Politik er at
ville vente
Menneskeligt er der det fine ved Nyrup Rasmussen, at hans samvittighed ikke er bygget til farvefjernsyn. Han rødmer og ser i glimt den anden vej de ikke så få gange, han stoltserer som hanekylling.

Man kan ganske enkelt se, når hans ord ikke dækker virkeligheden. Derfor når han allermest vil overtyde os, så ved vi, at nu skal vi narres. Der er andre, der langt bedre taler bag skærmbræt for åben kamera, og alle meningsmålinger viser, at det er deres tur næste gang.

Poul Nyrup Rasmussen vil ikke det, han ville, og når han vil det, han ikke vil være ved, så kan det ses.

Engang var danske socialdemokraters store forbillede den svenske statsminister Olof Palme. Han sagde og skrev en bog med titlen "Politik er at ville". I Poul Nyrup Rasmussens og nutidens danske socialdemokraters udgave er det blevet til "Politik er at ville vente".

Det danske socialdemokrati har ikke længere politisk eller demokratisk vilje. De har ikke egne sager, som de står frem og kæmper for, og som de er rede til at gå op eller ned med. Nej, de lader sig styre af menings-måleriet. Politik er at ville vente, indtil der vilkårligt indtræffer et øjebliks sammenfald mellem EUs ønsker og vælger-standpunktet.

Magt er at udnytte øjeblikke, hvor vælger-vinden blæser magthavernes vej. At styre et land er ikke at gennemføre en folkevilje, som man kender fra et fælles liv med mennesker i landet, men gennem indflydelse og magt at dreje folkeviljen, så den blot et kort øjeblik når et punkt, hvor den kan udnyttes.

I sin nyeste nytårstale, hvor Poul Nyrup Rasmussen som altid med omhu bragte sig i krig med folket og sine egne vælgere, gik statsministeren ind for dansk deltagelse i EUs møntunion. Uden at give grunde til skiftet væk fra folkeafstemningen, der holder Danmark ude af euroen, skulle der sejles ind i fremtids-lykken med den nye EU-mønt.

Statsministeren havde overvejet, men satte os ikke i overvejelserne. Som en enevældig konge satte hans dagsordenen, sikker på den fremstormende strøm af medvande for den ny mønt.

Men som enhver ved nu, gik det bedst for euroen, før den var til. Dens møde med virkeligheden har været en alvorlig nedtur. EU-møntens kurs gennem trekvart år ligner en fuld mands sejlads på Tivoli-søen. Løftet var stabilitet, virkeligheden var slingrekurs.

Og virkningen er politisk i EU-landene, både inden for og uden for møntunionen. Socialdemokraterne i Tyskland og England har fået de første praj om, at de seneste års ny tillid er væk igen. Socialdemokratiet i Danmark har så sent som i år fået advarsel om, at det er tid for parti-ledelsen til at sikre sig efterløns-beviset.

Først var der ikke grænser for, hvor hurtigt det skulle gå med en ny folkeafstemning om dansk deltagelse i EU-møntunionen. Der var ikke tid til en drøftelse af, hvorfor vi ikke kan nøjes med den folkeafstemning, vi allerede har haft.

Vi har jo stemt om møntunionen og efter folketings-flertallets forslag, vedtagelse og råd sørget for, at den ikke gælder her i landet. Den danske undtagelse ligger desuden til grund for EUs nuværende traktat. Poul Nyrup pralede hanestolt forud for den danske afstemning om Amsterdam-traktaten af, at han ganske ene havde sikret danskerne folkeafstemnings-nej fortsat fra Maastricht-traktaten over til den ny.

Nu var der selvsagt ikke noget at bryste sig af, da Danmarks plads uden for møntunionen var vedtaget både af folketingets altovervejende flertal og ved en folkeafstemning. Det ville ganske enkelt være brud på grundloven, hvis den ny traktat tvang os ind i møntunionen.

Der er alt for få, der roser danske politikere. Men de har ret til at høste blomster, fordi Danmark faktisk ikke blev medlem af møntunionen. Ganske vist kun i den tid, da møntunionen ikke fandtes. Det er også noget at kunne sige om redeligheden på Christiansborg, at ingen tvang os til euroen, så længe euroen ikke var til.

Men straks den dag, da euroen blev søsat seneste nytår, og hvor det danske folketings og det danske folks undtagelse for første gang skulle virke, holdt statsministeren den nytårstale, hvor han undsagde folkets nej til euroen. Vi måtte alle styrte til fjernsynets farve-styring for at holde den røde farve i det nyrupske åsyn nede, mens han sagde det. Men han sagde det, og han kunne næsten ikke vente.

Det kunne hans økonomi-minister Marianne Jelved heller ikke. Hun har den fordel, at selvom hun er optræder på farve-fjernsyn, så kan kameraet kun gengive hende i sort-hvid. Gråt i gråt græd hun over, at hun var sat uden for møntunionen,  slet ikke var med til møderne, selvom det jo nok var selve tanken med undtagelsen.

Marianne Jelved vidste også, hvorfor vi ikke fra første færd havde sagt ja til euroen. Grunden er, at det danske folk er uoplyst. Derfor tog hun fat på at bruge millioner på oplysning om euroen. Da de danske politikere ind ad en kant har stemt for undtagelsen, må vi trøste os med, at fem sjettedele af landets folketingsmedlemmer er lige så uoplyst som stemmekvæget.

Men oplysningen gik i sort, da statsministeren fik efterlønnen i den gale hals og pludselig bedst kunne samle stemmer ved ikke at vise sig offentligt. Først Nyrups langtids-fravær fra skærmen fik socialdemokratiets meningsmålinger til glimtvis at stikke bagenden op over vandkanten igen. Og oplysningen gik endda i jelvedsk sort, da euroens kurs trods al praleriet ikke engang stak hovedet op over vandet, men gik tur på det europæiske arbejdsløsheds-havs iltfattige bund.

I morgen mødes socialdemokraterne til kongres. De skal snakke euro. Pressen har for længst målt, at der er stort flertal for euroen på kongressen - og for en hurtig ny folkeafstemning. Hovedparten af de socialdemokratiske vælgere er imod, sagde en meningsmåling for en uges tid siden. Men vælgerne er ikke parti-medlemmer, da slet ikke de socialdemokratiske EU-modstandere. Derfor bliver der næsten kun valgt ja-sigere til kongressen. Det bliver de ikke nikke-dukker af, for der er bare ikke andre at tage af. Partiet og kongressen er et vrangbillede af det socialdemokratiske vælger-folk.

Nyrup Rasmussen kan derfor så nemt som en nysen få kongressen med på euroen og en hurtig afstemning. Men nu vil han ikke længere det, han ville. Og han vilje er ikke at ville, men at ville vente. Fordi den seneste menings-måling viste, at der kun er ganske få fler ja end nej til euroen blandt danskerne.

Berlingske Tidende mener at vide, at Nyrup Rasmussen ikke vil have euro-afstemning, før der varigt gennem nogen tid har vist sig mindst 60 procents flertal for møntunionen. Om Berlingske nu har de bedste kilder i den sag kan ingen vide, men skrækken som grundlag for viljens øjeblikkelige udseende er der næppe tvivl om.

Der kører også rygter om, at Nyrup Rasmussen vil vente med afstemning til efter næste valg. Sådan er jo Tony Blairs euro-løsning i England, der først skal stemme efter næste valg. Man kan sige med sikkerhed, at i hvert fald Nyrups leder-vanskeligheder vil blive løst ved at følge den engelske opskrift, for han vil ikke være statsminister efter næste valg i Danmark, selv ikke hvis socialdemokraterne går frem. Ingen kan være i tvivl om, at Nyrup vil overlade sit lederskab til en anden i god tid inden næste valg. Og Det radikale Venstre er så nedslidt af mange års regerings-deltagelse til højre og venstre, at partiet nødvendigvis må i opposition for at vinde kræfter og få bare een selvstændig tanke.

Og dermed breder skrækken sig til de muligt kommende statsministre, blandt dem Venstres Anders Fogh Rasmussen. Vi ved fra det danske nej ved folkeafstemningen i 1992, at en borgerligt ledet regering ikke kan få dansk deltagelse i en EU-udvidelse igennem, hvis hovedparten af modstanden findes hos socialdemokratiske vælgere. Og det er jo tilstanden. Og samtidig kan en EU-udvidelse ikke blive godkendt af vælgerne, slet ikke af socialdemokratiske vælgere, så længe statsministeren hedder Poul Nyrup Rasmussen. Og det er jo tilstanden.

Mon ikke vælgerne snart er de eneste, der kan hjælpe politikerne med at få gennemført det modsatte af, hvad vælgerne vil? Jeg vil råde alle EU-modstandere og euro-nejsigere, som bliver spurgt af menings-målerne, til frejdigt at svare, at de vil stemme ja til euroen.

En menings-måling er jo ikke et valg, men en udspørgen, der endda ofte har til hensigt ved fordrejede spørgsmål at få folket til at godkende, hvad folket er imod. Vi er som folk blevet snydt så mange gange af den slags, at vi nu må vælge at være vor egen skæbne.

Sig ja til euroen i menings-målingerne, så der hurtigt bliver målt 60 procent ja. Så kommer nemlig folkeafstemningen hurtigt, og danskerne kan gøre ved euroen, hvad fodbold-spillerne lige har gjort ved italienerne.

Dansk politik er ikke at ville. Men at ville vente. Når ingen vil lytte til os eller holde løfterne til os, må vi lære dem, at de kan vente sig.

© Poul Erik Søe 10. september 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside