Menighedsrådsvalget og den
guddommelige støvsugning
Om menighedsrådsvalgene år 2000 - skrevet til Frederiksberg menigheds blad august 2000

Så vidt vi ved, styrer Gud ikke verden gennem menighedsrådene. Det er nok værd at huske. Derfor kan man roligt lade sig vælge. Man har alligevel ansvar for det hele, om man bliver valgt eller ej.

Til gengæld vælger menighedsrådene bispen. Så det er ikke uden mening, hvem der sidder i menighedsrådene. Når menighedsrådene vælger bispen, så er det for at understrege, at det hverken er guddommeligt at være bisp eller medlem af menighedsrådet. 

Det kræver hverken skoling eller eksamenspapir at stille op eller blive valgt til menighedsrådet. Ikke engang den uskolede tro er sat som adgangsvilkår. Det er ikke nødvendigt at være ”opblæst om Vorherre”, som Grundtvig siger. Men det kan være nyttigt at vide noget om cementpuds og støvsugning. 

Menighedsrådet vælger også præsten. Det er godt. Det sker også, at præsten vælger menighedsrådet. Det er skidt. Det sker, når ingen tager hånd om sognets kirkelige liv, eller når præstehånden er lidt for ”ringbesat”, som Jeppe Aakjær siger, når han mener magtgrisk. 

Valget af præst er det vigtigste og sværeste. Man kan slippe for det ved at tage hånd om den præst, man allerede har. Det er ensomt at være præst. Det skyldes, at vi på samme tid kræver præstens dybe indlevelse i sognets folk – og at præsten står uden for. 

Allermest skyldes det, at det, vi andre skal igennem af glæde og sorg nogle få gange i tilværelsen, er hverdag for præsten. Den store glæde og den store sorg har ikke godt af at blive forstørret, forlænget og udbredt til at fylde hele tilværelsen. Enhver af os i samme stilling ville fristes til at ende i gentagelsens trædemølle eller koge over i medfølelse. 

Statsministeren bryder grundloven, når hans ord ikke er i pagt med folketingets flertal. Men præsten på prædikestolen skal hverken tækkes flertal eller mindretal. Det er der menighedsrådsmedlemmer, som tror. Men de er ikke valgt til at vogte præstens ord. De vil hurtigt opdage, at det er tusind gange lettere at slippe af med en statsminister end med en præst. 

Det kan være en forbandelse for et helt sogn med en præst, alle gerne vil af med. Alligevel er der god mening i, at det ikke er nemt. Og man har jo ret til selv at skifte sogn uden at flytte bopæl. Det vigtige er, at på prædikestolen er præsten ikke ordfører for et parti, en forening eller en kirkelig retning. Præsten er sig selv. Derfor er mange af dem lidt lavmælte, for intet er værre end kravet om at være sig selv. Og intet er nemmere end at hæve stemmen, når man taler på andres vegne. 

Det bedste råd, jeg kan give, er aldrig at lade præsten være i ro, men altid i fred. Selvom nogle præster tror det, er de ikke guddommelige. Desværre, for så var det hele nemt. Men de er selvsagt mennesker på alle menneskers vilkår. Og i grunden er enhver lige så meget præst som den, der bærer sort kjole og hvid krave – formgivet af statsmagtens uniforms-liderlighed langt tilbage, men ikke til Jesu tid. 

Det kræver omtanke at finde en ny præst. Vel er det ordet, der alene gør kirkehuset helligt, men ikke veltalenheden. Det vigtige, når der skal vælges ny præst, er dog samtalen, hvor man finder ud af, om ansøgeren virkelig er den, man vil have. I den forstand er medlemskabet af menighedsrådet en magtudøvelse. Man vælger efter sit eget hoved. Det er jo derfor, man er valgt. 

I den samtale skal man gå til håndgribeligheder. Her skal der spørges om ligestilling, skilsmisser, abort, gensplejsning, juleaften, kloning, skriftemål og modelængsel efter dronningetegnet messehagel. DNA-analyse af ansøgeren er ikke nødvendig endnu, og man når et stykke vej ved at fastholde, at DNA er navnet på en ny skabelses-beretning med tydningen Den Nye Adam. 

Der er intet galt i, at præsten vælges efter holdning, da troen nu er så svær at måle. Det er selvsagt, at begge parter taler rent sprog. Den ny skal forud sige eller presses til at sige, hvis der i folkekirkens daglige skik og brug er områder, hvor der er mulige stridsemner. Det tager man så et ærligt slagsmål om, så man kan se, om menighedsrådet vil sluge en mulig strid som lidkøb på en god handel. 

Men lige så vigtigt er det, at samtalen forud for ansættelsen ikke er et præsteløfte. Man har et standpunkt, til man tager et nyt, som det så dumt er sagt. Men det er uredelig omgang med andre mennesker. De ord gør det tilladt at bryde alle løfter. Nej, man har et standpunkt, indtil man har gennemtænkt og overvejet det, sammenlignet det med et nyt standpunkt, og ærligt over for sig selv og andre gjort rede for, hvorfor man har skiftet standpunkt. 

Sådanne skift sker i alle menneskers liv, også i folkelivet, som folkekirken er del af. Loven for folkelivet – som for alt liv – er uophørlig bevægelse. Ordene er Grundtvigs. Tro er uden modeluner, men det er kirkelige holdninger ikke. Vi lader os alle for let trælbinde af tiden. Præsten er ingen undtagelse.  

Derfor har menighedsrådet ingen snor i præsten. Heller ikke i de andre medarbejdere. Men før alt ender i præsteløfter og medarbejder-kontrakter, så er grundlaget tillid. Om så alle personalekontorer på jorden ender i sagføreri, så må folkekirken værne om at være det sidste sted, hvor medarbejderen mødes med tillid både til evner og ansvarlighed. 

Folkekirken er ingen guddommelig indretning, men en nødløsning på grund af en grundlovs-strid. Det er ikke så tosset. Det er jo selve livets lov, at det, der nytter i nød, også duer til daglig. Og selvom den såkaldte nød til nu har varet godt 150 år, så er der stadig brug for en håndsrækning. Det er det, man har menighedsråd til. 

Det er da godt at kunne en salme af Kingo, i hvert fald melodien. Men det er også vigtigt som medlem af et menighedsråd ikke at falde på halen for dem, der vil gøre sig til magthavere over troen eller kirkehuset. Det er denne velvillige, favnende trods, folkekirken lever af. 

En overgang havde vi tre mink-avlere og tre medlemmer af tre forskellige menighedsråd i køkkenet på den højskole, hvor jeg arbejder. Ingen af dem gik med pels eller glorie, så de var ikke til at kende forskel på. Vi kaldte dem tilsammen de skind-hellige i det daglige. En af dem skulle stemme ved et bispevalg. Hun nævnte navnet på den, hun ville stemme på. Jeg sagde dumt, at han måske ikke var den største forkynder. Hun svarede: ”Skidt med det. Han er god på kontoret!” 

Det er lige den slags, der er brug for i menighedsråd.  Her udøves magten ved magtafkald. Og der er brug for den, der tør standse giftsprøjtningen af digerne omkring kirkegårdene. Ukrudtet forsvinder, men det gør også alle indførte planter lige fra munkenes tid, og de har ikke fred andre steder. Eller den, der stiller spørgsmål til, om man skal cementpudse tårnet, skønt de sagkyndige mener det. Indtil hele tårnet står og sølker af fugt. 

Man skal hverken være kunstner, konservator eller arkitekt for at have en mening om, hvad vi skal gøre med kalkmalerierne i kirken. Lige nu blegner de mange steder, og det kaldes historisk at lade dem blegne, til de er væk. Selvsagt skal man ikke rykke ud med pensel ved nattetid for at redde dem, men det er nyttigt med folk, som tør sige, at også historie skal holdes ved lige. 

Vigtigst for et medlem af menighedsrådet er det dog lige nu at vide noget om støvsugning, der nogen steder er blevet guddommelig. Der skal støvsuges i kirken. Der skal være rent, hvis vi pludselig finder på en dag at gå til gudstjeneste. Flere og flere går i kirke, når der ikke sker noget, nok fordi der sker noget med os selv, når vi møder stedets og bygningens historie. Nogen af gæsterne uden for gudstjenesterne har skidt på fødderne. Der er menighedsråd og kirkelige medarbejdere, som mener, man skal holde folk væk, når der lige er støvsuget til søndagens gudstjeneste. Her mangler en nyvalgt, som kan sige, hvad der skal siges. Vi har aldrig krævet en ren sjæl for at gå i kirke. Så går det nok også med skidt på skoene.

© Poul Erik Søe – Kommentar til menighedsrådsvalgene år 2000, skrevet i maj, trykt i Frederiksberg menigheds blad. august 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside