De gode viljers slette spil

Partiledelser vil altid være sårbare før valg og folkeafstemninger. Især hvis drøftelsen spidser til i et enkeltemne som nu med euroen. Modsætningerne bliver hårdere, og standpunktet til enkeltemnet bliver afgørende for vælgerens holdning til parti og ledelse. Dertil kommer den uophørlige bevægelse i et parti, næsten ikke synlige skred til daglig, men som en samlet mudderflod, når den politiske tilværelse kortes ned til ja eller nej.

Indtil nu har der op til folkeafstemningen om euroen på den baggrund været opgør i Venstre, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti. Nu er det blevet socialdemokraternes tur.

Politik er spil og seje træk. Lige nu er der mest plads for spillet. Enhver er sagkyndig og kan lege med på de daglige meldinger om det narrespil, der med et fremmed ord kaldes taktik. Inde i hovedet kan man godt se, at hvis Svend Auken ved et hurtigt skift blev statsminister nu, så ville det skaffe 2,7 procent fler jasigere til euroen (det lyder mere sagligt med 2,7 end 3). Så ville han kunne kalde sig sejrherre dagen efter 28. september og lave et hurtigt valg, der heler Socialdemokratiets dødelige sår.

Spil-dyrkerne glemmer bare, at Svend Auken (eller en anden på hans fløj) ikke selv kan danne regering. Der skal en godkendelse til fra det andet regeringsparti, de radikale, som gennem udenrigsminister Niels Helveg Petersen netop var det parti, der støbte kuppet mod Auken og lavede stige til Nyrup.

Nu er de radikale blevet så brorsonsk fromme i deres Europa-tilbedelse, at deres ord ”vil ikke meget sige”. Det er vigtigere, at heller ikke en ny statsminister kan få flertal uden om folkesocialisterne og venstresocialisterne. Og da de er født i forgårs, vil de vide at trække en regerings-dannelse i langdrag, så den bliver en regerings-krise , som fastholder dronningen på Amalienborg, rede til nye runder.

Der kan ingen kup-regering dannes og ingen ny statsminister findes før på den anden side folkeafstemningen. Det skulle da lige være en samlingsregering af euro-partier, men Anders Fogh Rasmussen kan tælle lige til halvfems og ved, at det borgerlige flertal er meget mere hjemme ved et valg nu end sidst, da færingerne slog kasketten af Uffe Ellemann Jensen.

Dertil kommer, at kup ikke er Aukens natur. Derfor blev han redeligt overrasket, da han selv blev udsat for det. Auken er til seje træk. Men de fleste af hans tilhængere er længst gledet væk fra socialdemokraterne. Derfor er selv Nyrups bedste tal i meningsmålinger milevidt fra Aukens. Og Auken har så længe tilpasset sig – eller tvungent fundet sig i – det nyrupske lederskab, at han ikke troværdigt kan stå frem med en hel anden politik de to seneste måned før folkeafstemningen.

Det er det i det hele taget humlen i den nybårne socialdemokratiske frelsthed. Om det nu er en fløj eller en stime ved vi ikke. Men samstemmende hører vi, at Socialdemokratiets nyrupske euro-krig mod vælgerne har en general, men mangler en hær. Det siges på mange måder. Den mest elskede vending er, at socialdemokraterne ”må tage det tvivlende ja” alvorligt.

Nu er der altid god grund til at tage tvivlen alvorligt. Men fra første færd i euro-krigen har vi vidst, at der var mange tvivlere, især i Socialdemokratiet. Der er vel endda blevet færre af dem i løbet af sommeren. Spørgsmålet er derfor, om indsigelserne mod statsministeren skyldes oprigtig indlevelse i tvivlernes vanskeligheder. Eller om den yderst pludselige omsorg for euro-tvivlerne blot er et led i partiets indre magtkamp. Eller værre endnu – et taktisk forsøg på at få narret nej-folk og tvivlere end i folden til klipningen.

De, der nu med Tøkks tårer taler tillidvækkende til tvivlen, har uden mindste indsigelse fra første færd godtaget Nyrups fremfærd i euro-krigen. Da dagen for folkeafstemningen blev fastsat og længe efter, hørte man ikke en lyd fra socialdemokrater om, at der var noget galt i Nyrups mål og midler. Der var ingen omsorgs-ord og ordskånere til tvivlere eller nej-sigere.

Men da sommerens målinger igen og igen viste, at der var flertal blandt danskerne mod euroen, eller at det stod lige, så pludselig åbnede den moderlige favn sig for tvivlerne, så de hurtigt kunne falde til patten. 

Måske er det slet ikke det store spil, der er i gang, spillet om partiledelse og statsminister-post. Måske er det bare det lille spil, taktikken, hvor omsorg for tvivlerne skal lokke et lille ja frem sidst i september. Hvis man som i disse dage i pressen forestiller sig det store kup mod Nyrup i euro-tvivlens navn, kan man lige så rimeligt tænke sig et kup, der er vendt mod danskerne. Man kan sagtens have sat sig ned og stirret på nej-væksten i målingerne for derefter at blive enige om, at nu må vi skændes lidt, så der også falder socialdemokratiske godbidder til tvivlerne og nej-sigerne. Det såkaldte oprør kan være de gode viljers slette spil.

Og det hele ender så smukt med, at statsminister Nyrup – som vanligt aldeles ene på skærmen – udtaler, at han så sandelig og helt bestemt også har ikke bar stor, men vældig forståelse for euro-tvivlerne. Hvis du er i tvivl, så få et socialdemokratisk knus og bliv knust i favntaget. Hvis nogen har forståelse for dig, uanset hvad du tvivler på, så er det statsministeren. Ingen tvivl om det.

© Poul Erik Søe – 6. august 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside