, at danskerne tager EU-partiernes egne forbehold alvorligt, så er det kun et udsagn om, at indtil folkeafstemningen om euro-møntunionen har Niels Helveg Petersen ikke ment, at forbeholdene var andet end pynt på lagkagen. Han har som andre danske EU-politikere ikke taget de forbehold, de selv har indført, for pålydende værdi. Det er kommende udenrigsministre tvunget til.

© Poul Erik Søe – 20. december 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside