Jeg kendte et land

Jeg kendte et land,
hvor folket var magten og frihed et mål,
hvor ingen sku’ mangle, hvor nøden blev delt,
hvor synet på det fælles var alment og helt,
hvor lyset sku’ nå til den mørkeste plet
med frihed og ret.

Det dejlige land
var ikke fuldkomment og renset for fejl,
dog huller i dugen og lapper på sejl
var ikke skammens banner, men fællesskabs flag.
Hvert menneske søgte lidt mer end sig selv
til naboens vel.

Det lovede land
lå lige for foden af kvinde og mand,
lå gemt som et håb i den barnligste drøm,
var drivkraft i hvert kærtegn og mildhedens strøm
- et løfte om landet, der lå her på trods
i tillid til os.

Det land i vor drøm
er stadig en kilde for livsmodets strøm,
er stadig en fordring fra fortidens folk,
det sker, når gamle ord er som ny - uden tolk.
Du hører dig hjemme i blankslidte ord,
har drømmen som mor.
 

© Poul Erik Søe – 30. april 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside