Grundtvigskirken på Bispebjerg
Riv Grundtvigskirken ned
Ikke en mindekirke for Grundtvig, men en skamstøtte for en folkekirke, der ikke engang under en tyveknægt en salmebog 

Eftertiden ville sætte Grundtvig et minde. Det blev til den kirke på Bispebjerg, der nu bærer hans navn, Grundtvigskirken. Som alle andre kirker er den et læs sten, stablet pænt oven på hinanden. Grundtvigskirken er tilmed stablet omhyggeligt efter kunstnerisk indsigt og sindbilledlige indfald, mere til arkitektens pris end til den Grundtvig, der har fødselsdag i dag.

P V Jensen-Klint indledte kirke-byggeriet, og sønnen, Kaare Klint, fuldførte, så der gik nitten år, før helheden stod der. Flere i samme slægt har bidraget til udsmykningen. Landsbykirken, der lige som klokken ikke er til hovedstæder, er blæst op til basilika, og bygningen er som stenstablings-kunst værd at værne, hver af de omkring seks millioner sten endda.

Men stenene har fået form for at rumme kirke og være minde for Grundtvig. Der er altså et andet mål for det indemurede rum end at være storslået arkitektur. Men for det mål er døden indtrådt i Grundtvigskirken. Kirkens nutidige forvaltere har indrettet kirken som et gravsted, hvor kirkepersonalet i ulasteligt sort slikker solskin ved indgangsdøren for at vogte gravfreden.

Jeg har just været i Grundtvigskirken med 56 mennesker, som i den svundne uge rejste landet rundt for at gæste steder, der er minder for Grundtvig og udgangspunkt for et nutidigt samliv med hans åndsværk. Jeg havde forud gjort den pagt med Grundtvigskirken, at vi kom for at synge morgensang.

Men Grundtvigskirken havde låst salmebøgerne inde. Da vi spurgte efter dem, fik vi at vide, at man aldrig lånte dem ud, for de blev stjålet af turisterne. Man havde skiftet dem ud tre gange. Andre deltagere på turen blev underrettet om, at Grundtvigskirken også er udsat for, at børn piller sider ud af salmebøgerne.

Nu har vi jo kirkeligt længe været der ude, at vi bør juble over, at nogen overhovedet gider stjæle en salmebog, for de fleste gider end ikke røre den. Og hvis Grundtvigskirkens største vanskelighed i forvaltningen af den grundtvigske arv er børn, der piller sider ud, så må man dog i det mindste glæde sig over, at børnene er nødt til at åbne salmebogen for at pille.

Der var ikke et øje andre end os i Grundtvigskirken, bortset fra menighedens hyrede sortklædte vogter-øje, der - mens vi var der - intet, intet, intet havde at tage sig til, bortset fra i en af indgangsdørene at fryde sig over den signede høstdags sol-kys. 

Vor tids fastansatte pave vogtede ikke over nådemidlerne, men over den enkle tryksag, der hedder en salmebog. Hvor let kunne han ikke have givet adgang til det allerhelligste og ladet os låne salmebøgerne, som skik er i danske kirker, og hvor god tid havde han ikke til bagefter at tælle bøgerne op på ny - eller ligefrem kropsvisitere os?

Hvor mange sukke har der ikke lydt over, at folk kommer i kirkerne kun for at se kirkekunst og bygnings-håndværk, men uden mindste optagethed af det ord, der helliger huset? Men nærmer nogen i Grundtvigskirken sig blot yderkanten af den kristendom, der klarer sig uden bagte, gule teglsten, så vil vogteren i menighedsrådets navn sørge for, at de straks blive bragt på andre tanker og ført tilbage til kunst-skyggens fortryllende drøm: "Du gækker de arme, der søge omsonst, hvad hjertet begærer i billed og kunst".

Men Grundtvigskirken har skam kiosk. For håndører kan du købe tryksager, der indfører i hver murstens omhyggelige stilling i forhold til den næste, i tårnets højde og skibets længde. "Når skyggen er ligest, da hulke de små, som stirre derpå".

De 2000 pladser, næsten udelukkende arkitekttegnede stolede, stod aldeles tomme, men sirligt på række. Hvis gamle Grundtvig var trådt ind i denne kalkede grav og havde taget plads på et af de flettede sæder, ville vogteren ikke været optaget af andet, end om stolen stod lige, når han lettede sig på ny. 

Grundtvig blev jo i sin egen tid sat under kongelig censur, så han intet kunne udgive uden godkendende stempel. Og datidens gejstlige fangevogtere hindrede, at Den signede Dag og hans andre salmer blev sunget. 

Det minde, Grundtvigskirken sætter over præsten, digteren og historikeren, er da først og fremmest en smålig fortsættelse af indeburingen. Det væsentligste er stadig at hindre, at Grundtvig bliver sunget. Vi indså således hurtigt, at vi var kommet til et arkitektonisk helligsted og ikke i en dansk folkekirke - og da slet ikke det danske folks fælles mindested for Grundtvig.

Vi indrettede os derfor efter den hellige murstens-samling og fortalte udelukkende noget om arkitekten, bygningen og håndværket. Vi ville ikke krænke Grundtvigs minde med en salme, som blot alt for tydeligt ville havde understreget forskellen på åndsværket og håndværket. Vi ventede med den enkle morgensang, til vi sad i bussen med lukkede døre og egne bøger, sikre på ikke at krænke den bispebjergske gravfred med utidige hymner.

Grundtvig fik udmærkelse for sin prøve-prædiken med den udfordrende titel "Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?". Men spørgsmålet har først fået svar nu næsten 200 år efter. Det er turisterne, der har stjålet det.

Det er ganske fristende at tumle med den tanke, at hvis Huset forsvandt, så var måske Ordet tilbage, og kirken ville ikke længere trænge vogtere, der hindrer ordets brug. Derfor - riv Grundtvigskirken ned. Den er ikke en mindekirke for Grundtvig. Den er en skamstøtte for en folkekirke, der ikke engang under en tyveknægt salmebog til at lade mund og hjerte gøre en pagt.

Men før vi går i gang med bulldozerne, kan vi da gøre et sidste redningsforsøg. Enhver ved, at Det danske Bibelskab ivrigt deler Bibler ud, så natbordsskufferne på hotelværelserne altid rummer mulighed for forkyndelse i sengelampens skær. Tallet på stjålne Bibler er en målestok for, hvor vellykket tanken er.

Det danske Bibelselskabs indsats bringer mig på den tanke, at vi som folk må kunne hjælpe på den iøjnefaldende nød i Grundtvigskirken. En landsindsamling til godtgørelse for Grundtvigskirkens tab på brug - det slider jo på bøgerne alt det syngeri - eller brugstyveri af salmebøger er da det mindste, vi kan gøre. Send dit bidrag til Grundtvigs Kirke, På Bjerget, 2400 København NV.

© Poul Erik Søe 8. september 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside