Og så stemte de alle sammen ja -
for det var et rigtigt eventyr

Oppe mod nord i Europa var der et gammelt land, og i det var der et gammelt folketing, som havde to partiledere, Anders og Bendt, der var så vittige, at det halve var nok; de vilde fri til vælgeren, og det turde de, for de havde ladet kundgøre, at de selv talte bedst for sig, og de kun ville godtage et ja.

De to forberedte sig nu i otte minutter, det var den længste tid de havde til det, men det var også nok, for de havde både forkundskaber og fordomme, og de er nyttige. Den ene kunne udenad hele det brüsselske leksikon og dagbladet JydskeVestkysten for tre år, og det både forfra og bagfra, hvad der nu ikke var så svært med avisen, da den hver dag skrev det samme.

Den anden havde gjort sig bekendt med alle politivedtægterne, Schengen-aftalen og hvad hver oldermand måtte vide, så han kunne tale med både om staten og fartmålerne, mente han, dernæst forstod han også at brodere seler, for han var så fin og fingernem, at han brugte bogstavet K foran alle ord og sagde kærlighed i stedet for ærlighed, kost i stedet for ost og krig i stedet for rig.

"Jeg får vælgeren!" sagde de begge to, og så gav folketinget dem hver en dejlig hest på skatteydernes regning; han, som kunde det brüsselske leksikon og dagbladet JydskeVestkysten fik en blå, og han, som stavede alt med K, var oldermands-klog og broderede fik en gul med stjerner og stjert, og så smurte de sig i mundvigene med fiskeolie, for at de kunde blive mere smidige og lugte økologisk troværdigt. Alle folketingsmedlemmerne var nede i gården for at se dem stige til hest; de viftede med blå flag og drak Ja-Carlsberg med Albani-etiketter, så fynboerne ikke skulle komme i yderligere tvivl.

I det samme kom den tredie broder, for der var tre, men der var ingen der regnede ham med, som broder, for han havde ikke sådan lærdom som de to, hans liv havde været eet langt fjumreår, og ham kaldte de bare Klods-Hans.

"Hvor skal I hen siden I er i stadstøjet – da vel ikke til Østrig?" spurgte han, selvom de i lang tid havde prøvet at lære ham ikke at bruge det ord.

"Vi skal på gadeplan for i øjenhøjde at snakke os vælgeren til! Har du ikke hørt hvad trommen går om over hele Landet!" og så fortalte de ham, at kronen skulle skiftes ud med en ny mønt, og at den, der vandt vælgeren, ville få den halve euro, fordi den hele ikke fandtes mere, men var forsvundet på valutamarkedet.

"Hille den, så må jeg nok med!" sagde Klods-Hans og brødrene lo af ham og red af sted med røde øren og blå flag.

"Formand Ivar, lad mig få en hest på skatteyderens regning!" råbte Klods-Hans. "Jeg får sådan en lyst til at møde en vælger på gadeplan i øjenhøjde. Tager vælgeren mig, så tager hun mig! og tager hun mig ikke, så tager jeg hende alligevel!

"Det er noget snak!" sagde formanden, "Dig giver jeg ingen hest. Du kan jo ikke tale med andre, men kun helt alene! nej, brødrene det er stads-karle, de har kundskab i maven og Carlsberg i ryggen!"

"Må jeg ingen hest få!" sagde Klods-Hans, "så tager jeg gedebukken, den er færøsk, og den kan godt bære mig, for det har den gjort siden sidste valg!" og så satte han sig skrævs over gedebukken, stak sine hæle i siden på den - for at den ikke skulle blive for selvstændig - og foer af sted hen ad landevejen. Hui! hvor det gik. "Her kommer jeg!" sagde Klods-Hans, og så sang han “Når jeg ser et rødt flag smælde” så at det skingrede efter - og selv Carlsbergs direktion var nær ved at sige nej..

Men brødrene red ganske stille forud; de talte ikke et ord, de måtte tænke over på alle de gode Indfald, de vilde komme med, for det skulde nu være så udspekuleret! Kun sagde de af og til alvorligt til hinanden ordet indflydelse, så det flød ud i mundvigene sammen fiskeolien.

"Halehoi!" råbte Klods-Hans, "her kommer jeg! se hvad jeg fandt på gadeplan i øjenhøjde!" og så viste han dem en død krage, han havde fundet! Kragen var vingeskudt, fordi den troede, den kunne flyve ind og ud ad euro-land, som den havde lyst til.

"Klods!" sagde de, "hvad vil du med den?"

"Den vil jeg forære til vælgeren!"

"Ja, gør du det, så vinder du ganske sikkert indflydelse!" sagde de, lo og red videre.

"Halehoi! her kommer jeg! se, hvad jeg nu har fundet, det finder man ikke hver dag på gadeplan i øjenhøjde!"

   Og Brødrene vendte om igen for at se hvad det var. "Klods!" sagde de, "det er jo en gammel træsko, som overstykket er gået af, det ligner jo en statsskude, som har mistet roret! skal vælgeren også ha' den?"

"Det skal hun!" sagde Klods-Hans; og brødrene lo - og de red og de kom langt forud.

"Halehoi! her er jeg!" råbte Klods-Hans; "nej, nu bliver det værre og værre! halehoi! det er mageløst!"

"Hvad har du nu fundet!" sagde brødrene.

"O!" sagde Klods-Hans, "det er ikke til at tale om! hvor hun vil blive glad, vælgeren!"

"Uh!" sagde brødrene, "det er jo pludder der er kastet lige op af grøften!"

"Ja det er det!" sagde Klods-Hans, "og det er den fineste slags, som er gjort af gamle løfter, man kan ikke holde på den!" og så fyldte han lommen.

Men brødrene red alt hvad tøjet kunde holde, og så kom de en hel time forud og holdt ved TV-byen på gadeplan i øjenhøjde, og der fik frierne nummer eftersom de kom, og blev sat i række, seks i hvert geled og så tæt at de ikke kunde røre armene, og det var nu meget godt, for ellers havde de sprættet rygstykkerne op på hverandre, bare fordi den ene stod foran den anden, og sådan blev den højre arm også holdt nede på dem, der ville stemme om Østrig.

Alle landets indvånere sad hjemme ved skærmen for på gadeplan i øjenhøjde at se kampen spænde af, og i en ekstra udsendelse så man dronningens bil Krone 1 komme kørende med ny nummerplade – Euro 1, sponsoreret af Carlsberg. Indvånerne sad lige op til skærmen for at se vælgeren tage mod frierne, og ligesom een af dem kom ind i studiet, slog talegaven klik for ham.

"Duer ikke!" sagde vælgeren. "Væk!" . Hun var ikke i tvivl om, at hun ikke var i tvivl.

 Nu kom den af brødrene, som kunne udenad hele det brüsselske leksikon og dagbladet JydskeVestkysten for tre år, men det havde han rent glemt ved at stå i række, og gulvet knirkede og loftet var af spejlglas, så at han så sig selv på hovedet, og i hvert hjørne stod tre kameramænd, som optog det hele, og en spindoktor, der skrev op alt hvad der blev sagt, at det straks kunne blive dementeret i en pressemeddelelse. Det var frygteligt, og så havde de fyret sådan i kakkelovnen, at den var rød i tromlen, hvad der var et skjult reklame-indfald fra socialdemokraternes partikontor!

"Det er en svær varme her er herinde!" sagde frieren.

"Det er fordi vi i dag griller gamle løfter!" sagde vælgeren.

"Bæ!" der stod han, den tale havde han ikke ventet; ikke et ord vidste han at sige uden det ord indflydelse, som han hele tiden gentog, men noget morsomt vilde han have sagt. Bæ!

"Duer ikke!" sagde vælgeren. "Væk!" og så måtte han af sted. Nu kom den anden broder.

"Her er en forfærdelig hede!" - sagde han.

"Ja, vi steger svigtede standpunkter i dag!" sagde vælgeren.

   "Hvad be - hvad?" sagde han, og alle skriverne skrev Hvad be - hvad! Han var lige ved at sige indflydelse, men havde allerede latteren imod sig.

"Duer ikke!" sagde vælgeren. "Væk!"

Nu kom Klods-Hans, han red på den færøske gedebuk lige ind i studiet. "Det var da en gloende hede! sagde han.

"Det er fordi jeg griller gamle løfter og steger svigtede standpunkter!" sagde vælgeren.

"Det var jo rart det!" sagde Klods-Hans, "så kan jeg vel få en krage stegt, for jeg har selv vingeskudt den, fordi den troede, den kunne flyve ind og ud ad euro-land, som den lystede."

"Det kan De meget godt!" sagde vælgeren, "men har De noget at stege den i, for jeg har hverken potte eller pande, fordi økonomiministeren bruger dem som beskyttelseshjelm!"

"Men det har jeg!" sagde Klods-Hans. "Her er kogetøj med politiker-krampe!" og så trak han den gamle træsko frem og satte kragen midt i den.

"Det er til et helt måltid!" sagde vælgeren, "men hvor får vi dyppelse fra!"

"Den har jeg i lommen!" sagde Klods-Hans. "Jeg har så meget jeg kan spilde af det!" og så hældte han lidt pludder af lommen, og den var tyk, som var den lige fra krigshavnen i Vorbasse.

"Det kan jeg lide!" sagde vælgeren, "Du kan da svare! og du kan tale og dig vil jeg have til Mand! men ved Du, at hvert ord vi siger og har sagt, skrives op og kommer i morgen i avisen! ved hvert vindue ser du stå tre kameramænd og en gammel spindoktor, og spindoktoren er den værste for han vil ikke forstå!" og det sagde hun nu for at gøre ham bange. Og alle kameramændene vrinskede og føjede en procent til ja-siden i meningsmålingen på tekst-tv.

"Det er nok herskabet!" sagde Klods-Hans, "så må jeg give kameramændene og spindoktoren det bedste!" og så vendte han sine lommer og gav dem pludderet i ansigtet.

"Det var fint gjort!" sagde vælgeren, "det kunde jeg ikke have gjort! men jeg skal nok lære det!" -

Og så blev Klods-Hans vinder, fik konen, mistede kronen og sad på tronen, og det har vi lige ud af TV-Avisen, men den havde ingen indflydelse mer, for nu købte Klods-Hans reklamer og annoncer for alle vælgerens penge – og dem, der var i tvivl, kunne se i de annoncer, de selv havde betalt, at de tog helt fejl. Og sådan endte de alle med at sige ja - for det var et rigtigt eventyr. 

Og prinsessen, der både havde mistet kronen og indflydelsen, tabte hurtigt lysten til Klods-Hans, men blev glad for gedebukken. Hun hængte folketingsformandens klokke om halsen på bukken, fordi hornene ikke virkede. Og lever bukken ikke endnu, så er den skiftet ud med en østrigsk bjergged, for det er nu så harmonisk.

© Poul Erik Søe – med tak til  H C Andersen - 19. august 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside