Giv Færøerne samme overgang
som Danmark har krævet af EU

Vi har selv kæmpet som vilde for at komme lempeligt ind i EF og det indre marked 

En ny og meget lidt overraskende meningsmåling bliver misbrugt til at udstille færingerne som grådige nassere, der vil lade danskerne betale for Færøernes løsgørelse fra Danmark. Undersøgelsen er gjort af færingerne selv og handler om det færøske folks holdning til landets selvstændighed set i forhold til den overgangsordning, der forhandles med Danmark om.

Meningsmålingen viser helt selvfølgeligt, at hvis Danmark kun – som statsministeren brovtende har spillet ud – vil give færingerne en overgangsordning på fire år, så er det kun en fjerdedel, der tør vove det. Hvis overgangs-tiden bliver længere, så vokser tilslutningen til færøsk selvstændighed.

Undertonen i dele af den trykte og elbårne presse i Danmark er, at færingerne ikke tager deres selvstændighed alvorligt. Men det er jo rent vrøvl, hvad ingen skulle være nærmere til at se end netop danskerne. Men vi stiller os an, som om færingernes opførsel er uhørt.

Imidlertid er der jo da ikke noget andet land i EU, der har ønsket så lange og så mange overgangs-ordninger som Danmark. Det er i hvert fald, hvad EU-tilhængerne hele tiden siger til os. Enten er vi ikke modige nok, hævdes det, eller vi ser alt for meget på egne interesser – sædvanligvis skildret sådan, at vi glor på egen navle i stedet for at være ”rigtige europæere”.

Modstanderne af EU ville holde os ude af unionen, men de mest glødende tilhænger-partier i Danmark, Socialdemokratiet og Venstre, har med en iver, der er langt større end færingernes, kæmpet for, at Danmark skulle komme meget langsomt og meget lempeligt ind i Unionen. Og netop Socialdemokratiet og Venstre har i ministerierne fundet på eller støttet den ene overgangsordning efter den anden i forhold til unionen for at forhale virkningerne af EF og senere det indre marked.

Enhver kan se, at de fire forbehold fra 1993 er undtagelser, og trods løfterne om, at vi skulle stå uden for, så viser det sig nu, at Socialdemokraterne også opfatter forbeholdene blot som overgangs-ordninger. Hvem førte de fire forbehold frem til lovgivning? Det gjorde såmænd Venstres daværende formand Uffe Ellemann Jensen. Og hvem sad i regering, da forbeholdene blev underskrevet. Det gjorde den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Forbeholdene er kun en meget lille del af den sammenhængende overgangs-ordning, som Danmark har lavet sig. Socialdemokratiet og Venstre har ivrigere end andre partier arbejdet for, at dansk industri og dansk landbrug skulle have en mængde overgangs-ordninger – jo mere langvarige jo bedre. De to partier har, selvom de udadtil var noget så EU-ivrige, været bydrenge for erhvervslivet, hvis der kunne fås en overgangs-ordning for danske særinteresser.

Havde vi ventet andet? Er det ikke det, man har regeringer til? Men gælder det slet ikke færingerne og deres regering?

Vi oplever stadig, at selv den socialdemokratiske miljøminister viger fra alle de rene linjer, når det handler om, at dansk industri eller landbrug kan få sig en overgangs-ordning eller få en gammel forlænget, så man stadig kan sælge fødevarer eller andre varer uden at leve op til EU's krav. På det seneste har vi endda villet have overgangs-ordninger for at slippe fra krav, vi selv havde foreslået EU.

Nu har man jo let ved at glemme sin egen opførsel, men eet livsvigtigt område vil enhver dansker kunne huske – den billige grænse-sprut. År efter år har Danmark som stat kæmpet for en overgangs-ordning, der i forhold til den færøske er som whisky til vand. Vi ville fastholde afgifterne på smøger og sprut, og vi sikrede os, at hver indrejsende kunne indføre langt mindre tobak og spiritus, end indrejsende kunne gøre i andre EU-lande. Det gjorde vi ikke af sundhedsmæssige grunde, men fordi vi vidste, at afgifterne spillede en væsentlig rolle for at kunne opretholde dansk velfærdspolitik.

Kunne det tænkes, at færinger tænker lige som danskere? Og kan vor egen selvdyrkelse, når vi går ind i noget nyt, måske få os til at se færingerne som mennesker, der handler helt, som vi selv har gjort det og stadig gør det. Færingernes mod er der intet i vejen med. De har alle årene stået uden for EF og EU. De har aldrig meldt sig ind – modsat grønlænderne, der som de eneste nogen sinde har meldt sig ud af EU. Er det dog ikke en tanke værd, at de små folk tør deres selvstændighed? Kan vi blive ved med vores dumstolte tanker om, at de kun tænker i penge.

De to danske partier, Socialdemokratiets og Venstres helte-agtige indsats for danske overgangs-ordninger skulle kalde på forståelse for de færøske ønsker. Men netop Socialdemokratiet og Venstre er ikke uvildige i forhold til det færøske folk. Netop de to danske partier spiller sammen med deres søster-partier på Færøerne. Det danske socialdemokrati spiller de færøske socialdemokraters spil, og de færøske socialdemokrater har altid villet samhørighed med Danmark. Venstres spiller det færøske Sambandspartis kort – og Sambandspartiet har jo ligefrem sambåndet, rigsfællesskabet i sit navn.

De to største danske partiers uvildighed bliver endnu tydeligere, når man husker, at de socialdemokratiske folketingsmedlemmer, der bliver valgt på Færøerne, indtræder i den danske socialdemokratiske gruppe. Og de medlemmer, som Sambandspartiet vælger til folketinget, indtræder i Venstres folketingsgruppe.

Netop Nyrup Rasmussens regering sidder udelukkende på den ene socialdemokratiske stemme fra Færøerne. I alle andre sager i samfundet ville Nyrup Rasmussen blive kendt uvildig og ville have været nødt til at holde sig uden for døren, mens forhandlingerne foregik. Men han optræder brovtende, som om han er Danmarks stemme, skønt han alene snakker for sin egen syge moster og med sin korte overgangs-ordning vil jorde færingernes selvfølgelige ret til selvstændighed.

Og Venstres Anders Fogh Rasmussen ved fra sidste valg, at det netop var stemmerne fra Færøerne, som var afgørende for, at Venstre ikke kom i regering, og at hverken Uffe Ellemann Jensen eller Anders Fogh Rasmussen blev ministre. Det er ikke så sært, at de to gange Rasmussen taler med samme tunge om Færøerne.

Man aner også en tilbageholdt jubel hos danske politikere over, at meningsmålingen fra Færøerne siger, at netop Venstres og Socialdemokratiets samarbejds-fæller på Færøerne vil gå frem ved næste valg til det færøske lagting, så de måske kan få flertallet.

Der er grund til at advare mod at spille meningsmålingernes spil mod færingerne. Den nuværende færøske regering, landsstyret, har flertal i lagtinget. Den færøske regering er mødt op hos den danske regering med et absolut flertal bag, og alle demokratiets og parlamentarismens love og regler er overholdt.

Den færøske regering har tilmed selv flertallet, gjort af egne regeringspartier. Det er jo ikke tilfældet for Nyrup Rasmussens regering, der er en mindretals-regering, og som ved regerings-dannelsen måtte hente støtte hos Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og det ene færøske folketingsmedlem.

En regering, der - som det færøske landsstyre - har parlamentets flertal bag sig, handler i fuld lovlighed og med fuld myndighed. Og meningsmålinger om, hvad der sker ved næste valg, kan selvsagt ikke have nogen som helst indflydelse på den danske regerings holdning til Færøernes ønsker. I så fald ville Nyrup Rasmussens meningsmålinger jo i årevis have hindret ham i at være statsminister.

Det er en grum krænkelse af det færøske folk, at især Danmarks to største partier synes at have overtaget den færøske valgkamp og omformer Danmarks selvfølgelige hjælpsomhed ved et selvstændigt lands fødsel til en grov ydmygelse af et folk, der i troskab har været fælles med os gennem mer end seks hundred år.

© Poul Erik Søe – 18. april 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside