Hjemligt
Påske og pinse og jul står for døren

Der står hos Markus, at ”da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.”

Livet er tilblivelse. Jorden og mennesket er ikke bare skabt engang, da Paradisets have lå henne om hjørnet – og hver dag var fest. Livet er ikke kun blevet til, da vi blev født. Men livet er hvert øjeblik tilblivelse. Hvert øjeblik bliver vi en anden – eller har mulighed for at blive det. Vi bliver hele tiden skabt i en ny form i livets hverdage, og livet er jo flest hverdage, selvom det er festen, der drager os.

Jeg ved ikke selv, hvad jeg skal stille op med den erfaring, at livet er tilblivelse. Det skulle egentlig gøre mig glad, at vi hele tiden får en ny mulighed. At vi bliver til forfra. Men samtidig er jeg bange – som kvinderne ved graven. De var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Her stod de med den glædeligste nyhed i kristendommens historie, nyheden om den glade opstandelse. Men de sagde ikke til hinanden: - Nu skal vi have støvsuget, nu skal vi have købt ind, nu skal der være fest.

Nej, de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Den angst kender jeg fra mig selv, når jeg for alvor mærker, at livet er tilblivelse, genfødelse og opstandelse. At skabelsen ikke er sket een gang for alle og gået i stå – men at vi bliver skabt hvert øjeblik. De flotte ord betyder jo egentlig, at man forandrer sig uophørligt, at man hele tiden er ude af sig selv, fordi man er ved at blive en anden.

Og det er aldrig til at afgøre, om det at være ude af sig selv er en sindssygdom eller en lykke. For man kan også være ude af sig af glæde. Sådan som nyforelskede er det.

Først højt oppe i årene har jeg fundet en arbejdsform, så jeg kan klare det. Når det festlige går af tilværelsen, så vælger jeg en lille glæde, som bare rammer mig et øjeblik, og så gør jeg den glæde større. Jeg puster den lille glæde op til en stor, og selvfølgelig revner ballonen, men så er der næsten altid en ny, meget lille glæde at gribe og puste op.

Egentlig handler det jo om, at jeg gør glæden genkendelig, gør den hjemlig. Den glæde, kvinderne mødte ved graven, var fremmed for dem, de var ude af sig selv. De rystede og var bange.

Derfor udvider jeg den tekst, jeg har valgt til i dag, med hjemlige ord – og de er hentet hos Raquel Rastenni. Hun sang om, at her kommer mutter med sin kost og spand, og at påske og pinse og jul står for døren.

Fest skal der til, siger Margrethe Auken. Men festen bliver alt for let til rengøringsvanvid. Man bøjer ikke kun armen, men skal også hele tiden løfte benene, så støvsugeren kan komme til. Sjælen, gulvtæppet og dugen skal være ren. Festen er genfødelsens vande – men vi tilsætter godt med Ajax som erstatning for Helligånd.

Festens mening er at drukne de gamle sorger og give plads for nogen ny. Festen handler også om at møde det guddommelige. Tanken er gammel, og den bliver ny på steder i et folkekirke-sogn som Gimsing nær Struer. Grundtanken er, at gudstjenesten er en fest – hver gang. Og stedets præst, fortælleren Brita Haugen, prøver at få stedets mange børn til at gøre festen stærkere. De laver små spil, de medvirker i gudstjenesten, og de udsmykker også kirken. Ved en lejlighed lavede de deres egen altertavle. Den var trefløjet. Og børnenes billeder viste, at påske og pinse og jul står for døren.

Det er samme tanke, der ligger bag, når valgmenigheden i Sønder Nærå på Fyn har rejst en majstang. Der er ikke andre menigheder, der nogen sinde har fået det indfald. Men der er heller ikke noget, der – som den majstang – udpeger Sønder Nærå til festens sted. Vel at mærke festen i den gamle tydning, festen som tilblivelsens øjeblik.

Maj-festen var den rå fest, den vilde fest, men festen satte kaos i system, vildskab blev lagt i røde bånd, der bandt de dansende unge til majstangens billede på kønskraft og tilblivelse. Enhver ung – og enhver, der har været ung, kender til den angst, der er følgesvend, når det unge liv overgiver sig til et andet menneske. Vi er bange, fordi vi i den ny kærlighed, i den ny glæde, er ude af os selv – og ikke kender os selv. Men festen hjælper på den angst. Festens grundtanke er at være en gentagelse midt i fornyelsen. Festen er en glæde, man vælger at gøre større. Festen gør den fremmede glæde hjemlig.

Der skal nok være en eller anden from størrelse, der er forarget over majstangen i en dansk menighed. Men det er den samme forargelse, som mødte Grundtvig, da han forklarede opstandelsen ved hjælp af påskeliljen. Intet var mere foragtet end påskeliljer på Grundtvigs tid. Det var bare en bondeblomst. I København var påskelilje et øgenavn. Mads Påskelilje sagde man om den, der var kommet ind med firetoget, selvom det var før jernbanens tid.

Inde i Grundtvig selv var der angst. Som der var det hos kvinderne ved graven. De var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Grundtvig taler med påskeliljen. Han gør angsten hjemlig - og vender angsten til glæde.

Det er Grundtvig, der tvivler på opstandelsen. Det er påskeliljen, der er sikker.

Påskeliljen siger til den tvivlende Grundtvig: Altså, du,  min erfaring er den, at hvis de døde ikke kan opstå, så har vi ikke noget at betyde. Vi påskeliljer har det sådan, at vi dør, når vi har blomstret, men så kommer vi igen næste år, ellers kunne vi jo ikke pryde haverne. Så ville man jo bare glemme os.

Billedsproget er dristigt, som en majstang ved en kirke.

Der er noget voks-agtigt over påskeliljer. Man kan mærke det, når man gnider med en finger hen over dem. Grundtvig griber det voks og gør det til et billede på livets genopstandelse.

Vokset, som er påskeliljens voks, er jo også i gammel sprogbrug den dødes krop, liget. Vokset vil smelte. Og i det dunkle støbes det smeltende voks om. Det bliver til vokslys på gravene - som på Alle sjæles dag.

Og i samme øjeblik, glæden over opstandelsen ikke længere er fremmed, men hjemlig i påskeblomstens skikkelse, så er Grundtvig klar til fest: - Jeg bliver helt beruset af det, du siger. Der er sør’me noget om det, siger Grundtvig. Han ser pludselig påskeliljens blomstertragt som et drikkebæger eller et alterbæger. Han har drukket en stærk tår af den. Han føler påskeliljens ord som en tilfredsstillelse. Han føler sig løftet af det - hævet er det ord, han bruger. Pludselig kan han som ved en opvågning se de døde i en påskemorgenrøde. Han er ikke bange mere.

Man kan også sige, at han har gjort sin lille glæde over påskeliljen til en stor glæde, der også kan rumme det fremmede og uforståelige.

Man skulle tro, at  de blev glade på den første pinsedag, da Helligånden kom. Fortællingen i Apostlenes gerninger siger, at ”med eet kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad.”

Men vi får også at vide, at de blev ude af sig selv. De blev forvirret. Der står ikke, at de blev fyldt med glæde. Der står tilmed, at spottere sagde: ”De har drukket sig fulde i sød vin.”

En stor del af sit liv vidste Grundtvig ikke, hvad han skulle sige om Helligånden. Siden blev han den største helligånds-digter. Men erfaringen, der gjorde det muligt, var en hjemlig, en menneskelig oplevelse. Først, da Grundtvig opdagede, hvad folkeånd er, kunne han sige noget om helligånden. Han opdagede, at det at have et dansk hjerte er, at man har fælles ånd. Folkeånd er den fælles ånd også mellem modstandere. Og på samme måde er helligånden en ånd mellem mennesker og Gud.

Som altid begynder Grundtvig i det menneskelige. Han tager ikke fat med store ord om Guds kærlighed, men siger jordnært, at guds kærlighed begriber man ikke, før man ved, hvad kærlighed mellem mennesker er. Menneske først - og så kristen.

I pinsesalmen vil han beskrive, hvad Helligånden er. I stedet for at gøre os skrækslagne ved at tale om ånder i alle former, så får vi meget lige ud at vide, at Helligånd er glæde.

Og derfor går han i gang med at beskrive glæden, en glad dag - danskerens glade dag, sommerdagen.

Salmen beskriver en almindelig dansk sommerdag: Sommernattens korte svale. Solen stråler. Nu har vi sommer skær og blid. Det kendte, naturen omkring os i sommer-skønhed, er en bedre spåmand end en engel - vi får en gylden høst. Alle glædens kulisser er på plads, også nattergalen.

 Er det nu ikke at gå for vidt, når han skal tale om ånd, at han siger: Det vifter hjemligt gennem løvet. Nej, læg mærke til, at det er hjemligt. Det er kendt. Ånden er ikke fremmed. I Apostlenes Gerninger kommer Helligånden som et vindstød. Hos Grundtvig vifter det hjemligt gennem løvet. Hos Grundtvig er der hjemligt og hygge. Hyggelig rolig f. eks. - der var ikke mange andre, der turde indlede en salme med ordet hyggelig.

Grundtvig-forskeren Kaj Thaning her på Fyn har fortalt mig om den særlige stump himmel, der findes i pinsesalmens vers, hvor Jesus farer til himmels hvid og rød. Det er, fordi det guddommelige vender tilbage hvidt og rødt, nemlig på Valdemarsdag, da Dannebrog falder ned fra himlen. Om det så er danskernes flag, så er det en stump himmel, bragt ned på jorden og gjort hjemlig og hyggelig. Måske er det derfor, vi er det eneste folk, der kan finde på at hænge flag på juletræet – flaget er en stump himmel som stjernen i toppen og pap-englene, der drejer rundt i sort snor.

Men det var jo ikke den glæde, der var den første julenat. Englen kom til hyrderne på marken og sagde: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:”

Men hyrderne var bange – som kvinderne ved graven. Som dem, der var med den første pinsedag. Lukas fortæller, at ”Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.”

Det er det menneskelige ved fortællingen. Hvis der havde stået: ”Nej, hvor blev de glade”, så ville vi have vidst, det var løgn. Fordi vi selv ville have været bange.

Som Grundtvig var bange. Han ville ikke have engle rendende i tide og utide. Det var han utryg ved. Derfor gjorde han englene hjemlige, hyggelige, fest-egnede. Først og fremmest er de genkendelige. Velkommen igen. Der er ikke noget som det ord igen, der gør det overkommeligt at få besøg af engle.

I sin angst venter Grundtvig på glæden. Derfor bruger han salmens barnligste glædesord: Og tælle mer ej timer. Kun den, der har prøvet helt ud i det sygelige å glæde sig til jul som barn, husker det å tælle timer.

Da englen fortæller om et barn, der er født, så svarer Grundtvig, at vi har skam også børn, puslinger i hver en vrå. Oprindelig stod der ikke puslinger, men rollinger. Og rollinger er et endnu mere hjemligt ord. Egentlig er en rolling et barn, der kun lige har lært og gå, og som endnu ruller sært hjulbenet hen over gulvet. Vi skal genkende den store glæde i vores egen lille glæde.

Han vil have, at frygten og angsten skal forsvinde, når han møder det store. Lad julesorgen slukkes.

Selv stillet over for døden ønsker Grundtvig, at det guddommelige skal være genkendeligt, hjemligt. Han ønsker i salmen ”At sige verden ret farvel”, at Jesus skal komme til hans dødsleje. Men så er Grundtvig ærlig. Han kender jo ikke Jesus. Han ville blive rædselsslagen, hvis det skete. Han ville som kvinderne ved graven blive rystet, blive ud af sig selv, blive bange. Derfor står der de vidunderligste ord, der handler om glædens genkendelse:

Kom i den sidste nattevagt
i en af mine kæres dragt
og sæt dig ved min side.

Kom! Men ikke som en fremmed ånd, kom i en af mine kæres dragt, så jeg kan glæde mig i genkendelsen.

Vi var i en påske med Lønne Højskole i en domkirke, hvor folk ikke var tilfredse med bispens prædiken. De mente, den lidt for meget lignede en annonce for Glyngøre Fiskeindustri for fem-seks år siden. I annoncen stod der med stor skrift: - Undgå opstandelse i påsken. Og neden under kunne man læse, at man bare skulle have nok Glyngøre sild i køleskabet for at være på den sikre side.

Siden er der jo fler bisper, der er gået over til fisk, og det er ikke så ringe endda. Det var bispens prædiken egentlig heller ikke. Han sagde, at opstandelse betyder at komme hjem.

To af højskolens deltagere stod og snakkede om det bagefter. Den ene spurgte, hvad den anden havde fået ud af det. – Ja, sagde den anden, jeg fik nærmest det indtryk, at jeg lige så godt kunne være blevet hjemme.

Tanken om det hjemlige ligger ikke fjernt. Kvinderne ved graven er forfærdede, de er ude af sig selv, de er bange. Men den unge inde i graven, manden i de hvide klæder siger til dem: ”Gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”

Galilæa var Jesu hjem. Der lå Nazaret. Det var den egn, han ifølge de tre af evangelierne mest færdedes i. Han var opstået fra de døde. Han var hjemme.

Det er påskeblomstens sprog, det er rollingernes sprog, det er festens sprog, det er glædens sprog. Og det er vores sprog, når påske og pinse og jul står for døren.

© Poul Erik Søe – 20. april 2000. (Sammendrag af prædiken i Sønder Nærå valgmenighed april 2000)

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside