Ada i Husum

Torsdag sad jeg i regnvejr i det sydslesvigske Husum under en stor solskærm med en øl. Vi havde ugen igennem fulgt studedrivernes, soldaternes, rakkernes, kræmmernes og pilgrimmenes vej fra Thy. Fødderne havde i ugens løb fulgt spor, som folk i bronzealderen, jernalderen, vikingetiden og middelalderen trådte først. Da danerne kom til Danmark, fulgte de samme spor, men den modsatte vej som landets nye herskere.

Nu var vi ved vejs ende. De andre var spredt ud over den gamle, danske markedsby. Jeg sad og tænkte på, at tidens nye religion, internationaliseringen, i sit indhold, handelen og samkvemmet, var så ældgammelt som vejsporene, men i sit væsen tomt og farligt, fordi det, der gemmer sig i ord som inter og nation, det mellemfolkelige, er sat ud af kraft. Internationaliseringen vil ophæve folkene, fordi sprog og historie ses som handelshindringer.

Det gamle stræde ligger tomt i regnen. Kun nu da går et par regnskærme hastigt forbi. Men der løber en lille pige og leger ude i det våde. Moderen står af og til i døren for at se efter hende. Den lille kredser efterhånden om mit bord, og jeg kan høre, at hun øver sig på at sige noget til mig, når hun om lidt får mod nok.

- Kan du tale frisisk, spørger hun så på tysk og sætter sig. Det skal man nemlig kunne, føjer hun til.

Jeg siger de fire frisiske ord, jeg kan, men det vigtige for hende er at få sagt, at hun kan tale frisisk.

- Ved du hvad? spørger hun så, fordi hun vil holde samtalen gående. Når min mor putter mig i seng, så gør hun det på frisisk. Og det gør min Oma også.

Hun hedder Ada, er fire år, og de bor hos bedstemoderen. Eller bedstemoderen bor hos dem. Da hun har spurgt sig frem til, at jeg er fra Danmark, er der stilhed med regnmusik.

- Ved du hvad?, spørger hun så, og det gør jeg ikke. Men det gør hun. Hun skal gå i dansk skole. Der er en sejrrig tone i ordene. Hun skal gå i Bredsted danske skole.

Jeg siger, at jeg kender godt den skole og har været der flere gange. Skolen underviser i frisisk, føjer jeg til, og i tysk og dansk.

- Ved du hvad, kunne du ikke komme til Bredsted og besøge mig om to år, når jeg går der? spørger hun, og jeg siger, at da jeg kommer til Bredsted engang imellem, så kan vi sige goddag til hinanden på frisisk.

Hendes mor kommer ud, og de følges hen ad strædet i regnen. Men lidt efter kommer Ada rendende tilbage for ivrigt at udbygge aftalen: - Kan du ikke komme om fredagen, for så tager jeg mit legedyr med?

Alene tilbage tænker jeg på Adas stolthed over sit frisiske. Et lille folk, spredt under flere staters tag, holder sammen på stumperne af det, der har mening i deres tilværelse, sproget som historie, der ikke bare knytter tråd til de døde, men er det kit, der binder nutidige mennesker sammen.

Hvor fattige er vi ikke som danskere? Hjertesproget er endt som en indlærings-sag, der måles med syge evalueringer. Vi tør ikke være et folk, skønt det at være et folk ikke skiller os fra de andre folk, men netop er bindemidlet til de andre, der som Ada med stolthed færdes i sit eget og netop derfor har agtelse for, at sådan har andre det også med sprog, historie og folk.

Om to år skal jeg til Bredsted. Om fredagen.

© Poul Erik Søe. Kommentar i Kristeligt Dagblad 28. september 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside