Har du også hørt det?
Om stemmekvægets foruroligende bjældeklang i den tredie af en række muntre øvelser for førstegangs-vælgere og sidstegangs-håbere
 

Har du også hørt det? Følte du lige som jeg? Lyden gør mig urolig. Lød det ikke sært? Var der ikke pludselig en underlig lyd midt i talestrømmen på det møde forleden? Du hørte det måske midt på gaden, foran et butiksvindue? Eller var det en anden i stuen, som fremkaldte lyden, næsten uhyggeligt, da der blev sagt euro på skærmen?

Jeg har også hørt det mere og mere. Næsten alle steder jeg kommer, er der denne mærkelige klirren. Eller måske er det narrebjælder? Det lyder som kvæg, der nærmer sig i det fjerne – kvæg, der bliver drevet ud, og bjælderne om halsen duver fra side til side og giver denne næsten uhyggelige lyd fra sig.

Som førstegangsvælger kan du næppe tænke dig, hvad det er. Men det er folk som dig. De har måske været førstegangsvælgere for længe, længe siden. Men inden i dem sidder der stadig en førstegangsvælger. Helt som første gang, de gik ind i en stemmeboks, har de holdt fast ved håbet.

Det er folk så sære, at de aldrig er holdt op med at håbe. De ved godt, at vi ikke har demokrati, for demokrati er ikke noget, man indfører een gang for alle. Demokrati er kun et mål for dem. De ved godt, at de aldrig når målet. De ved tilmed, at vi for det meste kommer længere og længere væk fra målet. Men de holder aldrig op med at håbe. De synes, at det eneste anstændige, vi kan gøre, er at blive ved med at tro på, at en dag når vi målet.

Derfor indleder de hele tiden forfra i politik. Derfor er de en slags førstegangsvælgere hele livet. De er rent til grin, men de bliver bare ved med at håbe. Rent ud er de så latterlige, at de tror på det, de mener. Derfor er de dybt ensomme – sådan som førstegangsvælgere altid er.

De duer ikke til at læse aviser og se fjernsyn. De tager ordene alvorligt – og det bliver man mer og mer ensom af. I dag har de læst om SID. Måske ved du slet ikke, hvad SID er, men tager ordet alvorligt, som om det er nogen, der skal opfordres til at sidde lidt efter at have stået op hele livet. Men SID er en sammenslutning af folk, der aldrig kommer op at stå.

SID har selvsagt en hovedstyrelse. I den sidder de folk, der er særligt gode til at blive siddende. I dag har hovedstyrelsen i SID rådet medlemmerne til at sige ja til euroen. Blandt SID-medlemmerne er 54 procent imod euroen og kun 34 procent for.

Da du nu er førstegangsvælger, tror du selvfølgelig, at medlemmerne i SID straks rejser sig for at skælde ud. Du fabler måske lige frem om en rejsning, en folkerejsning. Men de bliver bare siddende, fordi foreningen jo hedder SID. Måske tænker du som førstegangsvælger, at når hovedstyrelsen i SID tænker så modsat af medlemmerne, så går hovedstyrelsen af. Nej, de bliver også siddende, for det er hele meningen med den forening.

Jeg ved godt, at førstegangsvælgere har en forestilling om, at den slags fører til vold, oprør og revolution. Afstanden må ikke være for stor mellem gulv og top, tænker du sikkert. Men det er et vildspor, for hvis hovedstyrelsen tænkte som medlemmerne, så ville det jo være demokratisk, og demokrati kan let ende i noget yderligtgående. Det mest demokratiske er, at alle bliver siddende, så er der ingen, der rager op over de andre. Det er det, der kaldes lighed.

Derfor bør du også selv blive siddende, helt roligt og afslappet. Men indvendigt – endelig ikke så det kan ses – smiler du lidt af, at blandt alle de, der sidder i SID, er de fleste modstandere. Faktisk er det kun de, der sidder for enden af bordet, som er for. Så indvendigt ved du godt, at du ikke er så ensom, som du føler.

Men jeg vil hviske dig i øret, at det vist nok netop er fra SID den mærkelige og uhyggelige lyd af bjælder egentlig kommer. Det er et medlem af denne forening til fremme af det siddende menneske, som har fundet ud af, hvordan man kan rejse sig uden at stå op.

Hun – for det er et kvindemenneske, det handler om, de står jo som regel for det med pengene – følte sig dybt ensom. Når hovedstyrelsen sagde ja, så var der jo ikke mere at sige for de fleste, som mente det modsatte. Derfor greb hun til pungen midt i et møde. Selvfølgelig under bordet, så ingen kunne se det. Hun fik simpelthen lyst til at holde på kronen, nu da hovedstyrelsen ville trylle den væk.

Nu sad hun time efter time og holdt på kronen. Under hele mødet knyttede hun hidsigt næven omkring den krone. Indtil hun blev så vred, at hun tog endnu en krone op i hånden. Fra det øjeblik blev verden født på ny.  

Stadig skjult under bordet rystede hendes hånd af indestængt vrede, og derfor klirrede de to kroner imod hinanden i hendes hule hånd. Hun skyndte sig at holde den anden hånd hen over, ikke kun for at holde på kronen, men mest for at dæmpe lyden. Men nu blev det endnu værre. Nu kom denne hule lyd af kobjælder som fra stemmekvæg, der føres til valgstedet af hovedstyrelsen, som jo netop sidder der for at styre alle hoveder, så de alle sammen på samme tid nikker ja.

Og da alle de andre, som hverken turde rejse sig eller ryste på hovedet, hørte lyden af de to kroner, daleren, som kvinden ville hindre i at dale, så greb de også til pungen. Og nu sad de alle med deres mønter i hænderne og klirrede, raslede og klingede. Og fra det møde har det bredt sig ud over hele Danmark.

Nu ved du, hvorfor der lyder bjældeklang på alle politiske møder. Nu ved du, hvorfor det ringer for ørene af Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh og Marianne Jelved. I kirkerne midt under prædikenen hører man den lyd, og præsten griber ikke ind. Til bingo kan man næsten ikke høre tallene, fordi folk sidder og holder på kronen. Kærestefolk på Kronborg ved Øresund fletter fingre, mens de forelsket rasler med kroner, der bliver varme af kærlighed.

Tro nu endelig ikke, jeg fortæller dig det her for at få dig til at gå rundt og rasle med kroner i tog, busser, til møder og hos købmanden. Den slags er farligere, end en førstegangsvælgere kan vide. Husk, det var tændte stearinlys og raslen med nøgler, som væltede den sovjetiske union. Verdens næststærkeste militærmagt faldt, fordi nogen gik og raslede med nøgler.

Jeg må derfor alvorligt fraråde at gå rundt og holde på kronen, så det kan høres af andre. Og det ville jo også være en helt urimelig kampform over for tilhængerne af euroen. For hvad skal de rasle med? Euroen er jo slet ikke til endnu. Mønterne kan slet ikke fås. Euro-tilhængerne vil af mangel på de mønter, de så gerne vil have, være tvunget til at være helt stille, og det er de ikke vant til.

© Poul Erik Søe – 13. april 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside