Sidste gang gav dansk nej
stort overskud i tegnebogen
Den fjerde af en række muntre øvelser for førstegangs-vælgere og sidstegangs-håbere 

Økonomiminister Marianne Jelved, der før var så sikker på et ja til euroen, frygter nu et nej. Hun er så bange, at hun er begyndt at gå på bar. Hun mener, at ord for euroen glider nemmere ned sådan et sted.

Nu tænker du måske som førstegangsvælger, at det er noget fordrukkent sludder, der kommer ud af det. Men det er skadelig tænkning, som vil bringe dig endnu dybere ind i den ensomhed, der rammer alle modstandere af euroen. Du vil ende med selv at gå på bar for at skylle ensomheden ned.

I stedet bør du dreje ensomheden til munterhed. Man kan bruge flere timer på den fjollede tanke, hvordan danskerne dog kan have råd til at gå på bar med Marianne Jelved, når vi ikke allerede er med i euroen. Englænderne er heller ikke med i euroen, og de engelske pubber har omsætning som aldrig før.

Også Sverige står uden for, men svenskerne drikker jo ikke – hjemme hos sig selv. Til gengæld er deres svenske kroner blevet en hel masse mere værd, fordi de ikke har været med i euroens store nedtur, så de har råd til både at rejse til udlandet og lade helan gå.

Nu er du sikkert klog som de fleste førstegangsvælgere og følger ikke Marianne Jelveds opfordring til at gå på bar. Du gemmer dine penge til den store krise, der kommer den dag, danskerne siger nej. Så bliver der virkelig brug for den radikale bartender.

Hun går og håber på, at folk skal stå ved bardisken og hulke: ”Min krone er gået fra mig!” – men efter et nej ved folkeafstemningen står kunderne i endnu frygteligere stilling: ”Min krone er blevet hos mig!”

Så falder renten, siger hun. Der bliver uro. Der kommer pres på den danske krone. Og efter et par bajere glemmer du helt, at det pres kan vi tage let, for vi har jo allerede for mere end et år siden bundet os til kurs-fællesskab med de elleve andre lande. Så får vi da endelig glæde af den aftale, der hidtil har trukket os ned i skidtet sammen med euro-landene.

Måske du til den tid står ved Marianne Jelveds bar sammen med en tidligere direktør for Nationalbanken. Det sker jo så tit, man render ind i den slags mennesker på de steder. Han vil fortælle dig, at vi vil tjene godt på et dansk nej. Han kan med klare tal, for Nationalbank-direktørers tal er altid klare, vise dig, at han har ret.

Sidste gang vi stemte nej i 1992, blev der skam også uro, vil direktøren sige dig. Og ja-sigerne sagde straks, at der kunne modstanderne selv se. Men direktøren røber for dig, at han skam gjorde hele regnskabet op i 1992. Og da valuta-uroen var overstået, så havde vi tjent 100 millioner kroner på at sige nej.

Nu skal du endelig ikke juble over den oplysning, for så bliver bartender Jelved ked af det. Bartendere har svært nok ved at trøste andre mennesker, så når de selv er på spanden, skal man ikke stå og tvære i det. Den bedste måde at hjælpe hende på er at spørge ham den tidligere direktør for Nationalbanken, om vi så ikke af hensyn til valuta-indtjeningen bør holde nogle flere folkeafstemninger, hvor vi siger nej.

Selvom der er mange millioner at tjene på et nej 28. september, så skal du ikke skrue forventningerne for højt op. Vi er jo allerede tvangs-bundet til euroen, så EU's svage valuta sætter loft over mulighederne. Men ingen tvivl om, at uroen vil gavne kronen. Det ved vi af erfaring.

Hvis du ikke vil øge din ensomhed, skal du imidlertid sige, at bartender Jelved og de andre ja-sigere nok har ret. Måske går det lige så galt for kronen, som det sidst gik godt. Måske mister vi lige så meget, som vi vandt sidst. Få så ikke det indfald, at så er det jo gået lige op. Nej, det er bedre at lægge ansigtet i alvorlige folder og give ja-sigerne ret i, at hvis det går så galt, som det sidst gik godt, så svarer det til prisen på et glas øl til samtlige danskere fra vugge til plejehjem. Den vil de gribe med kyshånd og begynde at snakke om, at børn ikke bør drikke øl, og at der kan man bare se, hvad euro-modstanderne er ude på. Så bliver der tomt omkring dig i baren. Ensomheden bliver tydelig igen. Men det er en vanesag.

© Poul Erik Søe – 17. april 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside