Offeret under mistanke
allerede før voldtægten

Den politiske voldtægt er i gang. Socialdemokratiet har søsat sin hidtil største kampagne - for at få et ja til dansk deltagelse i udvidelsen af EU gennem euro-møntunionen. 

Allerede på forhånd er det offeret for kampagnen, der er under mistanke, ikke forbryderen. Den, der er modstander af euro-møntunionen, bliver på forhånd spurgt, om det ikke er "illoyalt" at modarbejde partiets ønske om et ja.

Man kan undre sig over, at det spørgsmål overhovedet kan opstå. Den socialdemokratiske kongres har nylig vedtaget, at der skal være "debat" om euro-møntunionen i et år. Debat forudsætter, at der tales for og imod en sag. "Debat" vil imidlertid i Socialdemokratiet ikke sige samtale, men kampagne, politisk voldtægt. Den, der vil samtalen, mistænkes for at være illoyal.

Socialdemokratiet giver penge til den del af partiet, der siger ja, og det er på forhånd givet, at der ingen penge er til dem, der siger nej - eller bare tænker på det. Eller måske bare har nogle få indvendinger.

Socialdemokratiske modstandere og indsigere er så vrede, at de måske vil danne deres egen forening inden for partiet. Men vi ved fra folkeafstemningen om EU 1992, at den slags ender med, at modstanderne bliver smidt ud af partiet.

Socialdemokratiet har aldrig tålt den opdeling, der i partisproget hedder "fraktioner". Dermed udelukker partiet på forhånd det, der kaldes debat mellem modstående synspunkter. I sin sidste ende vil kongressens flertal, som er i åbenbar modstrid med de socialdemokratiske vælgere, voldtage både samtalen og indsigerne.

De penge, som modstanderne vil have del i til at oplyse om deres synspunkter, er jo ikke penge, som Socialdemokratiet har samlet ind blandt sine tilhængere for at fortælle om euro-møntunionen. Det er penge, som er taget i folketingets kasse. Politikerne, de konservative og socialdemokraterne, har i et natligt finanslov-forlig firedoblet parti-tilskuddene.

Hvis pengene var socialdemokraternes egne, måtte de selvsagt gøre med dem, hvad de ønsker. Men pengene er offentlige tilskud, statspenge, skattekroner, som tilhængere og modstandere på lige fod må betale. Den kendsgerning burde få partiet til at indse, at man må omgås pengene med en anderledes oplysningsmæssig hæderlighed.

Men parti efter parti vil te sig, som socialdemokraterne gør nu. Modstanderne af EUs udvidelse med euro-møntunionen må se deres egne skattekroner brugt til selv at blive bekæmpet. Og partidisciplinen sikrer, at det ikke ændrer sig.

Det er politisk voldtægt. Demokratiet ligger i en skraldespand som andet lort, der skal hældes i svinefoder. Engang sagde socialdemokraten Hal Koch, at demokrati er samtale. Demokrati er ikke afstemning, for har der ingen samtale været forud, så er afstemninger blot en anden slags vold, en anden form for slagsmål, nemlig med stemmesedler som våben.

Nylig hørte man statsminister Nyrup Rasmussen lovprist, fordi han havde holdt, hvad der blev kaldt en "brandtale" for euro-møntunionen på kongressen. Men brandtaler hører jo ikke hjemme i demokratiet. De er ordmord på modstandere. Det er ikke brandtaler, men samtaler, demokratiet kan måles på.

Vi har ingen samtale haft om euro-møntunionen, før tilhængerne kender og har forstået hver eneste ulempe og fare ved den øgede union, og før modstanderne kender og har forstået hver eneste fordel og mulighed i euro-møntunionen.

Det er kun samtalen, der muliggør den indbyrdes forståelse og agtelse for hinandens synspunkter, om man nu ender i et ja eller nej. Og i sidste ende bygger demokratiet på, at den, der kommer i mindretal ikke føler sig krænket af flertallets fremgangsmåder, men stadig vil godkende samfundspagten og lydigt bøje sig for flertallet. Men er flertallet fremkaldt ved politisk voldtægt, så er der bestilt vold i stedet for fælles pagt.

Modtrækket mod voldens mulighed hedder samtale og ikke kampagne. Men partierne og lige nu tydeligst socialdemokraterne har glemt ordet samtale. De bruger hele tiden vendingen kampagne, der egentlig har tydningen krigsskueplads eller felttog.

Bare brugen af ordet kampagne er en krænkelse af det danske folk og folkestyret. Det er ikke en borgerkrig, der er i gang, men en samtale i et folk om dets frie valg af egen fremtid. Men partierne tænker, som om de fører krig mod landets egne indbyggere. Derfor taler de om kampagner, og derfor lægger de strategi, et ord, der også er hentet fra krigens verden.

I gammel tid hed forhøjningen, opbygningen på krigsskibenes agterdæk, også en kampagne. Reglen var, at en admiral skulle føre det danske kongeflag fra stortoppen og fra kampagnen. Vor tids ledere sejler under falsk flag.

Det er 2. oktober i dag, årsdagen for Danmarks første folkeafstemning om det, der blev til EU. Det var i 1972. Siden sagde den ansvarlige socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag, at hvis man forud havde fortalt danskerne sandheden, så var det aldrig blevet et ja.

Denne gang vil vi godt nøjes med sandheden.

© Poul Erik Søe 2. oktober 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside