Hvor er vinden,
når det ikke blæser?

EU bygger de sandslotte, vi har vænnet tyskerne af med

Det ligger i ens medbragte barnesind, at man er i Skagen for at se to have mødes, vandreklitter, en tilsandet kirke og gamle, gule huse. Oplevelsen er ikke tilrettelagt, men givet af natur, menneskets møde med naturen og ens egen sugeevne plus sandet i skoene.

Men det er ikke nok for den nutidige nutid, der vil vide, hvad den oplever, tilrettelægge modtageligheden og indramme udsigtsløsheden.

Derfor er der rejst en kirke i Skagens sand, et tempel for naturdyrkelsen – ikke for det enkle at være i naturen, men naturen som Gud, der skal dyrkes indendørs, fordi man så ikke er nødt til at tømme skoene hele tiden. Hunde må ikke medbringes. De er heldige og må blive uden for, hvor der er stillet vandskål frem.

Den ny naturkirke, der kalder sig selv Skagen Odde Naturcenter, er bygget af Jørn Utzon. Han er guddommelig i bygningskunsten, hans skaberevne rejser huse i pagt med den natur, de ligger i, og oftest med brug af den nære naturs byggesten. Og hans huse vender udad – de viser hen til naturen i stedet for at kæmpe imod den.

I Skagen har han bygget et sandslot af den slags, vi har prøvet at vænne tyskerne af med at bygge, når de er på danske strande. Det ligner et fort i en tidlig amerikansk cowboyfilm og er i Skagen lige så uddødt, som når indianerne har været der i de gamle film.

Huset er godt nok – til en film, men ikke i Skagen. Det er dog langt bedre indvendigt, hvor alle Utzons virkemidler er brugt, selvom udluftningerne ligner forvoksede periskoper fra undervandsbåde. Den udvendige uhygge er indvendigt mildnet med lysvirkninger og fint formede rum. 

Utzon har selvsagt genbrugt sine næsten altid fint virkende indramning af et stykke natur, så en udsigt har en byggekunstnerisk begrundelse og virker som en hjælpsom pegefinger i landskabet. I Skagen er det aldeles ligegyldigt, for her indrammes et stykke klit med norrøn plantevækst – kønt nok, men ikke til indramning, for i Skagen kommer man jo for at gå i den natur, være i den natur – og at se de to have, som netop ikke kan ses fra natur-templet. Intet, intet af det, der gør Skagen til noget særligt, kan ses fra center-templet.

Utzon har løst sin opgave. Det gale er, at der sådan set ingen opgave er – eller nogen sinde har været. For folk, der holder flere fridage i Skagen, er det da en afveksling at tage hen til naturcenter-templet. Men de fleste kommer til Skagen en enkelt dag, og for dem er den fort-formede natur-kirke lige ud en hindring for natur-oplevelsen.

Man bruger tid på at gå på et aldeles ligegyldigt natur-museum – netop i Skagen, der byder på nogle af landets bedste kulturhistoriske og kunstneriske museer i forvejen. Og der bliver knappere tid til det, der før var det enestående ved Skagen-turen – nemlig naturen selv, havene og klitterne.

Ingen har anet noget som helst om, hvad man skulle udstille i Utzon fæstnings-kirke. Det hele synes bygget, fordi der var penge til det, først og fremmest EU-tilskud. Lærer vi da aldrig, at det skæve ikke kun skyldes EU, men vore egne fremstrakte tigger-hænder. Vi slås om at få tildelt EU-penge, som jo bare er andre landes penge og vore egne. Vi glemmer, at de går omvejen til et naturcenter over EU for at få EUs stempel på ethvert tempel. Vi må da kunne lære ikke at søge – selvom de andre så søger og søger og render med pengene. Men først og fremmest må vi kunne lære ikke at gå ind de steder, der er bygget for propaganda-tilskud. Netop i Skagen må vi kunne lære at hælde sand i maskineriet, nægte tilskuds-tilbederne indfødsret.

De natur-religiøse, som med deres tomme templer skader værnet om naturen, har i Skagen ikke forud haft nogen som helst tanke om, hvad de skulle putte i Utzons hus. Nu kan voksne for tres kroner og børn for tredive få at vide, at vand løber nedad, og at sand samler sig i bunker, når det blæser. Natur-kirken i Skagen er ude med en hjemmeside på nettet, og her røbes det, hvilke vigtige emner, huset er rejst for. Natur-kirkens bagmænd siger til os, at vi kan få svar på disse tre livsvigtige spørgsmål: ”Hvor er vinden, når det ikke blæser? Hvor vandrer vandreklitterne hen? Hvorfor er himlen blå”. Man må sige, at de EU-penge er givet godt ud.

Alle disse vanskelige emner skildres i rum efter rum med en fremgangsmåde, der må kaldes væg-til-væg-lærebogen. Det er planche efter planche, lidt rindende vand, der løber nedad, og stumpvise boreprøver fra sandjord. Det hele er gjort før og langt mere enkelt, nemlig i udstillingen på det tilsandede fyr ved Rubjerg syd for Lønstrup. Her havde det et rimeligt omfang, men i Skagens natur-tempel er ligegyldighederne blæst sammen til en klit midt i tilskuerens øje.

Over alt i Europa skyder den slags udsigtsløshedens templer op, altid overdådige i udstyr. Irland har utallige af dem, såkaldt historiske centre, hvis vigtigste mål er historieløst at udbrede EUs tilskuds-evangelium. I Danmark havde vi i forvejen et fremragende fiskeri- og søfartsmuseum i Esbjerg. Men EU ville gerne skyde penge i endnu et museum om det samme. så kort fra Esbjerg som i Hvide Sande.  Med pomp og pragt søsattes et energiforsknings-tempel i Sønderjylland med Brundtlands navn. Man havde aldrig undersøgt, om der ville komme mennesker på stedet. Det ville der ikke.

Al den slags skydes der penge i for udviklingens skyld. Det er forsømte egne som Hvide Sande og Skagen, der kan skære af kagen. Kan man virkelig ikke et sted inde i sig selv mærke, hvilken hån det er mod netop sådanne egnes folk og historie? Her har fisker-folket klaret sig i kamp med og mod naturen på de mest barske vilkår. De har levet af det, brødfødt slægten og klaret pynten. Men vi, den sølle efterslægt, kan ikke engang selv betale skildringen af deres historie og den natur, de kæmpede i. Vi har ikke hånden på åren, fangstnettet eller kniven, der renser fisken. Vi har hånden fremme i tigger-højde. Vi har fået et sandslot, en fæstning i sandet. Men vi mangler den indre fæstning, der giver vort dagligliv værdighed.

© Poul Erik Søe – 7. august 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside