Støt tyskerne i
at tale tysk i EU
Tysk skal ligestilles med engelsk og fransk - og dansk!

Tyskerne er ved at vågne i EU. De vil være tyskere, og de vil tale deres eget sprog. Det burde være en selvfølge, men er det ikke. 

Striden er gammel, men i denne uge lød der våbengny på ny. På et møde i Finland, som lige nu har formandsskabet i EU, gjorde Tyskland og Østrig atter krav på, at deres sprog skulle tolkes. Finnerne har fra første færd valgt at køre efter EU-reglerne, som siger, at der skal tolkes på engelsk og fransk - og på sproget i det land, der for et halvt år har formandsskabet.

Det er den tyske forbundskansler Gerhard Schröder, der er ivrig for, at tysk skal være EU-sprog. Han ved af bitter erfaring, at undertrykker man et folks selvfølgelige ret, der altid indledes ved sproget, fører til det folkelig indsigelse, og handler man mod den folkelige indsigelse ender det i yderligtgående kræfters frie spil og til sidst i vold.

Danmark skal støtte tyskernes ønske om, at tyskerne har ret til at tale tysk på EUs møder. Men Danmark skal ikke gøre det af de grunde, tyskerne selv kommer med. Tyskerne vil have tysk sprog godkendt, fordi tyskerne indtil nu har betalt mest til EU, og fordi tysk faktisk er det største sprogområde i EU.

Det er en ringe måde at kæmpe for den folkelige selvstændighed på. Det kan faktisk ikke være værre. Tyskerne slår altså på, at den bedste økonomi skal bestemme, eller at det største indbyggertal skal have magten. Det er just den selvovervurdering, der af historiske grunde hos mange opfattes som særligt veludviklet i Tyskland.

Nej, tysk skal selvsagt være EU-sprog, fordi EU hævder at være et samarbejde mellem folkene, der netop er kendbare på deres livgivende forskellighed. Sproget er hvert folks spejl. EU har med sin falske drøm om hovedsprog og sit internationalistiske, katolske flag længe fremstået som en enhed, hævet over folkene. Det er denne folke-fjendske opfattelse, der skal kæmpes imod.

Tysk har samme ret som engelsk og fransk - og som dansk! Det er ene og alene ens eget folkelige sprog, der kan skabe den åbenhed, som EU-tilbederne nævner i festtaler og den ny kommissions-formand Prodi nu ved sin tiltræden. Til daglig trædes åbenheden under fode.

Intet EU-papir bør have gyldighed, hvis det ikke foreligger på det sprog, der tales i et medlemsland. Ingen tale har ret, på åbne eller lukkede møder, hvis den ikke af ethvert menneske i EU-samarbejdet kan føres på det menneskes eget sprog.

Poul Nyrup Rasmussen og Marianne Jelved vil i det kommende år køre en propaganda, der skal få os til at sige ja til euroen og EUs nye møntunion. Deres vigtigste grund til nu er, at Danmark skal sidde med om bordet, hvor der bestemmes.

Men det har ingen mening at sidde med om bordet, hvis Danmarks økonomiske fremtid og velfærdens overlevelse afhænger af, hvor godt engelsk eller fransk vore forhandlere taler. Enhver ved, at ingen, ingen, ingen på et fremmedsprog kan udtrykke, hvad der egentlig er indeholdt i modersmålet.

Demokratisk er vi nået derhen, at systemet i sig selv skubber størstedelen af det danske folk ud som folkevalgte og regerings-udsendinge i EU. Engang var det jord-besiddelse, der var grundlaget for stemmeretten og valgbarheden. Nu er det sprog-kundskaberne. Holder vi fast ved den indskrænkning af grundlov og demokrati, så har vi ganske enkelt ikke noget demokrati mer.

Der er danskere, som har gået så længe i EU-systemet, at de kunne tænke sig eet sprog. Lone Dybkjær hører til dem. Det er en gentagelse af den katolske kirkes forsøg på at gøre latin til hovedsproget. Det er en gentagelse af vor egen søllehed, da vi påtvang slesvigerne, friserne, færingerne, islænderne og grønlændere det danske sprog. Tvangs-latin og tvangs-dansk fik historiens dom, og det får tvangs-engelsk og tvangs-fransk også.

Det koster mange penge at tolke, i mellemfolkeligt samarbejde. Og i EU vil det blive endnu dyrere med udvidelsen mod øst. Men sprogenes og folkenes forskellighed er det eneste ægte, et mellemfolkeligt samarbejde kan have som kilde.

Derfor er pengene til at sikre modersmålets brug de væsentlige, der overhovedet gives ud. Det er de penge, der skal sikre, at enhver er lige i demokratiet. Ellers fortsætter det politiker- og embds-magtmisbrug, som i dag kendetegner EU. Den indsigt, man kun får i sagerne på ens eget sprog, er netop, hvad der i dag er fraværende i EU. Derfor er der svindel og bedrag. Folkets sunde selvkontrol på dets eget dagligsprog er sat ud af spil.

Det kunne være en del af løsningen, at de enkelte EU-landes regeringer fik ansvar for tolkningen i EU og selv skulle udrede udgifterne. Det ville understrege folkenes selvstændighed, at deres valgte og udsendinge mødte op med tolke, hyret og lønnet af hjemlandene.

Det ville også sikre, at millionerne af EU-papirer blev færre, fordi anstændighedens grænser ville dukke op, og at hvert papir virkelig var kendt i hvert af EU-landene, tilmed på et tidligt tidspunkt. Det kunne fremme, at hvert medlemsland får papirerne, så folket kan få indsigt i dem før beslutningerne og ikke som nu lang tid bagefter.

Lad os sige til tyskerne: - Tal tysk og vedbliv at tale tysk. Jeres sprog er i enhver henseende på højde med fransk og engelsk, alene fordi det er jeres sprog. Men I skal ikke kæmpe for jeres sprog for storhedens skyld. I skal sammen med os kæmpe for hvert folks ret til dets eget sprog.

© Poul Erik Søe 15. september 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside