Kun hver femte
tysker tror på EU
Den svage euro er ikke folkenes fælles valuta, kun EU-politikernes

Euroens svaghed truer nu selve grundlaget for EU. Vi hører ellers herhjemme, at svagheden nærmest er en styrke. Selv den danske Nationalbanks direktør har ladet sig bruge til at mindske alvoren i euroens frie fald.  Euroen faldt igen i går. End ikke i verdens aktie-krise havde euroen modstandskraft. Siden euroen blev søsat for godt et år siden er svækkelsen på 20 procent.

De, der vil tvinge et ja igennem ved folkeafstemningen 28. september, har helt glemt at tage højde for, at euroens svaghed er gift for selve den folkelige opbakning til euroen i andre lande.

I dag kan London-bladet The Times skildre tyskernes mismod under euroen. Kun 22 procent af tyskerne, altså kun hver femte indbygger i Forbundsrepublikken, tror i dag på, at EU gavner Tyskland. Det skyldes euroen. Tyskerne har bittert fortrudt, at de forlod den stærke tyske mark.

Roger Boyes, der er Berlin-medarbejder for The Times, gengiver en undersøgelse, gjort af Research Group Elections for det tyske statsfjernsyn. 57 procent af tyskerne er imod euroen. Dermed er tyskernes mistro til euroen tilbage, hvor den var før euroens vedtagelse.

Ikke bare er tyskerne stærkt imod euroen, men det er selve EU-medlemskabet, de nu har mistillid til. Kun 22 procent tror på fordele ved EU-medlemskabet, og 27 procent mener lige ud, at medlemskabet af EU mest er til ulempe for Tyskland.

The Times forudser, at tyskernes store mistillid til euroen og EU-medlemskabet i det hele kan få væsentlig indflydelse på kommende tysk politik. Tyskland er i demokratisk krise, efter at euroens medskaber og EU-helten Helmuth Kohl som kansler har forbrudt sig mod tysk lov og modtaget ulovlige midler til sit parti fra lyssky kilder som våbenhandlere og andre.

Kohls parti er ved at skifte heste, og The Times siger, at Tysklands store borgerlige parti følger ”Bayerns ministerpræsident Edmund Stoiber, der er højst kritisk over for EU-kommissionen, skeptisk over for euroens fremtidige styrke og med voksende vægt prøver at modarbejde EU's udvidelse med østlandene”.

Nylig har også avisen Süddeutsche Zeitung - med godt omdømme for redelig journalistik - skrevet, at ”med mindre de optimistiske løfter fra politikerne om ventede fordele ved euroen snart virkeliggøres, vil den nuværende modvilje en dag kunne vende til en farlig politisk situation”.

Tyskland og Frankrig er euroens bagmænd. Gennemførelsen blev faktisk aftalt mellem den tyske kansler Kohl og den franske præsident Mitterrand, ifølge tidligere EU-kommissær Ritt Bjerregaard.

Derfor er det alvorlige tilbageslag for euroen netop i Tyskland en løftet pegefinger til drøftelsen forud for den danske folkeafstemning om euroen. Falske løfter fra danske politikere vil give bagslag.

Det er løftebruddene, der har gjort tyskerne vrede. Der har ikke et øjeblik været ramme om det skønmaleri, der blev gjort forud for euroens vedtagelse. Nu spreder de brudte løfter gift for selve EU-medlemskabet.

Netop i går kunne Nyhedsbrevet Mandag Morgen fortælle, at også danskerne nu mer og mer lægger vægt på den økonomiske del af drøftelsen forud for folkeafstemningen. Og samme kilde må tolkes sådan, at jævne folk tror mindre og mindre på, at de får del i de fordele, danske politikere nu er i gang med at love. Tyskerne, som har euroen, tror slet ikke på fordele. De ved af bitter erfaring, at fordelene er mistet, da de gav slip på marken som valuta.

Danske politikere taler lige nu om den fælles valuta. Men euroen er ikke folkenes fælles valuta. Euroen er EU-politikernes fælles valuta. Selv den danske økonomiminister indrømmer, at euroen ikke har et økonomisk grundlag, men kun et politisk. Og EU's egne ansatte i Brüssel har åbenbart hele tiden vidst, hvad det drejer sig om. Så de har sikret sig ret til at veksle til en anden, meget højere euro-kurs end alle andre. Der er nogen, der er mere fælles end andre.

© Poul Erik Søe – 18. april 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside