Ordskåner
Spis endelig artiklen op - der er gratis lokkemad på bunden både til spisebordet og entreen

Det er svært at sælge euroen. Den nye og svage mønt har aldrig stået sin folkelige prøve. I de elleve lande, hvor folket ikke blev spurgt, gik det selvfølgelig nemt. I Tyskland var en tid mere end 60 procent imod euroen. Man kan godt forstå, at de tyske politikere ikke spurgte vælgerne ved en folkeafstemning.

Når danske politikere nu så ivrigt bruger ordene den fælles valuta, så tænker de næppe på, at det mest fælles ved den er, at den er gennemført i de 11 euro-lande uden folkeafstemninger.

England, Sverige og Danmark er ikke med i euroen. Det er netop de lande, hvor folket skal spørges. England har for længe siden vedtaget, at der skal være folkeafstemning om euroen. 70 procent af englænderne er imod.

I Sverige kræver 75 procent af vælgerne, at der skal være folkeafstemning om euroen. For nylig gik det svenske socialdemokrati ind for folkeafstemning. I Danmark har folket to gange sagt nej til euroen. Og det kan kun ændres ved en ny folkeafstemning. Derfor skal der holdes folkeafstemning 28. september.

De danske tilhængere talte længe om ØMUen, den europæiske møntunion. Men der var ikke salg i ordet. Man var klar over, at bare ordet union var nok til at få folk til at tænke sig om. En overgang skulle den ny mønt hedde ecu, men den gled heller ikke ned. Så blev det euro.

Fort kort tid siden viste det sig, at ordvalget var vigtigt, når folk sagde deres mening. Hvis euroen blev nævnt i meningsmålinger, så blev der flere nej-sigere. Og endnu flere sagde nej, hvis man også mindede danskerne om kronen, når spørgsmål om holdning blev stillet.

Fra da af valgte politikerne, som skal sælge euroen, at kalde den ny mønt for den fælles valuta. Sig navnet – hed det engang i en reklame. Men når det gælder euroen, er det værste, en ja-politiker kan gøre, at sige navnet.

Derfor har man valgt et helt andet udtryk, den fælles valuta. Men dermed er også opstået et ny begreb på dansk – en ordskåner. Enhver kender en bordskåner, der er til for at skåne bordet mod den varme tallerken eller mod mad, der ryger ved siden af. Især gør bordskånere gavn, når små børn griser med maden og ikke vil spise pænt. Og det er sådan, euro-politikerne opfatter os. Vi skal have maden ind med skeer og spise pænt uden at være kræsen. Derfor skal en ordskåner lægges hen over tallerkenen. Den politiske ordskåner skal skjule, hvad der bliver serveret. Det gælder helt enkelt om at skjule maden.

Bordskånere kan være meget flotte i festlige farver. De er lavet sådan, fordi de uartige, kræsne børn så måske er mere optaget af bordskåneren end af maden, så man kan hælde hvad som helst lige ned i gabet.

For at hjælpe euro-politikere med at få danskerne til at sluge ØMUens fælles valuta euroen og standse den barnagtige råben på livretten kronen, har Enmandsavisen hjemskaffet et sæt meget flotte ordskånere. De er tilmed lavet i Tyskland, hvor de ved, hvad de har at gøre med, når de ser en euro. De er blevet til hos Raiffeisenbank München og flere endnu kan hentes på bankens hjemmeside.

Her er nu den første ordskåner. Den lægges ganske enkelt hen over maden, og mens den barnagtige vælger kigger på ordskåneren, smugler man en ske ind ind under den og henter maden, som hældes lige i munden. På den første ordskåner ser man rødt på hvidt med EU's blå kant, hvordan euroen de første seksten måneder er gledet ned i forhold til dollaren. Det er en meget pædagogisk ordskåner, der viser hvilken vej den mad, de danske politikere serverer, skal glide – nemlig nedad som euroen.

Den næste ordskåner har det storbritiske flags farver og kan bruges med lige stort held til at skjule bacon og æg, havregrød og valutaens fælles biksemad. Mens man hele tiden holder skemaden klar, peger man i øverste venstre hjørne på euro-politikernes egen fastsættelse af valutaens kurs, og så lader man langsomt pegefingeren glide nedad, nedad og nedad ved at følge euroens værdi i forhold til engelske pund, og just som man når lavpunktet, stikker man skeen ind i munden.

Hvis det alligevel mislykkes at få skemaden i de uartige vælgere, så er der endnu en sidste mulighed – man går over til spisepinde. Det hjælper på pædagogikken samtidig at tage en sjov, lampeformet hat i japansk stil på, og mens de vælgere, der stadig er barnagtige nok til at nægte, kigger på ordskånerens  flotte farver - rød-hvide som Japans flag og med det hellige bjergs isblå top - og følger euroens nedtur i forhold til den japanske mønt yen, så stikker man begge pinde ind i munden, holder tungen fast med pindene, mens man hælder dagens ret ned i gabet.

Måske nogen vil synes, det er spild med tre ordskånere. Men de kan skam genbruges. Man kan hænge dem op på væggen ude i gangen over for et spejl. Og kigger man så i spejlet, vil enhver ja-siger kunne glæde sig over, at euroen stiger til drømmeagtige højder. Og hvis det ikke lykkes, er det ikke nødvendigvis spejlet, der er noget galt med. Hvis euroen bliver ved med at falde, uanset hvordan du vender og drejer sagen, så kan det være euroens skyld. Her er i hvert fald et forbillede:

© Poul Erik Søe – 17. april 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside