Euroen er gældfærd
i stedet for velfærd
Det radikale Venstres hykleriske og taktiske omgang med euroen og indflydelsen

Det radikale Venstre slap ud af sit landsmøde, sådan som partiledelsen taktisk havde planlagt det. Euroen skulle med vedtages for enhver pris nu. Som en landsmøde-deltager sagde, så faldt det radikale ja efter 45 minutters drøftelse, hvor socialdemokraterne har afsat et år til debatten.

Fremgangsmåden var den, at udenrigsminister Niels Helveg Petersen, der hele tiden helst vil ligge på EU-højde med Venstre og Konservative for at holde på Det radikale Venstres borgerlige flertal af vælgere, var sat til at gå for vidt, så landsmødet kunne hale ham i frakkeskøderne. Han kunne ganske gratis foreslå, at alle fire forbehold blev jordet. Det passer ham også godt at kunne slå lidt om sig med det synspunkt hos EUs andre udenrigsministre, mens endnu et af de millioner gruppebilleder af magthaverne skal optages på endnu et slot.

Ikke overraskende kunne udenrigsministerens forslag ikke gennemføres på landsmødet, men det var heller ikke meningen. Det skulle blot mildne luften for de klippede får. Nu kunne de tre fjerdedele af de radikale landsmøde-folk hævde, at når de udelukkende sagde ja til euroen, så var de ikke så EU-ivrige som partiledelsen, og at de næsten havde vundet en sejr. Skønt de dermed kun sagde ja til nøjagtigt det, som partiledelsen ønskede sig.

Den første menings-tilkendegivelse til landsmødets opførsel kom fra en undersøgelse, der viser, at danskerne går den stik modsatte vej af Det radikale Venstre. Ifølge Morgenavisen Jyllands-Postens tekst-tv på TV3 er den danske tvivl om euroen vokset til 22 procent, og det er største tvivl, der er målt i tre år. Partierne, nu også det radikale Venstre, er lukkede kredsløb, der aldeles uden hensyn til vælger-synspunkter kører deres eget magtpolitiske spil.

Den anden menings-tilkendegivelse til Det radikale Venstres landsmøde-ja til euroen kom fra delstaten Sachsen i Tyskland. Her blev det tyske regerings-parti socialdemokraterne sendt ned på laveste vælger-tilslutning siden anden verdenskrig. Kun 10,7 procent af sachserne stemte på regeringspartiet. Det er ikke engang halvt så mange, som det tidligere kommunistparti fik, og de borgerlige krist-demokrater rendte med 56,9 procent af stemmerne.

Det er euro-møntunionens skyld, at det er gået så tordnende galt for de regerende socialdemokrater. I hele forberedelses-tiden før euroen og i år, hvor euroen er virkeliggjort, har de folkevalgte i Tyskland mistet deres handlefrihed. Derfor ligger ledigheden farefuldt omkring fire millioner i Tyskland. Derfor kan tyskerne ikke klare deres egen øst-udvidelse, genforeningen med Østtyskland, uden stor gældsætning. Og derfor er regeringen tvunget til en sparepolitik, der skal holde euroen oppe, men som svigter løfterne til østtyskerne.

Det er hele denne afgørende udvikling, som ikke var med i økonomiminister Marianne Jelveds forsvar for euroen på det radikale Venstres landsmøde. Heri gemmer sig også hykleriet. For netop det radikale Venstre lagde forud for danskernes ja om Amsterdam-traktaten vægt på, at det vigtigste var udvidelsen af EU med østlandene. Med euroen er der ikke råd til udvidelsen. Østeuropæerne skal gøres til andenrangs deltagere i EU. De kommer på det, der så smukt i Danmark hedder integrationsydelse.

Marianne Jelved og Niels Helveg Petersen er ganske enkelt holdt op at bruge de store, smukke ord om EUs udvidelse mod øst. Når de taler om euroen, lægger de ikke op til debat ved at nævne knasterne, men laver blot økonomiske reklame-skilte uden hold i virkeligheden.

Der tales ikke om euroens farlige svækkelse gennem det første år. Der siges ikke et ord om zig-zag-kursen, der viser, hvor svag euroen er. Når euroen falder, fremstilles det som en kæmpefordel, hvor vi før altid hørte, at det gode ved danske økonomi var den faste krone.

Pillet fra hinanden er der i de radikale partilederes grunde til at sige ja til euroen kun tilbage de gentagne ord om, at Danmark ved at gå ind i møntunionen skal få "størst mulig indflydelse". Det er blevet sidste og eneste grund til at sige ja. det går endda så vidt, at selv om man er modstander af euroen, så bør man sige ja for dansk indflydelses og danske interessers skyld.

Men også talen om "størst mulig dansk indflydelse" er hykleri. Udenrigsminister Niels Helveg Petersen har jo for kun få måneder siden klaget over, at de store i EU har tiltaget sig for megen magt og indflydelse. At gå ind i møntunionen er i virkeligheden blot at deltage endnu et sted, hvor de store EU-lande har magten og indflydelsen. Og selv ikke den enfoldigste kan tro på, at de store lande i særlig grad vil give afkald på indflydelse, netop når det handler om økonomien.

I øvrigt er de vedvarende prædikener om indflydelse jo stik modsat de løfter, som især de tyske politikere til højre og venstre måtte give vælgerne før Tysklands deltagelse. Meningen var, at euroen skulle være en fri og stærk valuta, skulle afspejle de faktiske økonomiske tilstande i EU, og altså være uden politisk påvirkning. Sådan gjorde den tyske mark sig stærk efter anden verdenskrig, fordi forbundsbanken var fri af politikernes lyst til udsalg i valg-tider. Sådan har den danske krone holdt sig stærk, fordi dens skæbne ligger helt og aldeles i Nationalbankens hænder og ikke skyldes pilfingrede politikere.

Marianne Jelved siger økonomisk set det værste, der kan siges om euroen, nemlig at den er, hvad hun kalder et "politisk projekt". Brovtende taler hun om, at hvis økonomer skulle have skabt euroen, så var den aldrig blevet virkelighed. Det har hun så inderlig ret i, men det er jo netop ikke politikerne, der har skabt efterkrigens stærke tyske mark og danske krone. Politikerne var tvunget til at holde sig uden for, og derfor gik det. De to valutaer var ikke på udsalg, når der skulle hales stemmer hjem.

Vi ved nu fra Tysklands omgang med euroen, hvordan den virker. Dansk deltagelse i møntunionen bliver gældfærd i stedet for velfærd. Og euroen er selve forklaringen på, at der nu skal skæres i dansk velfærd, fordi vi skal tilpasse os de andre i møntunionen på forhånd.

Marianne Jelved rammer lige i plet, når hun varmt taler for, at euroen er "et politisk projekt". Euroen er et nyt politisk magt-redskab i hænderne på Europas store lande. Det bliver ikke bare de nuværende små EU-lande som Danmark, der må makke ret. Det bliver også de små lande i øst, der blev stillet håb i udsigt med EU-medlemsskab, men som nu er skubbet længere ud, ganske enkelt fordi euroen ikke kan bære en hurtig optagelse.

Der er ikke sammenhæng i Det radikale Venstres synspunkter om euroen. Det er løsrevne reklame-skilte, der spredes ud langs landevejene. I landsmøde-dagene hørte vi Det radikale Venstres medlem i EU-parlamentet, Lone Dybkjær, sige, at egentlig er der fem forbehold, de fire danske  - og så det femte, de andre EU-landes forbehold over for os. Og på selvsamme landsmøde siger udenrigsminister Niels Helveg Petersen, at de andre EU-lande ikke presser Danmark for at ændre forbeholdene. De er vor egen sag. Sammenlagt viser de to udsagn, at Det radikale Venstre er tvetunget og hyklerisk. Man opfinder bare smarte salgsord - og et øjeblik efter husker man ikke, hvad man selv har sagt samme dag.

© Poul Erik Søe 20. september 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside