Underholdning
i kirketiden

En lektor, vistnok ved universitetet i Århus, har gjort sig til handelsrejsende i udsalgsvarer, hentet på andres hylder. Han holder ophørs-udsalg på andres meninger. Han hedder Hans Hauge, og jeg kender ham kun fra et glimt i fjernsynet, hvor han modigt og altoverskuende trodsede de mulige forfærdelige følger ved at erklære, at han ville boykotte højskolesangbogen.

Det var i 1998. Og dengang kunne jeg sagtens tilslutte mig Hauges tankegang, der er lige så følgestreng som den er hovedløs. Mine ord dengang lød i uddrag:

"Man kan hælde hvad som helst i den, der har mistet sit folks historie.

De store ideologier vidste det.

Ud med folkets historie. Ind med kommunismen, hammer og segl plus internationale. I løbet af ingen tid har du mistet din frihed og fået vold.

Ud med folkets historie. Ind med nazismen, hagekors og militærmarcher. I løbet af ingen tid har du mistet din frihed og fået vold.

Ud med folkets historie. Ind med ufolkelig, kunstig internationalisering, blåt flag med gule stjerner og Beethoven. I løbet af ingen tid har du mistet din frihed og fået vold, så alle bliver ens gul og blå..

Et folk er rammen om vore forskelligheder. Vi er fælles ikke på trods af, men i kraft af vores forskellighed.

Men i EU må man kun sige ja. Ellers bliver man smidt ud. Kommer ud på sidelinjen, siger statsminister Nyrup. Friheden til forskelligheden sælges for den eneste ret, som al fanatisk ideologi kender til - retten til at sige ja til enshed.

Det nye eksempel på fanatisme er søsat af en medarbejder ved Århus Universitet, Hans Hauge. Fjernsynet kan fortælle, at han vil boykotte Højskolesangbogen. Fordi Højskolesangbogen er blevet kampskrift for EU-modstandere.

Højskolesangbogen er først og fremmest sangene om det danske folks historie, og da det givet er dødsensfarligt for EU, at folk mener at have en historie, så forstår jeg godt Hans Hauge.

Højskolesangbogens sange må af EU-fanatikere opleves som fjendtlige for deres ideologi. Vi skal gøres bange for vort eget folks historie. Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder. Hvordan skal det kunne forstås i EU, hvor ingen har noget kært, bortset fra egen gevinst?"

Siden har jeg ikke hørt noget til Hauge, men i Kristeligt Dagblads kronik har jeg her i oktober 1999 set en kronik, hvor han igen holder ophørsudsalg, ikke med egne meninger, men med andres - de meninger, han ikke synes om.

Hans Hauge fortæller, at han af og til siger "ja til at holde foredrag i mærkelige sammenhænge". Han fortæller så, at han har været til årsmøde i foreningen Frit Norden.

Han vidste ikke forud, "hvad det var for en forening". Og det er da en sær ualvorlig holdning, at man åbenbart kan få Hans Hauge til at tale i foreninger, som han ikke på forhånd sætter sig ind i, hvad står for.

Det viste sig undervejs, at mange på årsmødet var imod EU. Men Hans Hauge er ikke så storsindet, at det giver ham grund til eftertanke. Foreningen har altså indbudt en foredragsholder med modstående synspunkter af foreningens egne. Det er god dansk skik, men den nedbrydes af dem, der helst vil færdes i egne stimer og ikke høre modparten.

Det er mange år siden, jeg har været til møde i foreningen Frit Norden, så jeg skal ikke dømme mellem Hauge og foreningen. Jeg lægger kun hans egen kronik til grund.

At nogen i Frit Norden på mødet var imod EU, fejes af Hauge til side med ordene om, at "det er der jo så mange andre, der er, blandt andre færinger og danske kommunister".

Hauge kunne selvsagt have nævnt de mange modstandere af EU også i Det konservative Folkeparti, der jo i år har været igennem en strid netop om det, i partiet Venstre, Enhedslisten og i de tre andre folkepartier, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Kristeligt Folkeparti.

Nu er jeg ikke klar over, hvilken størrelse de danske kommunister for tiden har inde i Hauges hoved, men jeg ved, at det var den danske regering og folketing, der holdt færingerne ude af folkeafstemningen 1972 om tilslutningen til det, der siden blev EU. Selvom færingerne netop har fælles udenrigspolitik med Danmark ifølge hjemmestyreloven. Færingernes mulige nej fyldte mere i folketingets hoveder end det nu gør i Hauges.

Hauge, der nedladende holder ophørsudsalg over foreningen Frit Norden, forstørrer sine egne meningers styrke med lup, mens han glemmer, at det danske folks valg i år af medlemmer til EU-parlamentet uændret har samme nej-styrke som tidligere.

Hauge skriver om årsmøde-deltagerne: "Jeg går ud fra, at de har en eller anden ide om, at der kunne ske en samling af Norden i en union, men jeg er ikke sikker".

Alligevel går han derefter i gang med at føre krig mod det synspunkt, han ikke er sikker på, hans modstandere har. Ordet ædelt er ikke det første indfald, man tænker på at bruge om Hauges fremgangsmåde.

Han siger om unionen: "Hvis de har den drøm, da er det lidt tragisk. Tænk at bruge tid på noget, der aldrig skal komme; men på den anden side drømmer socialister jo også om revolutionen og det klasseløse samfund."

Da Hauges kronik er forsynet med et billede af Grundtvig oven på et Europa-kort, er der grund til at nævne, at Grundtvig, som hænges ud i kronikken, ikke var unions-tilhænger, men af et nordisk samvirke mellem selvstændige folk. Han talte ikke om at gøre de nordiske folk til een grød, men om at være svensk-svenske, norsk-norske og dansk-danske - altså at møde den anden i tillid til sin egen historie og derfor agte den andens historie. 

Mit indtryk er, at Hauge med vilje gør sig så historieløs, at den slags ord er som at slå vand på en gås. Hauge ligner den slags sidelinje-tilråbere, der altid holder med den, der har bolden. Og det vil ikke undre mig, om han om femten år drager rundt med foredrag om højskolesangbogen som livsgrundlag, blot vinden blæser den vej. 

Tanken om en union mellem de nordiske lande sidestilles af Hauge med socialisters drøm om revolution og det klasseløse samfund. Selv på Århus universitet må det være muligt at møde socialister, som ikke vil revolution. Landets største parti gennem det meste af århundredet har stået for det synspunkt, men lektoren ser rødt alle vegne og tør derfor ikke tage et selvstændigt skridt ud i fodgænger-overgangen.

Hauges ordvalg har selvsagt til hensigt at sidestille nordiske unions-drømme med revolution og socialisme. Også det er rent vrøvl. Ledende politikere i de største partier i samtlige nordiske lande var i en årrække fra halvtredserne til 1971 optaget af at skabe nordiske unioner, på forsvarets område og siden flere udgaver af økonomiske unioner. 

Så sent som i 1970-71, året før Danmarks folkeafstemning om indtræden i EF, arbejdede Danmarks daværende statsminister for en ren borgerlig regering af radikale, konservative og venstre-folk, Hilmar Baunsgaard, for Nordøk, den seneste udgave af et nordisk økonomisk samarbejde. Og da Hauge udstiller alt nordisk i sin gøglerbutik, skal det da nævnes, at Venstres tidligere statsminister Erik Eriksen engang var formand for Foreningen Norden, og at den konservative Hans Engell lige er blevet det. Uden tvivl fordi begges hensigt var at fremme revolutionen og det klasseløse samfund.

Hauge må finde sig i, at han ude fra set udstiller sig som den, der stiltiende godtager statsledere, som har drømme, hvorimod drømme hos almindelige mennesker i det, Hauge kalder for "mærkelige sammenhænge", er tragiske. Efter Hauges læst er det helt i orden, at folk uden for de politiske leder-roller tilslutter sig tanken om nordisk fællesskab, vel at mærke mens de politiske ledere også gør det, hvorimod de er naragtige, hvis de har samme standpunkt, når den politiske vind blæser den anden vej.

Det barnagtige har frit løb i Hauges fremstilling af årsmødet i foreningen Frit Norden: "Mødet begyndte kl. 9,30 en søndag formiddag, så jeg begyndte med at konstatere, at det vist ikke var en kristen forening, jeg var i, for så ville man vel ikke holde møde i kirketiden. Det kom der ingen kommentarer til."

Man indser udmærket, at årsmødets deltagere ikke har villet spilde tid på den slags vrøvl. Hauge kan dog næppe tro, at når også Venstre og Konservative holder landsmøder søndag formiddag, så er de af den grund ukristelige revolutionære. Hvorimod Hauge sagtens kunne bringes til at tro, at folk på årsmødet havde svigtet gudstjenesten den søndag for at møde Hauges guddommelighed.

Endelig bruger Hauge mange ord på at nedgøre mødets anden taler, en kvindelig højskoleforstander. Det hun har selv svaret på i Kristeligt Dagblad. Men i slut-ordene fra Hauge hører jeg det udtrykt, som hele hans fremfærd allerede har røbet. Han melder sig frivilligt til at repræsentere de historieløse. Nu er det at sætte sig selv højt lige frem at mene, at man repræsenterer nogen, der ikke har bedt een om det. Men han har ret. Han er et nærliggende emne.

Og så må man jo på eet punkt give Hauge ret, når han tvivler på foreningen Frit Nordens dømmekraft, siden foreningen vitterligt har indbudt ham. Der findes dog i Danmark troværdige og frisindede fortalere for den europæiske union, for hvem modstanderne ikke - som for Hauge - er underholdning i kirketiden.

© Poul Erik Søe 24. oktober 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside