Antennen og kløften
Udsendelsen "Ved dagens begyndelse" i Danmarks Radio 25. oktober 1999

Gad nu vide, om Vera B Knudsen hører det her. Det gør hun nok.

Jeg ved ganske vist ikke, om hun er til endnu.

Men Vera vidste noget om radio, som jeg ikke har hørt andre have kendskab til.

Hun boede på Nøjsomhedsvej i København. Og hun bad hver morgen for den vestjyske højskole, jeg arbejder på. Og det kan der godt være grund til. Men det var smukt tænkt. Og Vera gjorde det på en særlig måde. Hun gjorde det altid, mens radioen sendte morgenandagt fra Københavns domkirke.

For, som Vera sagde, så er der flere, der hører det.

Den slags kræver tro, ikke på radioen eller morgenandagten, men på kraften i ens egen bøn og på en særlig antenne, som sidder inde i en selv, og som både kan sende og modtage.

Den antenne hed hos Vera ganske enkelt Gud. Og det er jo teologisk og teknologisk helt gak-gak, men det vidste hverken Vera eller antennen. De var aldeles upåvirket af et århundrede, hvor Gud ikke er i mennesket eller i naturen, men hvor Gud er så langt væk som muligt – og i hvert fald uden for videnskabens rækkevidde, så teologerne kan have Gud i fred.

Gud er ikke en antenne. Jeg ved det godt.

Og paradiset er jo et sted, hvor man ikke kan tage p3.

Så det er tænkeligt, de stiller ind på p1 hver morgen, selvom jeg tvivler. For det er da et ukristeligt tidspunkt, man skal snakke om Vorherre på - her lidt i syv.

Det er svært at sige, om Jesus var morgenmand. Der står flere steder, at han var tidligt oppe.

Men i hele det ny testamente siger han kun godmorgen een eneste gang. Det er efter døden. Det er efter, han er opstået. Godmorgen siger han til kvinderne, der har været ude ved den tomme grav.

Det er det muntreste godmorgen, man kan tænke sig. Han har ganske enkelt gået og gemt på det godmorgen hele livet til det rette øjeblik. Det er genfødslens godmorgen. Solen står op, som om man aldrig har set den før. Det ene ord gør, at man selv føler morgen i sjæl og krop.

Helt uden tvivl har H C Andersen genbrugt det godmorgen. Til sidst i eventyret om nattergalen ligger kejseren af Kina for døden. Engang havde han en ægte nattergal, som sang for ham. Men så får han en kunstfugl i gave, og den ægte fugl er fløjet. Kunstfuglen kan synge hele p3 forfra og bagfra, indtil valserne er slidt op – både i kunstfuglen og i kejseren. Og kejseren ligger og kæmper med døden.

"Kold og bleg laa Keiseren i sin store, prægtige Seng, hele Hoffet troede ham død, og enhver af dem løb hen for at hilse paa den nye Keiser; Kammertjenerne løb ud for at snakke om det, og Slotspigerne havde stort Caffeselskab."

Men så flyver den ægte fugl ind ad vinduet til kejseren og synger hans smerte væk.

Kejseren står op og trækker selv i sin kejserlige dragt.

"Tjenerne kom ind for at se til deres døde Keiser; - - jo der stod de, og Kejseren sagde: - God Morgen!"

Jeg har selv engang villet skrive en morgensang til Gud. Men den gik på valser ligesom kunstfuglen. Det var i firserne, hvor mange digtere tog fat på at skrive salmer. Jeg kunne jo ikke vide, at jeg ikke var digter, da jeg aldrig havde prøvet. Men god morgen! Det blev til een eneste linje, på tonen til en fødelandssang.

De uforglemmelige ord lød sådan: ”Jeg har en Gud, som dårligt ka' bli' meget mindre”. Så kom jeg ikke længere. Grunden var, at meget mindre skulle rime på mit eget indre. Det var Gud, der boede i mit eget indre. Men så stod der pludselig mindst firs teologer og rykkede i min kuglepen. Gud er jo ikke inde i os, sagde de. Så nu ved verden ikke, hvad den er gået glip af.

Måske er der efter teologernes mening slet ikke plads til Gud inde i os, ikke engang sådan en som min Gud, der dårligt kan blive meget mindre, ikke engang til en antenne som Veras - af den slags, som kan foldes sammen.

Men tro nu ikke, teologerne er så tossede endda. Det, de vil sige, er jo, at mennesket ikke er guddommeligt. Nu er det jo heller ikke det første indfald, man ville få. Men frygten for at gøre Gud alt for nærværende er, at hvis det guddommelige er i mennesket, så vil vi straks buksebulende brovte os af selv at være guddommelige. Derfor vil nogen teologer have Gud på afstand. Han er uden for os.

Der er et sted, hvor digteren Ole Sarvig taler om Guds nærhed. Han siger, at Guds nærhed er som en kløft i vore sanser.

Den er god. En kløft er en spalte af ingenting. Den er V-formet som en smerte. Kløft, ja, ordet vil jo sige afstand. Som i generationskløft, afstanden mellem ung og gammel. Gud er på afstand, men den afstand er ikke langt væk fra os, den er i vore sanser – som en nærhed.

Gud kan ikke scannes inde i os. Gud giver ikke udslag på måleapparaterne. Men Gud er i os, som en afstand i vore sanser. Kløft er i slægt med ordet kløgt. Kløgt vil sige at kunne skelne. En kløvedal i vore sanser, et sæde for det guddommelige. ”Vor Fader så huld! Du gerne vil trone i templet af muld...”

Jeg håber, I kan høre, jeg har antennen ude, jeg har bare styr på det hele. Ja, godmorgen...

© Poul Erik Søe i "Ved dagens begyndelse", Danmarks Radio 25. oktober 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside