Huskeseddel
mod tomheden

Udsendelsen "Ved dagens begyndelse" i Danmarks Radio 27. oktober 1999

Morgener er tomme. De venter på at blive fyldt med mening.

Senere på dagen er tomheden gold. Om aftenen gør den ondt. Man kan ikke huske, hvad man gik i byen efter. Man må have sig en huskeseddel mod tomheden.

Man kan række ud efter Grundtvigs sang Gud planted en have fra øst til vest. Her ligger paradiset, hvor våren har hjemme. Våren er det ny. Den slags kan enhver finde på, men så tilføjer han, at paradiset også er, hvor jævndøgnet bor – jævndøgnet, hvor mørkets og lysets kræfter er lige stærke. Jævndøgn er to gange om året, dag og nat er lige lange, men jævndøgn er også det jævne døgn, et billede på hverdagen, hvor alt det sker, som er gentagelse, og som netop ikke er nyt.

For øverst på huskesedlen mod tomheden står der, at man ikke skal lede efter paradiset på jorden, for det er djævelsk tomgang. Det er altid de andre, der ødelægger paradiset, og smider man dem ud, så står man igen med tomheden. Eller med Grundtvigs ord:

Så lad os i verden om Edens lyst
ej spejde fra bjergenes toppe,
men elske det billed, vi har i bryst,
og Paradis søge histoppe!

Så min huskeseddel haler mig ned på jorden og husker mig på, at ordet paradis egentlig betyder fårefold. Derfor er huskesedlen mod tomhed helt ligetil:

Den vårny smag af rabarbergrød,
før den kunne købes frysefærdig,
de røde rabarber-klumpers syrlige signaler
i tungestrid med nymalket komælk,
de runde fordybninger efter skeen
i den røde grød med mælkens hvide rand.

Jordbær lige fra marken,
mørklægningsgardiner,
der bliver taget ned efter fem år,
det Richs-billede, man lige manglede i serien,
smør, rystet af fløde i en mælkeflaske
under krigen.

En blomst på mit bord
uden afsender,
kold sylte med Arffmans sennep og rødbeder
- tredie juledag -
om natten, når de andre sover
og øl, der er hældt lidt for hurtigt op,
så det skummer som nisseskæg
og løber ud på en dug,
der alligevel skal skiftes.

Morgener, hvor en nysværtet kakkelovn
er blevet fyret for kraftigt op
og fylder stuen med varme og en sviende lugt.

Hesten foran mælkevognen, lugten af hestepærer,
presset mod næsen af dyrets sved
og fra de sure mælkesjatter under jungerne,
de sorte svedpletter langs hestens seletøj,
rundingerne på hestens bag, dens sitrende ben,
dens tålmodige mule og hvide savl,
som om den selv havde drukket
al mælken.

Månen, når skyerne har travlt
og får det ser til at se ud,
som om den løber baglæns.

Hundens vilde glæde,
når man kommer tilbage
og har været væk fra den
i hele tyve minutter.

Rødspætter med persillesovs og meget citron,
sovsen til stegte hjerter.

Kaj Julian fra Kilden i Aalborg,
Teddy Petersen fra Wiwex.
Mogens Kilde i Palladium -
dengang, man ikke vidste,
at den slags ikke er fint nok
til oplyste mennesker.

Børns øjne, mens jeg pakker noget op,
de selv har lavet.

Det øjeblik, da den første af Færøerne
dukker op
som en grøn æggeskal på havet
efter 14 timer i kuling.

Sen morgenkaffe en dag,
hvor alle andre er på arbejde.

En femøres lykkepose under krigen
med vaffelrester dyppet i salmiak
og et lille, sekskantet stykke pap,
der sættes på en halv tændstik
og bliver til en snurretop.

En fuldrynket, gammel kone,
der besøger en kirkegård
på grænsen mellem Rusland og Estland
for at lægge blomster på fire børns grave.
Hun knytter næven og taler russisk
med retning mod Moskva,
som har taget dem fra hende.
Bagefter griner hun med bævende rynker,
mens hun drikker pulverkaffe ved vores bus.

Mildheden i stemmen hos to,
der lige har været oppe at skændes,
og som pludselig vil enes igen.

Når ens far lagde nogle af kødbollerne
fra hans egen suppe
over på ens tallerken.

En fod, der er fodformet,
et usminket ansigt, der tør være gammelt,
et barn, der står alt for tidligt op
på forældrenes fridag tidligt i juni
og kommer ind for at spørge,
om det snart er jul.

At sidde bagest i den sidste bil,
der kommer med en færge.

Lugten af tøj, der har hængt ude i frostvejr.
Og af skomagerværksted, af saltet sild,
min fars tømrertøj,
mæt af sød sved og af lugten af nyt træ.

En gammel mand med hænderne hvilende
på en stok, han selv har skåret,
mens han synger en sang,
han kan udenad.

Fingre, som krummende kalder
på et barn, der er ved at lære at gå
for at lokke det til et skridt.
Hænder, der fortvivlet vrider sig
for at rette op på, hvad en mund lige har sagt.
En hånd, der bydende skærer gennem luften
hos en taler, der er meget usikker på sin sag.
En lillefinger, der næsten usynligt bliver løftet
som en diskret vinken midt i et alvorligt møde
fra een, man holder af.
Hænder, der sætter lyng på plads i en krans.

© Poul Erik Søe i Danmarks Radios udsendelse "Ved dagens begyndelse" 29. oktober 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside