Den sunde inflation og den syge
deling af økonomisk fremgang
Markedskræfternes frie spil gælder for alle andre end arbejdstagerne, der holdes nede for at sikre billet til euro-møntunionen

Der er ikke plads til store lønstigninger, siger Hans Jensen. Så det får vi nok. Hans Jensen er formand for Lands-organisationen, der er fælles talerør for 23 fagforbund med halvanden million medlemmer.

Hans Jensen siger, lige før drøftelsen af overenskomsterne skal i gang, at "målet for lønmodtagernes krav til flere arbejdsgiverbetalte goder er ved at være nået, hvis beskæftigelsen på det danske arbejdsmarked forsat skal være i fremgang".

Ordene er fra Morgenavisen Jyllands-Posten, og Hans Jensen siger også, at "der er ikke frit valg på alle hylder. Vi kan ikke tilbyde medlemmerne både mere pension, mere ferie og mere af det hele, hvis samfundets økonomi skal hænge sammen".

Det lyder jo vældig ansvarligt. Hans Jensen siger også, at højere løn vil svække beskæftigelses-mulighederne. Igen er det kønt, tilsyneladende ansvarligt og i pagt med godt lederskab, hvor man ikke kun snakker medlemmerne efter munden.

Men Hans Jensen udtaler sig med skjult dagsorden. Den egentlige grund til, at lønningerne ikke må stige i det kommende år, er, at landets magthavere vil have os med i euro-møntunionen.

I virkeligheden er det, hvis et ja til euro-møntunionen kommer i hus, sidste gang, der føres forhandlinger efter den danske læst. Det er slut med arbejdsmarkedets frihed, men Hans Jensens medlemmer må ikke få det at vide. Inde i møntunionen er det slut med den frihed, som arbejdstagere og arbejdsgivere i Danmark gennem 101 år har været enige om at glæde sig ved. Det vil derefter alene handle om tilpasningen til møntunionen.

Den skjulte dagsorden i Hans Jensens ord røbes i dag i dagbladet Børsen. Her fortælles, at den øverste top i EU advarer om, at stigende dansk inflation kan medføre, at vi slet ikke kan komme med i euro-møntunionen, uanset om der bliver stemt ja eller nej.

Så nu gælder det om at få gang i prisstigningerne! Det står der ganske vist ikke i dagbladet Børsen, og Hans Jensen siger det modsatte. Børsen siger, at EU-kommissæren for økonomi, Pedro Solbes, finder den danske inflation "en smule over grænsen" for det, der kan godkendes for lande, der vil være med i euro-møntunionen.

Danmarks Nationalbank siger noget helt andet end EU-kommissæren. Nationalbanken siger, at Danmark opfylder kravene for at være med, for inflationen i forhold til euro-møntunionen måles over et år, så det er ikke nok at kigge på tre måneder, som EU-kommissæren gør. 

Vi er i øvrigt før blevet fyldt med snak om dansk økonomi i forhold til EU. Da danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten, var der ventelig valuta-uro bagefter. Det blev pustet op som det store advarsels-skrig mod danskerne. Da Nationalbanken senere gjorde valuta-svingningerne op, så havde danskerne klart tjent på at sige nej.

Inflation er latin, egentlig med tydningen oppustning. Og det er ikke så lidt oppustet at kalde den danske inflation for faretruende, selv de seneste måneders inflation på 2,4 procent. Det er lavinflation, så det klodser. Og lav-inflation har præget halvfemserne. I 1993 var inflationen 1,2 procent, i 1994 2,0 procent og i 1995 1,8 procent. Men netop i EU kan tal trylles, som enhver ved. En EU-forordning gennemfører med tvang, at vi bruger det "EU-harmoniserede forbrugerprisindeks", og sådan blev den danske inflation i 1995 på 1,8 procent til 2,2 procent.

Selv de ivrigste tilhængere af euro-møntunionen vil finde det latterligt at kalde den danske inflation for højinflation. Og de kan næppe tro, det gavner et ja til euro-møntunionen, hvis de kortvarige danske udsving udløser storalarm. For det viser jo netop, at Danmark mister økonomisk frihed, hvis vi siger ja til møntunionen.

Økonomiminister Marianne Jelved har selvsagt hurtigt gennemskuet, at det er den værst tænkelige markedsføring af euro-møntunionen, hvis nogle små svingninger i inflations-tal gøres til udsagn om møntunionens fortræffelighed. Hun ønsker ikke at få møntunionens ufrihed for tydeligt malet for det danske folks øje. Og så ved hun jo bedre end de fleste, hvordan mange euro-lande fuskede med tallene for at blive godkendt til mønt-unionen, tydeligt Tyskland, der pludselig ville opskrive sine guld-beholdninger.

Når den danske inflation ligger højere end snittet for EU, så er grunden netop, at vi er så lykkelige at være uden for euro-møntunionen og derfor har del i det økonomisk opsving, som findes uden for møntunionen.

Vi satte ganske vist mange menneske-skæbner og virksomheders liv på spil, da vi allerede fra firserne tilpassede os euro-møntunionen. Men dansk folkevilje hindrede politikerne i en tilpasning så grov som i euro-landene, der i dag lider under forberedelserne til og gennemførelsen af møntunionen. 70.000 mennesker på gaden i Berlin i krævegang netop nu mod den tyske forbundskansler Gerhard Schröder taler et tydeligt sprog. Den tyske regering er i euro-møntunionens fængsel og må gennemføre det stik modsatte af, hvad regeringspartierne gik til valg på. Tyskland har stadig fire millioner arbejdsløse.

Lønstigningen som del af en voksende inflation er forståelig, forklarlig og godtagelig. De, der altid priser markedskræfternes frie spil, må se i øjnene, at markedskræfterne ikke er til kun for spekulanter og virksomheders aktionærer. Når Danmark uden for euro-møntunionen har et langt større fald i arbejdsløsheden, så er følgen manglen på arbejdskraft på mange områder. Det medfører større efterspørgsel på arbejdskraft, og derfor bliver arbejdskraften dyrere. Oversat vil det sige højere lønninger. Mange euro-lande er derimod stadig midt i arbejdsløsheds-krisen. De har derfor ikke samme pres på lønningerne og derfor mindre inflation.

Den inflation, der nu får nogen til at trykke på alarm-knappen, er en selvfølgelig og sund virkning af den mindre arbejdsløshed. Hvor modsætningsfyldt det end lyder i nogle øren, så er inflationen en følge af de gode økonomiske tilstande i Danmark i modsætning til euro-lande som Tyskland. Danske arbejdstagere har i næsten et kvart århundrede holdt sig meget tilbage med lønstigninger. Det har ikke skortet på ansvarlighed hverken hos danske arbejdstagere eller arbejdsgivere. Men man kan ikke samtidig tale om markedskræfter og så få godtaget hule ord om, at netop arbejdstagerne skal holde tilbage, mens alle andre guffer løs af kagen.

Tilmed er det mest kendte om inflation netop, at erhvervsdrivendes fortjeneste som regel følger med prisstigningerne, med inflationen, opad. Derimod har lønmodtagerne jo fra 1983 ikke længere en automatisk dyrtidsregulering, så de vil alene gennem overenskomsterne og de stedlige lønaftaler få dækning for inflationen. Ingen ønsker sig vist, at indkomst-afstanden skal blive så stor, at automatikken i lønstigningen kræves genindført.

Hans Jensens tale og stor-alarmen fra euro-møntunionen er i virkeligheden at tillade frit slag for alle andre til at rage til sig end lige netop arbejdstagerne. De lovsungne markedskræfter tillader ikke samme frihed for alle, og med euro-møntunionen vil arbejdstagerne for alvor få en lænke med indbygget lønstops-chip om fødderne.

Det er i det hele taget fjollet at se hysterisk på inflations-tal. Nogen vil kunne huske, da Venstres finansminister Thorkild Kristensen, siden hen OECDs første generalsekretær, roligt sagde, at det i hvert fald er klogt at lade inflationen ligge på højde med omverdenens. Og den danske omverden er ikke kun euro-landene, men en hel verden, og der er i hvert fald til dette øjeblik intet som helst at sige den danske inflations-højde på.

I tresserne, som var en økonomisk fremgangstid, havde vi prisstigninger på mellem 6 og 8 procent om året. Galt blev det i halvfjerdserne, da oliekrisen udløste dobbelt så høj inflation. Inflation er en målestok, der siger meget lidt om landets økonomi i sig selv, hvorimod sproget er sigende ved sammenligning med andre lande. Det samme gælder selvsagt deflation, altså en udvikling modsat inflationen. Erhvervslivet i Danmark led i tyverne meget under en politisk gennemført deflation, altså en sænkning af priserne med deraf følgende mindre efterspørgsel på varer og tjenesteydelser.

De store skræk-billeder er med god grund den kraftige inflation i Danmark i årene op til statsbankerotten i 1813, i Tyskland efter første verdenskrig, i Finland og Frankrig efter anden verdenskrig samt østlandenes skranten i de mange år, da østlandenes penge muntert kaldtes matador-penge. Og de danskere, der endnu betaler af på 17 eller 19 procents lån fra halvfjerdserne, ved nok, hvad der i egentlig forstand er grund til at være bange for.

Men vi har sjældent været så langt væk fra disse skræk-billeder som netop nu. Derfor skal man ikke lade sig kyse til at tage euro-møntunionens spændetrøje på. Danmark har tydeligt har vist, at økonomien klarer sig bedst uden for euro-landenes kunstige lænker. Indtil nu er der kun grund til at se inflationens højde som et sundhedstegn, hvorimod sygdommen er uviljen i markedskræfternes magt-samspil til at lade den økonomiske frihed gælde alle.

© Poul Erik Søe 21. oktober 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside