Og så gik de alle
sammen på casino

Overvældende socialdemokratisk parti-flertal til euroen som i de gode, gamle sovjet-dage - Den sjette af en række muntre øvelser for førstegangs-vælgere og sidstegangs-håbere

Du undrer dig ene og alene, fordi du er førstegangsvælger. Det kan skam gå over, så du kan slippe fri af din ensomhed. Når du lige nu undrer dig over socialdemokraternes kongres i dag, så er det bare en vanesag. Socialdemokraterne sagde ja til euroen med "overvældende flertal" som i de gode, gamle sovjet-dage. 15 af 501 sagde nej. Og når du undrer dig, er det dig, der er gal på den.

Og når du undrer dig over, at samtlige aviser, alle i radioen og i alle slags fjernsyn helt nøjagtigt vidste forud, hvad skete hos socialdemokraterne, så gå ikke ned i bitterhed. Du gik rundt og troede, at et så vigtigt møde ville være en brydning mellem synspunkterne med helt uforudsigelige følger. Du tænkte, at det ville vel nok blive spændende at høre, hvad de nåede frem til.

Det eneste, der er galt med dig, er, at du helt oprigtigt tror på, at vi er i gang med gennem samtale at finde frem til, hvad der er det rigtige. Men det er en sær gammeldags måde at tænke på, især da for en ung førstegangsvælger.

Vi skal ikke i alle de måneder frem til afstemningen om euroen 28. september finde ud af, hvad der er det rigtige. Det ved vi nemlig i forvejen. Det rigtige er at stemme ja. Vi skal bare finde ud af, hvor forkert det er at stemme forkert, altså nej. Folketingets flertal har for længe siden fundet ud af, at det rigtige er at sige ja. Det er jo lige netop derfor, du undrer dig og er ensom, fordi du ikke har fundet ud, hvor forkert det er at stemme forkert.

Der er to måder at holde op med at undre sig på og at komme ud af ensomheden. Den ene er at sige ja uden at skænke det en tanke. Den anden er at indse, at ensomheden bare er en følgesvend til selve det at sige nej. Når man går imod dem, der har magten, så føler man sig skyldig. Selv om grundloven siger, at man godt må sige nej, så er du alligevel lidt afviger og ikke så lidt til en side. Det er ikke en rar eller klog måde at leve sit liv på.

Det kan være svært for en førstegangsvælger at tage mod råd fra en gammel støder, men hvis du vil dit eget vel og have en sikker fremtid, så skal du ikke nøjes med at sige et lille, pibende ja. Du skal også sørge for, at alle ved, du siger ja. Hvis du kan få det i avisen, er det fint. Men det er endnu bedre at stå på Slotspladsen foran Christiansborg med et skilt, hvor der bare står det ene ord ja. Hvis du gør det nogle timer, så vil du med sikkerhed komme i fjernsynet. I hvert fald i Danmarks Radio.

Hvis du tvivler på, hvad jeg siger, så se, hvem der er ministre. Se på, hvem der har topposterne over alt i samfundet. Det er folk, der siger ja til alt, hvad der kommer fra EU-partierne. I 25 år har der aldrig været en dansk minister, som er imod EU. Du siger nok, at halvdelen af danskerne har stemt imod EU, og at med euroen står det næsten lige. Men det har ikke noget med sagen at gøre. I demokratiet bruger man kun tal, når man skal stemme. Ikke når nogen skal have en høj post. Det eneste, der tæller, er, om man siger ja.

Og du vil da ikke gå rundt og tømme papirkurve for de fine, bare fordi du siger nej? Du vil selvfølgelig være med, hvor man kan gå på casino med kreditkort for skatteydernes penge. Eller bo på de dyreste hoteller i Paris, når man nu er kommet ud at rejse.

Jeg kan høre mine ord er spildt på dig. Du må være meget ung, siden du alligevel er så stædig at ville stemme nej. Godt, netop fordi du er så ung, så kan jeg redde dig alligevel. Sig bare nej, men kun denne ene gang. Folk, der er lidt oprørske som unge, får kors og bånd og stjerner på, når de er klar til hjertefavnetaget. Nå, hvordan kan du vide, hvad et hjertefavnetag er? Det lyder jo som Grundtvig og ham må du ikke lege med. Men ordet er ganske ligetil og betyder at falde til patten.

Lad os derfor aftale, at du siger nej til euroen, men så er det også slut med den slags. Og straks efter den 28. september sørger du for, at alle får at vide, at du har fortrudt dit nej. Der er altid så mange, der dagen efter ville have stemt helt anderledes, så det gælder om at komme først. Så bliver du omgående fjernet fra pressens sorte lister, og du kommer i statsministerens lommebog, som han bruger, når han skal finde nye ministre eller chefer i fødevareministeriet. To dage efter får du et partikort, hvor bagsiden er et skatteyderbetalt kreditkort til casino-besøg og Indien-ture.

Men gro endelig ikke fast i dit nej. Gør som Ritt Bjerregaard. Hun var imod EU og endte som EU-kommissær. Nå, vidste du ikke det? Jamen, Danmarks udenrigsminister Niels Helveg Petersen stemte skam imod EU's indre marked. Det gjorde alle radikale og socialdemokrater også.  De sagde, det var for vidt at gå. Niels Helveg Petersen sagde tilmed, at Danmark ikke længere var et selvstændigt land, hvis vi fik EUs indre marked. Det fik vi jo, og siden har man så ment, at netop Helveg og Ritt og de andre radikale og socialdemokrater er de allerbedste til at gennemføre det, de er imod. Og meget man kan sige, men det er de dygtige til.

Så måske er det slet ikke så tosset at sige nej. Jeg kan ligesom mærke, der er gods i dig til en kommende kommissær i Brüssel. Alligevel er det jo ærgerligt, at du bare for at få en høj post senere i livet skal gå og undre dig og føle dig ensom de kommende måneder på grund af det nej til euroen.

Hold op med at undre dig! Det klæder ikke et ungt menneske. Vær voksen og indse, at når både den trykte og elbårne presse forud kunne sige, hvad statsminister Poul Nyrup Rasmussen vitterligt sagde på socialdemokraternes kongres, så skyldes det ikke pressens hemmelige kilder, men at han altid siger det samme.

Statsministeren sagde, at euroen giver tryghed. Den værner mod international spekulation. Du sidder og siger, at den spekulation har fået euroen og dermed danskernes penge til at falde med 22 procent. Men du er gal på den. Du taler om virkeligheden. Statsministeren taler bare. Fordi, ja, fordi han var på taler-listen.

Statsministeren sagde også, at ”samarbejde i Europa er den bedste måde at bevare velfærdssamfundet på og beskytte de svageste”. Nej, nej, selv en førstegangsvælger bør vide, at udtrykket de svageste ikke er et fremmedord. De svageste er ganske enkelt dem, der hverken har parti-kort eller casino-kort.

Du skulle hellere tænke på OECD end på de svageste. OECD er en sammenslutning af europæere, japanere og amerikanere. Det er sådan en slags forening for samordning af økonomien, men på verdensplan, ikke bare i EUs hjørne af Europa. OECD sagde for kun en uge siden, at Danmark er det land i Europa, der får mest velfærd for skattekronerne. Vi får langt mere velfærd ud af kronerne end alle de andre lande gør af euroen. Men du kan selvfølgelig ikke kræve, at statsministeren skal læse den slags. Han har jo travlt med at skrive taler.

Tænk bare på, hvordan han har forberedt sig til kongressen i dag for at gentage ordene om, at ”Ja vil sikre, vi kan beholde vores arbejdspladser og udvikle nye job i den hårde, internationale konkurrence”. Det er virkelig godt sagt, og jeg giver ikke fem flade euro for din snak om, at der er fire millioner arbejdsløse tyskere, og at ledigheden både i Tyskland og Frankrig er på ti procent og omkring det dobbelt af den danske. De har jo euroen, så dem er der ligesom ingen grund til at tage hensyn til længere.

Og når du synes, socialdemokraternes kongres har gjort dig mere ensom end nogensinde, så er det nemt at forklare. Jeg kan godt se, hvad du mener. Du havde hørt om de mange socialdemokrater, der ud over landet er imod euroen. Og så havde du troet, at de ville møde op på kongressen og gå imod Nyrup. Men sådan en kongres kan man ikke bare møde op til. Man er udvalgt til at være med. Det hedder at være delegeret – og det har ikke noget med suppe at gøre.

Du går rundt og tror, at hvis der i en socialdemokratisk partiforening i en by i Nordjylland er 60 ja-sigere og 40 nej-sigere, at så sender de folk til kongressen efter de tal. Hvis der skal ti med, så sender de 6 ja-mennesker og 4-nej-mennesker. Undskyld, jeg siger det lige ud. Det er aldeles enfoldigt tænkt af dig. Det, du sidder og tænker, er jo demokratisk, og med demokrati har det selvfølgelig ikke noget at gøre. Hvordan ville man så kunne vide på forhånd, hvad der skulle ske?

Den socialdemokratiske forening i Nordjylland sender ti til kongressen, og de siger alle sammen ja. Sådan må det være, for flertallet siger ja i den forening, og da de skal sendes på foreningens vegne og regning, så kan det kun blive ja-folk.

Og sådan sker det over hele landet, så nu ved du, hvorfor du føler dig mere og mere ensom. Det er kun ja-sigerne, der mødes. De andre er hægtet af, længe før der skal vedtages noget. Og derfor får statsministeren mægtig opbakning. Man kalder det altid ”overvældende flertal” – lige som en kilde, der bliver ved med at løbe over og over af bare leverings-glæde.

Lige inden var det selv samme sket i LO, hvor hovedstyrelsen, som er valgt på samme helt naturlige måde, også med et ”overvældende flertal” sagde ja til euroen.

Hvad siger du? Hal Koch? Nu overrasker du mig. Du er da virkelig en søgende førstegangsvælger, må jeg sige. Jo, det er rigtigt, at socialdemokraterne er glade for Hal Koch. Det er ham, der taler om mindretals-demokrati. Man kender et demokrati på, hvordan det behandler sine mindretal. Det er netop, hvad de mener i socialdemokratiet. De behandler mindretallene så godt som ingen andre partier. De mindretal, der mener noget andet, er fri for at rejse til Odense, og de får ikke ødelagt en hel frisøndag. Som du vil se, er der ikke noget at klage over.

Du har ganske vist ret i, at der virkelig var nogen få nej-sigere, som på kongressen sagde, at de ville have skriftlig afstemning. De troede, det hele ville blive anderledes, hvis dem, der deler de høje poster ud, ikke kunne se, hvad folk stemte på. Men det er jo et helt vildt synspunkt. Det er mere end nok, at det er hemmeligt på selve afstemningsdagen, når vi skal ind i stemmeboksene. Har vi måske ikke allerede een gang set, at folk kan finde på at stemme nej, hvis der ikke er nogen, der holder øje med dem? Hvis folk lige frem skal have ret til i tide eller utide at stemme efter overbevisning og hemmeligt, så ved man jo aldrig, hvornår renten stiger.

Du må indse, at det kun er naturligt, at jo nærmere vi kommer folkeafstemningen, des mere vil du blive ensom, fordi kun ja-sigerne kommer til orde. De har også sikret sig, at de får fire gange så mange penge til at reklamere for. Så der vil komme fire gange så mange tryksager fra ja-siden som fra nej-siden. Og fire gange så mange annoncer. Og fire gange så mange balloner. Og fire gange så mange valgbusser. Til sidst vil alt omkring dig være eet stort JA. Det er vist det, man kalder overvældende.

Om kongressen danser bagefter? Jeg ved det virkelig ikke. Nogen danser nok. Men mon ikke de fleste går på casino? De har jo svært ved at sige nej.

© Poul Erik Søe – 30. april 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside