For hugorme
er kulde fred

Udsendelsen "Ved dagens begyndelse" i Danmarks Radio 28. oktober 1999

Et solur i England bærer ordene: ”Livet er kun en vandrende skygge”. Det er jo at lade sig narre. Der er en virkelig sol og en virkelig pind, som er skyld i den skygge. Der er lys, før der er skygge. Det eneste, uret får sagt os, er, at der er tid nok - men al tid er ikke til os.

Tiden
kan ikke tælles.
Den går
mod dig som en strøm.
mens du
skruer viserne frem.
Tiden
står kun stille,
når du er 
oppe imod den.

Grundtvig kender et land, hvor tiden ikke har tand. Tiden sætter sig ikke spor. Hvis ordene ikke passer til tiden, så er det ikke kun, fordi Grundtvigs tid var en anden, men fordi han tog tid på en anden måde end vi.

Vi stjæler
hinandens dage
uden at kunne bruge dem.

Derfor har vi for få af dem. Derfor er nogen af dagene tomme. De er skygger, der vandrer videre. Vi kalder døden liv, og lyset ser vi kun som den skygge, vi kan måle.

For hugorme
er kulde
fred.

Sådan stivner tiden i viserens skyggebillede. Vi vil så gerne være nærværende lige nu og her. Men lykkes det at være til stede lige nu, så er alle de andre bagud eller forud, og så er man alene som aldrig før. Og sådan bliver selv det dyrebareste til rutine og tomgang.

Et sekund er du faldet til svin,
men minutbrød og klokke-ren vin
gør dig fri til at hjælpe din næste,
men sker det til eget bedste,
falder klokken i slag
på dommens dag,
som dog bare er fire sekunder,
før viserens næste runder
gør dig fri på ny
på en paradissky,
som du helst skal dele med en anden,
ellers er du forvist til fanden,
dog kun til 13'13'',
så er forladelsen atter på pletten.

Foruden Søren Kierkegaards ord om at være nærværende i dag, har vi Grundtvig, der siger NU. Grundtvig-granskeren Kaj Thaning lagde vægt på, at Grundtvig især sagde nu efter 1832. Og det er jo herligt, når der kommer årstal på nuet.

Jeg tolker Grundtvig sådan, at Nu hos ham sjældent betyder "lige nu", men næsten altid "fra nu af". Der er mere fremtid end øjeblik i hans brug af ordet NU. Han bruger nuet som afsæt.

Man kan også se nuet som redningskrans. Sådan læser jeg Villy Sørensen. Livet synker bag ham, men han når lige at sætte fingrene i øjeblikket og hive sig op på land. I digtet om "øjebliks-eksistens" siger han:

Pludselig husker jeg klart det øjeblik i min barndom
da det med ét stod klart at mit hidtidige liv
kun eksisterede nu i dette tilfældige nu,
og at jeg hvert øjeblik, på min cykel på Vigerslevvej,
lagde hele mit liv bag mig.

Villy Sørensens digt slutter sådan:

Og jeg blev grebet af melankoli over
at hele livet er lutter dødsøjeblikke
og dødsøjeblikket hele livet.
- Senere hørte jeg at mennesker i dødsøjeblikket
ser hele deres liv i et nu.

Villy Sørensens digt fik et svar. Og det passer mig godt, at svaret vist er skrevet, før Villy Sørensen skrev sit digt. Det er Grethe Risbjerg Thomsen, der skriver om, at når livet er korte nu-øjeblikke, der dør, så dør vi livet igennem. Døden er en følgesvend undervejs. Og digtet slutter mægtigt: - Måske en dag i marts skal jeg holde op med at dø.

Det, vi sædvanligvis kalder døden, bliver hos digteren til - at holde op med at dø. Der er ikke flere øjeblikke at tage af, ikke flere øjeblikke, der skal dø.

Og man ødelægger hele digtet ved at tilføje, at den, der holder op med at dø, er i live. Men nu har jeg jo sagt det.

En dansklærer, grundigt træt af Grundtvig, sagde til mig, at manden slet ikke kunne skrive. Han lader bækkene løbe op under de grønne linde, og vand løber ikke opad. Nu står der jo hos Grundtvig:

Hver time til Herrens velbehag
som bække i eng henrinde,
til frydelig sig til sidst de sno
op under de grønne linde.

Tanken er, at vore timer er som bække, der løber sammen. Tiden er ikke adskilte stumper af øjeblikke. Øjeblikkene samles og mødes med evigheden. Lindetræet er et evighedstræ - for ham. Fordi der stod lindetræer om den præstegård, der var hans barndomshjem. Jeg læser ham sådan:

Søg at sætte
dig imod,
stå mellem
drøm og minde,
bo mildt i modsætningen.

Ord er øjeblikkets pine værd.
De hænger for enden
af den stumme smerte.
Når knoglen er brudt,
marven suget,
ligger de farlige ord
i forløsningens bukkehud
og kaster sig frem
gennem tomheden.

Alle slægter
ligger som billeder
i jorden
og venter
på fremkaldelse.

Eller med hans egne ord:

O himmelske navn,
som åbner for vores din hellige favn,
så Ånden usmittet kan røre ved støv
og levendegøre det visnede løv!
O, lad mig nedknæle så dybt i mit ler,
at Gud mig kun ser!

© Poul Erik Søe i Danmarks Radios udsendelse "Ved dagens begyndelse" 28. oktober 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside