Danmark er det eneste land
i Europa, der elsker euroen

Tyskerne: euroen gør alle fattigere - Englænderne: at gå med i euroen er som at åbne et koøje i et u-båd, mens den er nede
Hvis nu euroen pludselig blev noget værd? Hvis den nu ligefrem steg i værdi i forhold til det engelske pund, den amerikanske dollar og den svenske krone, ville det så være ad helvede til for danskernes pengepung og samfundets fælleskasse?

Det er det indtryk, man får af danske politikere og en eller anden - med sikkerhed ikke færøsk - bankmand fra Den danske Bank.  Jo mindre euroen bliver værd, jo mere værdifuld er den. Skal man tro Den danske Bank, så vil euroen for alvor have sejret, den dag den er nul værd.

Jo svagere euroen er, des mer kan vi sælge. Vi får bare mindre for det. Og det opdager vi, når vi skal købe. For det bliver selvsagt dyrere. Det er der ingen, der fortæller os, men vi ved det selv – sikrest fra benzinen, der betales i dollar.

I Tyskland siger næstformanden i den næststørste partigruppe, de kristeligt-konservatives Michael Glos, at ”Euroen gør alle tyskere fattigere”. I Danmark skal vi have folkeafstemning. Så vi får at vide, at vi bliver rige og trygge af det, der gør tyskerne fattige.

Den danske krone har ikke stået så ringe i forhold til den amerikanske dollar i fjorten år. Fordi den danske krone er bundet til euroen. Unions-mønten er faldet 22 procent i forhold til dollar på ikke engang halvandet år.

Tyskland liberale parti, FDP, svarende til Fogh Rasmussens Venstre herhjemme, siger, at euroen falder, fordi der ikke er tillid til euro-landenes økonomiske politik.

Men danskerne skal jages ind i møntunionen, fordi vi skal føle os trygge ved det, der er mistillid til.

Tyskernes økonomiske overvismand Jürgen Donges siger ifølge dagbladet Information 26. april 2000, at ”tyskerne blev lovet, at euroen ville blive mindst lige så stærk som D-marken. Nu hører tyskerne i nyhederne hver dag det modsatte. Herhjemme kan alle de uvildige næsten uimodsagt hævde, at svagheden er en styrke.

Den danske Nationalbanks direktør, Bodil Nyboe Andersen, er lige så uvildig som partilederen og ministrene, men så heller ikke mer. Heller ikke hun advarer mod euroens fald. Hun er så vant til, at valutaer går op og ned.

Den engelske Nationalbanks direktør siger det modsatte. Til bladet The Times siger han. at han er glad for, at Storbritannien ikke gik med i euroen fra starten. Hvis man havde gjort det, ville “det være vanskelig at se, hvordan vi kunne have undgået voldsomme inflationsstigninger her i landet”.

Herhjemme siger økonomiminister Marianne Jelved, at vi udelukkende må tale om økonomi, når vi drøfter ja eller nej til euroen. Hun mener, at vi ligefrem undergraver selve det at holde folkeafstemninger, hvis vi taler om noget andet. Og vi må slet ikke tale om suverænitet.

De ord er ikke nået frem til den engelske nationalbank. Direktøren for Nationalbanken siger ifølge The Times: ” ØMU’en er i bund og grund et politisk og ikke et økonomisk spørgsmål. Euroen indebærer nødvendigvis en sammenlægning af de nationale suveræniteter på vigtige områder af den offentlige politik - ikke blot af hensyn til de kollektive, økonomiske fordele - men også på grund af forestillinger om en bredere, politisk harmoni i Europa.”

Herhjemme kører industrien en kampagne for et ja til euroen. Vi som kunder eller som lønmodtagere betaler for at blive skræmt for vore egne penge. Industri-ejerne gør det sammen med industriarbejderne. I dagbladet Politiken får det samarbejde en sød, lille drejning. Bladet skyer ingen midler for at få sine læsere til at sige ja. I marts kunne man læse den vidunderlige overskrift: ”Gamle fjender hånd i hånd for at få et ja”.

Man skal langt tilbage, før Dansk Industri og CO-Industri var fjender. Det var just dem, der brugte millioner på at få danskerne til at sige ja til Amsterdam-traktaten. Hvem husker ikke de vidunderlige strudse-annoncer, der skulle fortælle, at danskerne var strudse, hvis de sagde nej. Og det var just de selv samme folk, der voldførte lønmodtagerne med den vidunderlige overenskomst, hvor lønmodtagerne skulle have fri juleaftensdag i stedet for en uges ekstra ferie. Men industriens organisationer fik sig en ordentlig begmand.

I England, der også er uden for euroen, vil de vente mange år med en folkeafstemning. Derfor kan de tale åbent sprog. The Times gengiver fra et møde mellem virksomheds-ledere, som er imod euroen: ”George Cox, generaldirektør for Direktørernes Institut, sagde, at dét at forsøge at gå med i euroen nu, ville være “som at åbne koøjet i en undervandsbåd, mens den stadig var nede”.

Men alle har vist forstået, hvad danskerne skal tænke. Vi skal nemlig med for at få indflydelse. Og der er da heller ingen, der tror, at det var gået så galt med euroen, hvis bare Danmark havde været med fra førstningen og havde haft indflydelse.

Ude i Europa sidder de ganske enkelt og venter på Marianne Jelved. Det er kun surmulere og ondsindede, der kan tro noget andet. Og Europa har god grund til at vente på den danske indflydelse.

For det er kun danskerne, der lover tryghed, hvor tyskerne siger, at de bliver fattigere og fattigere. Det er kun danskerne, der synes, at euroen er oven vande, mens englænderne taler om en neddykket u-båd med åbent koøje.

Det er kun danskerne, der lover sikkerhed med euroen, mens tyskerne, englænderne, franskmændene og alle de andre bruger ordet ustabilitet.

Det er kun danskerne, der ene af alle ikke skal afgive suverænitet, mens samtlige europæere inden for og uden for euroen fra den tyske udenrigsminister til den engelske nationalbank-direktør siger, at meningen netop er at opgive suveræniteten.

Hvor trænger dog alle disse uerfarne, ukloge, navlebeskuende og bange europæere ude i det europæiske Europa til lidt dansk indflydelse. Nej, hvor bliver de glade – eller bare Nej.

© Poul Erik Søe – 26. april 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside