Der er gået EU i maden

Betragter månens bue,
den kun er halv at skue
og er dog hel og rund;
så er vel flere sager,
som nu vort hjerte vrager,
fordi vi halvt dem skue kun!
(Matthias Claudius 1700-tallet)

Danmark har ingen indflydelse på, at ulovlige gensplejsede dele flyder ind i maden. Der er gået EU i det danske bord. Der er gensplejsede dele i hver tredje fødevare med soja og majs. Hver tiende fødevare af den slags sælges ulovligt, for der er så meget gensplejset i, at varen skulle have være mærket.

Nu sidder der folk med skæve hukommelser, som undrer sig. De kan huske, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen før folkeafstemningen om EUs Amsterdam-traktat lovede, at hvis vi sagde ja, så fik vi sundere mad. Nu er den slags jo idiotisk at gå at huske på, for ord skal ikke tages for pålydende værdi. Jeg bruger ikke ordet idiotisk for at krænke nogen. Det er i det sidste døgn blevet et helt almindeligt politisk ord, som tilmed gerne må bruges om landets statsminister.

Det er en af hans partifæller, der bruger ordet idiotisk om statsministeren. Nyrup har sagt, at Danmark kan sige farvel til euroen igen, hvis vi fortryder et ja ved folkeafstemningen 28. september. Nu siger en af socialdemokraterne i EU-parlamentet, Freddy Blak, at ”det er et idiotisk løfte og et politisk fejlskud. Vi kan ikke bare melde os ud af ØMUen, hvis vi ikke bryder os om euroen”. Det kan læses i dag i Næstved Tidende.

Man kan se af socialdemokraten Freddy Blaks udtalelse, at han tager statsministeren alvorlig, og det er jo sådan set lige så idiotisk. Men det er nu engang det sære ved Blak, at han tager endog partipolitiske ord for pålydende værdi. Han har værnet sin barnetro, og det er i hvert fald ikke idiotisk.

Vælgerne er knap så rene i troen, og det skyldes nok den gensplejsede morgenmad. Den politisk genfødte fødevareminister Ritt Bjerregaard har straks – for stemmekøbere må ikke tøve – lovet garanti for, at alle gensplejsede varer skal mærkes og kontrolleres.

Og det er jo ikke så idiotisk, bortset fra at hendes faglige embedsmænd ud over landet siger, at den kontrol og mærkning ikke kan lade sig gøre. I Esbjerg har Ritt Bjerregaard en områdeleder for den slags. Han siger til Information, at de kun tager prøver på kig efter gensplejsede dele en gang om året. De har ikke penge til fler prøver, og hvor bliver man dog tryg ved den ene årlige undersøgelse – så skal man ikke rystes af morgenavisen ret tit,  mens man svælger sin gensplejsede morgenmad.

Ritt Bjerregaard var også straks – for stemmekøbere må ikke tøve – ude med ord om, at hun ville hænge virksomhederne med det ulovlige, gensplejsede varer ud på internettet. Nu er vi egentlig mer vilde med lovlige varer i indkøbsnettet end en liste over lovbrydere på internettet.

Ritt Bjerregaard har bare ikke lov til at hænge virksomhederne ud. Man skulle tro, den slags var forudset, da reglerne om gensplejset materiale i maden blev lavet. Men den slags er ikke så straks – for stemmekøberne vil helst skjule for os, at deres handlingsiver kun er ord, ikke virkelighed.

Ritt Bjerregaard gør, som hun altid har gjort. Hun siger store, dyre og handlingsprægede ord – og sidder så ellers og triller økologiske æbler mellem fingrene, så man forstår, at hun er en af nutidens mest nutidige.

Det var jo den afstand mellem ord og handling, der førte til hendes afgang som EU-kommissær. Hun og kommissionen som helhed måtte gå, fordi de ikke havde taget fælles ansvar for at rydde op i svindel og bedrag i EU. Hvordan hun kort tid efter kan sidde som minister i Danmark, er det klogt at lade Freddy Blak vælge ord for.

Jamen, er det nu ikke for stygt mod Ritt Bjerregaard? Nej, for hun lod sig udpege til at blive fødevareminister som afløser for Henrik Dam Kristensen, der var kørt fast. Han havde ikke flere ord at skjule dobbeltspillet med. For i virkeligheden er det jo hverken Nyrup, Dam Kristensen eller Ritt Bjerregaard, der har magt over den sunde mad eller gensplejsningen. De er gidsler for EU og lader bare, som om de har indflydelse.

Her er det de folk med skæve hukommelser kommer ind. Det er folk, der går og husker på noget så sært som den kendsgerning, at Henrik Dam Kristensen slet ikke ville tillade gensplejsede dele i danskernes mad. Han vidste, danskerne var imod, og der var – og er – ikke undersøgelser nok, som kan sige, om gensplejsede fødevarer er til skade eller gavn. Men da danskerne var imod, så lovede Henrik Dam Kristensen, at så skulle de blive fri for gensplejset mad.

Men de folk, der har skæv hukommelse, kan også huske, at det synspunkt havde Henrik Dam Kristensen ikke ret længe. Pludselig havde han opfundet et nyt ord, bagatelgrænse. Måske nogen i stil med Freddy Blak synes, det er idiotisk, men det er ikke så tosset endda. Ordet bagatelgrænse gjorde det muligt for Henrik Dam Kristensen pludselig at være i pagt med EUs dobbeltspil. Han kunne sige, at så sandelig var han da imod gensplejset mad, når nu de fleste danskere ikke vil have det, men de rene bagateller skal man da ikke tage alvorligt.

Og sådan endte Danmark uden indflydelse endnu engang i EU. Gensplejset mad var i orden, bare det ikke overskred bagatelgrænsen. Nu viser det sig med den mad, der lige er taget prøver af, at bagateller har det med at vokse. Det ligger nok i generne.

Skal man virkelig tage den slags historier alvorligt? Er der ikke også en bagatelgrænse for politiker-fejltrin – en eller anden mindstegrænse, hvor tilgivelsen falder af sig selv? Måske om ti eller tyve år viser det, at de mange danskere imod gensplejset mad bare var hysteriske og fjollede – for ikke lige frem at sige idiotiske. Måske. Men det modsatte kan også vise sig om ti eller tyve år, selvom videnskab og politisk magt i dag hævder det modsatte. Det er sket før. Danskerne gik stædigt imod atomkraft. De sagde, at vanskelighederne med atomaffald ikke var løst. Alle andre lande mente, danskerne var aldeles gammeldags, indavlede folkedragtsdyrkere i sivsko. I dag vil de lande, der så ivrigt skaffede sig atomkraft, af med atomkraften.

© Poul Erik Søe – 5. august 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside