Det demokratiske
magtmenneske

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen var i TV2s morgenudsendelse i dag. Han er bidragyder til en bog om landets første kulturminister, Julius Bomholt. Statsministeren har aldrig mødt Bomholt personligt, endsige trykket ham i hånden, men hørt ham som taler. Manglen på personligt indblik fremgik tydeligt af det ligegyldige og meget lidt bomholtske, Nyrup fik sagt om den socialdemokratiske politiker, der døde 1969.

Når det hørtes som en falsk melodi, skyldtes det, at statsministeren, hjulpet af udspørgeren, brugte Julius Bomholt som led i propagandaen for euroen. Det var misbrug af Bomholt, som aldrig nåede at høre om euroen, ikke oplevede Danmark som medlem af EF og EU, og som i hele sit virke var aldeles modsat det brystbillede, Nyrup på sit svage kendskab prøvede at tegne af ham.

Nyrup mente, at Bomholt ville ”have gjort meget ud af at fortælle vores kære danske befolkning, at vores land er altså ikke en lille ø, isoleret fra alt det andet”. Det gjorde Bomholt ikke, og det var der ikke brug for, al den stund danskerne efter to verdenskrige udmærket var klar over det - og strøg linjerne ”du puslingland, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge” fra højskolesangbogens udgave af socialdemokraten Jeppe Aakjærs sang.

Nyrup i sin iver for nu at tvinge euroen igennem glemmer aldeles, at kun tre år efter Bomholts død stemte danskerne ved en folkeafstemning Danmark ind i det EF, der senere blev til EU. Det er den danske folkeafstemning, der nogen sinde har haft det største antal ja-stemmer. Der var ingen ø-isolering. Der var i afstemningens tilkendegivelse stor åbenhed, mest fordi danskerne dengang endnu havde tillid til egne politikeres ord om, at EF var et handelspolitisk samarbejde – ikke en union.

Grovere endnu blev det, da Nyrup brugte Bomholts minde til at fortælle os, at hvis vi ikke åbner os mod verden – lige nu mener han stemmer for euroen – så giver vi plads for diktatorerne. Det var sådan, sammenligningen var tænkt. Bomholt havde allerede i trediverne i Esbjerg ivret mod nazisterne og kommunisterne – hvad der jo ikke ligefrem var usædvanligt for socialdemokrater dengang. Det ville have været særere, hvis Bomholt havde sagt det modsatte.

Det var det indelukkede, der muliggjorde diktatorerne, sagde Nyrup. Og det var det tætteste, han kom på en egentlig beskrivelse af Julius Bomholt som politisk type. Nyrup talte om Bomholts buldrende hår, men kunne med større grund have talt om Bomholt buldrende sind. Bomholt var et demokratisk magtmenneske, hvis magtfuldkommenhed netop blev muliggjort af indelukketheden i socialdemokratiet.

Bomholt var som arbejdsgiver i ministerierne og forud i Danmarks Radio en diktator-type af den slags, man blandt demokrater nøjes med at kalde magtmennesker. Han var endog særdeles grov, når han ikke fik sin vilje. Han var ikke frisindet, og når Nyrup sammenligner ham med en anden socialdemokrat, Hartvig Frisch, er det helt ude i skoven. Hartvig Frisch var gennemført demokrat, forud for sin tid i frisind og retsind, også i forhold til anderledes tænkende. Bomholt var mest buldrende.

Nyrup omtalte Bomholt som en af arkitekterne bag velfærdsstaten, hvad der ikke giver megen mening i forhold til Bomholts politiske indsats. Derimod kan ingen kan fratage Bomholt indflydelse på den kulturpolitiske udvikling, heller ikke skabelsen af det før hans tid ukendte kulturministerium. Uden Viggo Kampmann som fremsynet og modig politiker, menneskelig værdifuld i sin omgang med modstandere, var intet af det dog blevet til. Det var de år, da H C Hansen havde Viggo Kampmanns meningers mod.

 Det kulturministerium, der kom ud af det, blev af Bomholt skabt på magt og som et magt-redskab. Både Hans Sølvhøj og  Bodil Koch måtte siden som kulturministre kæmpe for at fjerne den pamperagtige magtbrynde, som kulturministeriet var præget af fra fødslen. Det var Sølvhøj, men mest Bodil Koch, som fik kulturministeriet ind i en gænge, så det ikke blot var et nyt statskontor til fremme af forældede trediver-synspunkter på kulturpolitik.

I Danmarks Radio optrådte Julius Bomholt, som om han var personlig ejer af statsinstitutionen, og den holdning fortsatte han som kulturminister, lige som hans magtprægede styring blev overtaget af efterfølgerne i det politisk sammensatte Radioråd.

Som politisk redaktør på Christiansborg kendte jeg selvsagt forud til denne magt-holdning hos Julius Bomholt, og det skal ikke fremstilles, som om han var ene om den. Det var socialdemokratiets store forfaldstid. Den selvfølgelige folkelige opbakning, partiet fik før og efter dets første deltagelse i en regering, skabte plads for storsindede, frisindede mennesker i partiets tjeneste, foruden Koch og Kampmann også Hans Hedtoft, K B Andersen og mange flere. Men andre, blandt dem Bomholt, lyttede lidt for ivrigt til H C Hansens ord om, at ”socialdemokratiet er en maskine, og det er mig, der kører maskinen”.

Da jeg kom til Danmarks Radio, var institutionen indrettet ikke som et frisindet hus, men som en socialdemokratisk magt-maskine. Der sad socialdemokrater på alle ledende poster fra generaldirektør over radio- og fjernsyns-direktører til programcheferne. Venstre havde sat sig på souchef-posterne, hist og pist med en pyntepost til en konservativ.

Jeg havde forud skrevet til de radikale aviser fra Christiansborg, men blev nu politisk medarbejder ved Danmarks Radio. Noget af det første, jeg lavede, var en udsendelse, der hed ”Ugens debat”. Udsendelserne var, som det blev krævet dengang, forud politisk godkendt af Radiorådet, hvor Christiansborg-partierne og især socialdemokratiet havde magten.

Udsendelsens indhold var, at der skulle samles meninger fra avisernes ledende artikler og kronikker. Det skulle være om ugens vigtigste emne, og hvis klippene fra aviserne gik imod en person, så skulle den person have klippene forelagt og svare på dem. Det var også vedtaget, at det skulle være modstander-meninger, som den udvalgte person skulle svare på. I dag er det jo så lige til, at ingen vil kunne forstå den ståhej, der kunne komme ud af det.

Ved et tilfælde nedsatte Julius Bomholt som kulturminister i udsendelsens allerførste uge en kulturkommission. Og den blev det store emne i den uges aviser. Jeg spurgte Julius Bomholt, om han ville komme i studiet for i en direkte udsendelse at svare på det, der blev skrevet imod ham. Og det sagde han ja til.

Jeg sendte klippene til Bomholt, men jeg hørte ikke fra ham – før selve udsendelsesdagen. Da blev jeg ringet op. Han nægtede at medvirke, hvis der ikke kom klip med, hvor han blev rost for kulturkommissionen. Nu var der næsten ingen rosende kommentarer. Men det vigtige var, at hele udsendelsen byggede på og var godkendt på den tanke, at for eksempel en politiker skulle have mulighed for at svare på angreb. Der er jo ikke megen mening i at læse ros til en politiker op for derefter at spørge, hvad han mener om rosen.

Da jeg var aldeles ny i Danmarks Radio, selvom jeg godt kendte magt-forholdene og især vidste, at Danmarks Radio direkte hørte under Bomholts kulturministerium, medbragte jeg alligevel fra min tidligere arbejdsplads så mange tanker om journalistisk frihed, at jeg ikke havde svært ved at svare den høje kulturminister.

Mit svar var, at da han på forhånd havde sagt ja til at medvirke, og da han på forhånd kendte vilkårene for udsendelsen, som tilmed var politisk godkendt af Radiorådet, også af hans egne partifæller, så kunne han ikke få indflydelse på min del af arbejdet, altså udvælgelsen af klippene. Derimod havde han jo fuldstændig frihed til at svare.

Julius Bomholt stod fast, men ville ringe senere. Det var min første direkte udsendelse, så jeg var da våd i flippen. Men da han sent på eftermiddagen ringede igen om aftenens udsendelse, lod han mig forstå, at han havde talt med Danmarks Radios generaldirektør, Hans Sølvhøj. Han sagde ikke noget om, hvad Sølvhøj havde ment, men det høje plan skulle gøre indtryk på den unge medarbejder.

I mellemtiden havde jeg tænkt sagen igennem og valgt at sætte min stilling ind på den. Jeg sagde, at hvis kulturministeren ikke mod sit løfte ville medvirke i udsendelsen, så ville jeg nøjes med at læse klippene fra aviserne og derefter sige til lytterne, at ministeren ikke ville medvirke, fordi han var utilfreds med udvalget af de meninger, han havde lovet at svare på.

Den høje kulturminister sagde til mig, at han ville overveje på ny. Det gjorde han åbenbart sammen med den daværende radiodirektør, Laurits Bindsløv. Det var Bindsløv, der førte resten af forhandlingerne med ministeren. Bindsløv var, skønt ikke uddannet journalist, mere presse-kyndig og en større værner af pressefriheden, end det ofte blev fremstillet dengang. Hans løsning kunne jeg sagtens godtage. Bindsløv fastholdt som jeg, at der ikke skulle læses andre presseklip op i udsendelsen end dem, jeg havde valgt. Men jeg skulle i indledningen sige, at ”blandt pressens kommentarer, nogle positive og andre negative, havde jeg udvalgt følgende modstander-klip, som ministeren nu fik lejlighed til at svare på”. Det var den kagebid, der blev til Bomholts magtudfoldelser.

Som Christiansborg-journalist var jeg selvsagt vant til at omgås politikere, men ikke i Danmarks Radios høje stil, som kom helt bag på mig. På Christiansborg var vi stolte af, at som del af dansk demokrati kunne vi – modsat journalister i så mange lande – gå direkte til folketingsmedlemmer og ministre. Men dengang var det skik, at ministre blev modtaget med særlig højtidelighed i Danmarks Radio.

Stor var min overraskelse, da jeg i god tid før den direkte udsendelse kom ned i forhallen for at føre kulturministeren til studiet. Der var en hel modtagelses-komité. Dens sammensætning kunne ikke være et tydeligere billede på de politiske magtforhold i dansk kulturpolitik og i Danmarks Radio.

Ind ad døren kom den socialdemokratiske kulturminister, der blev modtaget af den socialdemokratiske generaldirektør, der ved sin side havde den socialdemokratiske radiodirektør, der ved sin side havde den socialdemokratiske programchef. De tre førte nu den socialdemokratiske minister til Danmarks Radios socialdemokratiske pressechef, der efter skik bød på sherry. Pressechefen, der næppe i hele sit liv havde gjort sig en eneste tanke om pressefrihed, hvæsede hvast til mig: ”Er det Dem, der laver ballade?”

Således opmuntret sank jeg min sherry. Udsendelsen gik udmærket. Bomholt svarede godt. Tiden passede, som vi sagde dengang. Bagefter kom jeg i tanke om, at jeg helt havde glemt at sige de ord, Bindsløv havde aftalt med ministeren. Også det ordnede Bindsløv.

Meget kan man sælge mig, men ikke tanken om, at den Bomholt, jeg mødte her og ved andre lejligheder, var et af Danmarks ypperste modtræk mod diktaturet.

© Poul Erik Søe – 14. april 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside