Margrethe skal nu
krones af paven

Den fælles valuta er slet ikke fælles, men ligner vaskemønter fra et dusin forskellige vaskerier

Den ensrettede forskellighed i den fælles valuta

Da magthaverne ikke kan lide at sige euro, fordi de tror, danskerne ikke vil have den, så siger de i stedet den fælles valuta til os. Men den såkaldte fælles valuta er det mindst fælles, man nogen sinde har set. Den ligner mest af alt vaskemønter fra et dusin forskellige vaskerier. Man kan se det på billederne over artiklen. Det er Nationalbanken, der bringer billederne. Helt til venstre er den ensrettede forside. 

Men så er der jo en bagside ved det hele - nemlig at folk helst skal tro, deres eget land stadig findes. Det bilder man så dem så ind ved hjælp af et billede - det er jo deraf ordet indbildning kommer.

I morgen den 22. august fremviser Nationalbanken så bagsiden af den danske euro. Med ordene menes ikke, at Nationalbanken taler euroen imod. Ved sin direktør Bodil Nyboe Andersen holder Nationalbanken sig ikke fri af den politiske kamp, men deltager på ja-siden, et brud med mangeårig sædvane, men det er netop den slags, vi skal vænne os til.

Dagen den 22. august til fremvisning af dronning Margrethe på den mønt, der er del af det politiske mål at ophæve kongeriget Danmark, er sikkert valgt med omhu. 22. august er Symphorians dag. Han var kristen, fik først pisk og blev siden dræbt, fordi han udviste foragt for gudinden Cybeles billede. Når man i dag foragter et af sindbillederne på et folks tusindårige fællesskab, så kommer man i fjernsynet, men det kan også være slemt nok.

Ved et sært tilfælde så snød man lidt med fremvisningen af euroen, så nyheden, der har været kendt i årevis, kunne kom i TV2 Nyhederne og TV-Avisen. Man havde da også fundet et grødhoved, som sagde, at når Margrethe var på mønten, så ville hun nok stemme ja alligevel. Hir, hir, lir. Det er den slags nyheds-kneb, propaganda-folk er gode til for at sikre sig omtale, men at Nationalbanken tilsyneladende deltager i spillet er vel ikke værre, end at journalister lægger stemme og krop til uden at rødme.

Men i morgen er det den egentlige dag, og så får vi sikkert nyheden igen. Og det er godt, for få dage er så fyldt med sindbilleder på magthaveri og undertrykkelse som netop 22. august. På den dag gik englænderne i borgerkrig, fordi kongen ville nedkæmpe parlamentet. På den dag dannedes kolonien Sierra Leone som koloni for tidligere negerslaver. På den dag opslugte USA New Mexico. På den dag blev Korea indlemmet i Japan. På den dag blev forbryderen Nixon udvalgt til republikanernes præsidentkandidat i USA - selvsagt uden modkandidat.

Magtsproget - som altid hævder at være på gadeplan i øjenhøjde - gemmer sig også på den danske bagside af euroen. Margrethe kommer på euroen, for man tør ikke andet. Men Margrethe er i bur på euroen. Hun er omkranset af EUs tolv stjerner, som er hentet lige ud af den katolske myte om himmeldronningen - en omdigtning af Johannes Åbenbaring. Det var just legender som den, vi sagde nej til, da vi helt uden union sammen med de nordeuropæiske lande gjorde oprør mod paven. 

Nu kroner paven Margrethe igen. Det var med kongen i spidsen, den danske kirke og det danske folk forlod pavedømmet. Det skulle være slut med pavelig magt. Nu er den vendt tilbage med romerrettens ånd og romerrigets magtgriskhed.

Hver gang jeg hører ordet indflydelse, som politikerne hele tiden lover os, så vil jeg huske Margrethe - falsk gul i hovedet - på euroen, mens pavens tolv stjerner flyder ind og burer dronningen og Danmark inde. Men man kan jo også sige nej. Det gjorde Symphorian. Han viste det falske billede foragt - fik pisk og døde af det. Nå, det er jo også en af pavehistorierne, og nutidigt må det jo ikke koste noget at sige, hvad man mener?

© Poul Erik Søe – 21. august 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside