Tak til Poul
for de pæne ord

Åndstom kongres i landets største regeringsparti

Der er mere ånd i andespil end på socialdemokraternes kongres. Partiet er så udpint i medlems-skaren, at der ikke er livgivende modsætninger tilbage, endsige unge, der tør en ny fremtid.

Selv en Svend Auken, der dog har været inden for på Vartov, nåede ikke længere i holdning og handling end til at fortælle en sølle vittighed om partiet Venstre, endnu ringere end den, partiets politiske ordfører Jakob Buksti gav af samme skuffe. Hurra for munterheden, men den må på et partis kongres have et politisk indhold. Man kommer dog sammen for målets skyld - og for samfundets.

Tak til Poul for de pæne ord, sagde Ritt Bjerregaard - tilbage i dansk politik efter at være faldet med den øvrige svindel-ansvarlige EU-kommission. Hvad skal vi andre så sige? I hvert fald ikke mere end den skulderklappende del af pressen, der har kaldt statsministerens ord til kongressen om euroen - en brandtale!

Men manden sagde da ikke et ord, vi har ikke har hørt før. Allerede i nytårstalen rådede han til at sige ja. Ingen af de grunde, han gav kongressen, er nye i euro-drøftelsen eller i Nyrup Rasmussens mund. Det var rene gentagelser, så den brand, der har været i talen, har holdt sig gående lige så længe som i siloen i Esbjerg. Og følgerne er - som med siloen - ruin.

Statsministeren mente, at danskerne skal sige ja til euroen for tryghedens skyld, for beskæftigelsens skyld og for at være med ved bordet, når vedtagelserne gøres.

Nu er ordet tryg i sammenhæng med euroen ikke et godt valg, og statsministeren har nok retteligt ment tryk. Der skal lægges tryk på danskerne, så vi siger ja til den euro, der siden indførelsen i elleve lande for godt otte måneder siden er sygnet og visnet, og hvis voldsomme kurssving er den rette målestok for den utryghed og ustabilitet, euroen har medført for de elleve lande.

LO har lavet en undersøgelse, der viser, at Danmark vil klare sig godt uden møntunionens euro. Enhver ved, at dansk økonomi er bedre end i de elleve lande, der er blevet undertrykt af en politisk euro-rus, som hurtigt viste sig at være aldeles ude af pagt med virkeligheden. Den tryghed, som Danmarks nuværende økonomi giver, vil være sat over styr, når vi tager på søsyge-rejse på det gyngende, bundløse euro-hav. Selv i de otte måneder, euroen har været i kraft, er dansk økonomi bedret til gavn for trygheden.

Når statsministeren derefter vedvarende, nu også på kongressen, taler om at sige ja til euroen for beskæftigelsens skyld, så er det ikke bare grebet ud af den blå luft, men stik imod kendsgerningerne.

Det tror statsministeren ikke, når danske euro-modstandere siger det til ham. Men han vil mandag morgen efter kongressen været tvunget til at kigge over grænsen til vort naboland. Tyskerne har givet euroens følger en ordentlig begmand ved delstats-valgene i denne måned og nu igen i dag. De kristelige Demokrater har søndag fået flertal alene i delstaten Thüringen, og socialdemokraterne ser ud til at miste borgmester-posterne i tidligere sikre storbyer som Köln, Dortmund, Münster og Bonn.

Der er kun een grund til, at tyskerne har brugt delstats-valgene til at stemme imod socialdemokraterne og den siddende socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder. De har mistet trygheden. Netop den tryghed, som Poul Nyrup Rasmussen lover herhjemme, men som tyskerne på deres egen krop har følt svinde væk under de politiske stramninger for at gøre rede til euroen og efter euroens indførelse. 

Tyskland har ikke på nogen måde fået mindre ledighed, mange steder tværtimod øget ledighed efter euroens indførelse. I Thüringen, der jo er gammelt Luther-land, kan man ligefrem tale om en politisk reformation. Det viser sig, at 47 procent af de arbejdsløse søndag har stemt på det konservative parti, De kristelige Demokrater. Socialdemokraterne kan slet ikke nå op på det tal. Tydeligere kan det ikke siges i et land, der er med i euro-møntunionen, at arbejder-vælgerne ikke ser nogen som helst tryghed og slet ingen løsning af beskæftigelsen.

Det er euro-møntunionen, der er skyld i, at Gerhard Schröders tyske socialdemokrater sammen med De Grønne ikke kan føre den politik, de er gået til valg på. I stedet har socialdemokraterne og grønne punkt for punkt måtte gentage den kristeligt demokratiske kansler Helmuth Kohls politik med stramninger. Det er velfærden, der flænses i, trygheden, som skæres i skiver. Og samtidig er også de tyske investorer blevet usikre efter euroens indførelse, så de i de otte måneder har valgt som aldrig før at sætte deres penge i virksomheder uden for Tyskland.

Endelig taler Poul Nyrup Rasmussen om, at vi skal sidde med om bordet for at få indflydelse på møntunionen. Mon nogen ved sine fulde fem tror på de ord. For bare få måneder siden klynkede Poul Nyrup Rasmussens udenrigsminister, Niels Helveg Petersen over, at de store lande i EU på det seneste har tiltaget sig al for megen magt. Det er nok mere end enfoldigt at tro, at de store lande lige netop i pengespørgsmål straks skulle opføre sig anderledes, hvis Danmark kommer med i møntunionen, siden de allerede nu groft bryder regler, skik og brug i EU, så de små lande end ikke får den indflydelse, de kan tilkomme. Men - med Ritt Bjerregaards udsagn på kongressen - tak for de pæne ord, Poul.

Sammenlagt er Poul Nyrup Rasmussens kodeord for euro-drøftelsen: Tryghed, beskæftigelse og indflydelse.

Tænk, hvis han havde valgt andre livord: Handlefrihed, selvstændighed og velfærd.

Det er handlefrihed, vi mister, for mellem det, vi skal sidde og drøfte ved bordet i EU, er fælles skattelove og dermed også sociallove. Det er selvstændighed, vi mister, fordi den økonomiske ligestilling, der i Danmark er større end i noget som helst andet land, netop står for skud i møntunionen. Og det er velfærd, vi mister, fordi vi ikke længere får frihed til indrette os, så der også bliver noget til de svage.

Det er fjerde gang, danskerne skal stemme om euroen. Måske er det en overraskelse for nogen.

Euroen var del af Maastricht-traktaten. Den stemte vi om i 1972 og sagde nej.

Året efter havde folketingets flertal, mer end fem sjettedele af medlemmerne, skrevet den nationale fodnote, som indeholdt et nej til euroen. Politikerne vedtog selv det nej, før danskerne blev spurgt. Danskerne blev af samtlige partier opfordret til at stemme for Maastricht-traktaten med et nej til euroen som vedhæng.

I 1998 stemte vi for tredie gang. Denne gang om Amsterdam-traktaten. I forvejen havde statsministeren gjort det danske nej til euroen til del af den ny traktat. Folketinget vedtog traktaten med det danske nej til euroen. EU-partierne rådede danskerne til at godtage traktatens med dens danske nej til euroen, som de selv havde indbygget i aftalen.

Nu skal vi så stemme for fjerde gang. Der er på Christiansborg aldeles ingen agtelse for danskernes tre gange gentagne nej til euroen, sidst så sent som i 1988.

Men socialdemokraterne lytter ikke, og de er derfor dømt til endnu en vælgermæssig nedtur, mens de kæmper for den euro, der ikke burde være deres sag. Nyrup Rasmussen lytter heller ikke, skønt han ikke til nu har givet sit parti andet end nedture - selv mellem valgene, og det er da usædvanligt.

Den store dame fra Brüssel var kommet hjem og var pludselig ikke - som englene i Viborg domkirkes kor - noget over naturlig størrelse. Ritt Bjerregaard kunne da godt se, at der var noget galt, når kun halvdelen af de danske vælgere stemte ved det nylige EU-valg. Hvad var så hendes råd? Jo, hun sagde til partifællerne: - Vi skal tage endnu et nøk for at få befolkningen med.

Men da det jo, som valget viste, står halvt om halvt med EU-optagetheden i det danske folk, så må det være slut med umyndiggørelsen, hvor politikerne prøver at tvinge befolkningen med. Nu er det tværtimod folket, der skal tage et nøk for at få politikerne med. Det kan folket med mindst lige så god ret kræve af politikerne. Der er morgenluft for et selvstændigt Danmark, og den politiker, der ikke indser det, ender med at stå tomhændet med sine nøkker.

Hvor rørende var det ikke, da Ritt Bjerregaard sagde til socialdemokraterne om euro-propagandaen: "Lad nu være med kun at lave store møder, hvor I alligevel bliver enormt skuffet, når der ikke kommer de mange mennesker, som I havde regnet med."

I stedet mente hun, der skulle snakkes euro på loppemarkedet og skovturen. Hun vil hurtigt komme til at skrive i dagbogen, at der altid er noget i vejen, når familien skal i skoven.

Statsministeren fik efter Danmarks Radios uskik - som slutning på folkelige møder - det sidste ord. Han mente, at Socialdemokratiet er "garanten for, at vi kan få alle synspunkter frem om euroen, både fordele og ulemper".

Det er jo sære ord, når man ved, at kongressen måtte ændre på partiledelsens ordvalg, så også oplysningen om euroens ulemper overhovedet blev nævnt. Og at et hovedbestyrelses-medlem, der er modstander af euroen, og som ville organisere modstanden, straks blev sat på plads. Ingen over og ingen ved siden af partiet. Socialdemokrater prøvede organiseret modstand mod EU i 1972, da danskerne sagde nej. De socialdemokrater blev smidt ud af partiet.

Frihed for Loke såvel som for Tor. Lokes læber syer vi sammen. Men alligevel. Tak til Poul for de pæne ord.

© Poul Erik Søe 12. september 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside