Den magtesløse magt
Den daglige gift for demokratiet

Vrede og hånende ord mod politikere og partier er ikke en mangelvare i Enmandsavisen. Der skal da heller ikke være tvivl om, at den folkelige indsigelse i alle dens former er sidste mulighed for at redde det folkestyre, der tvinges til at indtage den daglige gift.

Men indsigelsen må udtrykkes med den viden og medleven, at i Danmark er også magten magtesløs. Magthaverne har ganske vist selv valgt deres magtesløshed. De har solgt den folkelige og politiske indflydelse, som sammenlagt udgør landets selvråderet.

Derfor kan vreden og hånen netop rettes mod politikere og partier. Og indsigelsen skal selvsagt ikke standse, før landet er selvstændigt igen. Men samtidig bør det tydeliggøres, at næsten alle de øjeblikkelige vanskeligheder i folkestyret har deres udspring i tabet af selvstændighed.

De enkelte stridsemner er nu så mange i tal hver dag, at det er umuligt at følge dem fra sag til sag, endsige at gøre det grundigt, skønt det netop er, hvad der brug for. Men samles sagerne blot for de seneste uger, vil det ses, hvordan det danske medlemsskab af den europæiske union dagligt lægger gift ud for demokratiet og gør selv magten magtesløs.

For få timer siden trak Venstres skattepolitiske ordfører, Peter Brixtofte, sig frivilligt fra posten. Det var han tvunget til. Men indholdet i den strid, der førte til uroen i Venstre, handler om den europæiske unions guddommeliggørelse af den svinske frihed for markedskræften. For kræft er det rigtige ord. Kræft er den sygdom, der får de enkelte celler til ikke længere at indordne sig under helheden. Og det er netop den sygdom, som pengefriheden har i Europa, uden mindste blufærdighed, men med veludviklet bluf-færdighed.

Danskernes handel over grænsen er steget voldsomt de seneste måneder. Derfor bliver stormflaget hejst. Men selve unionens tanke er jo netop at fremme handelen over grænsen. Det skjules ved at tale om de danske afgifter på varer, som folk vil købe på den anden side af grænsen. Vi skal bildes ind, at det er afgifterne, der er noget galt med, ikke unionen.

Peter Brixtofte har sagt det, som hans modstandere i partiet Venstre og de andre partier også mener. Han siger det bare på et uønsket tidspunkt. Grundlæggende er hensigt og handling dog ganske den samme i alle unions-partierne. Afgifterne skal ned. Det skal bare ske gradvist. Vi skal tilpasses unionen, men det skal luskes igennem og ikke være stridsemne.

Oversat til dansk har det politiske ord afgifter den tydning, at samfundet har et fælles ansvar for de svage, syge og gamle. Det er Brixtofte ligeglad med, for det skæpper øjeblikkeligt i valgurnen at skaffe folk billigere bajere og cigaretter. Anders Fogh Rasmussen er også ligeglad, men er nødt til at skjule det, for ellers kan han ikke få flertal for den regering, han drømmer om at danne efter næste valg. 

Det er unionens mål at gøre samfundene ens ved at ophæve den folkelige forskellighed. Dansk omsorg for det andet menneske er en handelshindring. Omsorg kræver skatter og afgifter. Men Danmark tvinges til at tilpasse skatter og afgifter til unionens gennemsnit, og euro-møntunionen er det redskab, som er skabt for at nå målet. Som samfund må vi se at blive lidt mer umenneskelige, så hatten passer alle europæiske hoveder. Brixtofte har bare sagt det før folkeafstemningen om euro-unionen. Det skulle have ventet til bagefter. Det hele ligner en vældig uro i partiet Venstre, men det er bare et sindbillede på magten, der er magtesløs. Danskerne er ikke herre i eget hus. Unionen sørger for, at vi står med hatten i hånden selv foran egen indgangsdør.

Den næste sag, der viser magtens magtesløshed, blev indledt i nyhederne fra TV2. Nogle dage i træk var der mod til for en gangs skyld at vise, hvor skødesløst pengene bliver brugt i unionen. Man havde valgt Møldrup kommune, der har Venstre-borgmester. TV2 understregede dog omhyggeligt, at man kunne have valgt mange andre kommuner, for manglen på anstændighed og ansvarlighed er vidt udbredt.

I Møldrup har de søgt den europæiske union om tilskud til to robåde, der skal fremme turismen. Det, mente unionen, var et godt forslag. Unionen har også givet tilskud til en skulptur og en friluftsscene, skønt man ingen optrædende har. Og ændringen af en vandpyt til en bydam for turismens skyld hører også til det, man faldt på knæ og bad om i Brüssel. I alt har Møldrup kommune hentet over en halv million i unionen til den slags tåbeligheder. Mange andre kommuner har gjort det samme.

Men magten er magtesløs, for Møldrups borgmester, der selvsagt hører til det sparsommelige Venstre, som ikke vil rende det offentlige på dørene, greb ikke ind. Bagefter siger han, at der ikke var brug for de penge, Møldrup fik fra unionen. 

Uanstændigt og skamløst søger danske kommuner penge til noget, de ikke har brug for og ikke ville gå i gang med, hvis de ikke kunne få tilskud. De søger bare unionen, fordi ellers er der andre, der søger. Pengene skal jo bruges et eller andet sted, så hvorfor ikke hos os - sådan er tankegangen. Pludselig ligger pengene ikke bedst i borgernes lommer, som de borgerlige sagde ved et valg, nej, det er bedre at svine med dem i kommunens og unionens navn.

Hykleren Bertel Haarder, et af Venstres medlemmer i unions-parlamentet, fik skam sagt, at det unions-fond, der giver den slags tilskud, bør afskaffes. Men fik hykleren sagt, at Venstres folk skal lade være med at søge fondet? Fik han sagt, at det er en skamplet på partiet Venstre, at dets egne folk driver rovdrift på unionens rundhåndede og uanstændige spild af penge? Stillede han forslag om, at EU-midler givet til så tåbelige formål frivilligt og omgående bør betales tilbage? Tværtimod er unionens julegave-fond til helt latterlige tiltag i rige medlemslande netop blevet forlænget de næste seks år.

Netop i dag ved vi, at TV2 har optrådt modigt ved at bringe indslagene om unionens spild af penge og danske kommuners dans om guldkalven i Brüssel. For den slags må TV2 slet ikke sende. I hvert fald ikke hvis det står til de fire unions-bærende partier i Danmark, Socialdemokratiet, Venstre, Det radikale Venstre og Det konservative Folkeparti.

De fire unions-partier har sendt et brev til Danmarks Radio og TV2. De klager over dækningen af sommerens valg til unions-parlamentet. De siger, at det var skævt og ensidigt, hvad der blev sendt. De mener i virkeligheden, at det var sandt, hvad der blev sendt, men det skulle Danmarks Radio og TV2 have ladet være med.

Det handler igen om, at magten i Danmark ikke har magt over magten. Unionen kører sit eget selvstændig løb. Og det løb løbsk for unionen op til valget til unions-parlamentet. Der blev afsløret den groveste svindel og aldeles mangel på ansvarlighed. Hele unionens kommission blev fyret, fordi kommissionen havde fælles ansvar for svindelen.

Men det måtte åbenbart ikke fremgå af valgkampen. Og helt galt var det selvsagt, da nogle danske partier ikke havde for god orden i deres unions-regnskaber. Den slags kan fjernsyns-seerne ikke tåle at høre om. Journalisterne skal gøres til mikronfonholdere som dengang, magten havde magten - i det gamle radioråd. 

Men magten er magtesløs, for i dag er det end ikke nok at have magt over fjernsynet. Folk kan hente oplysning alle vegne. Og det præger selvsagt fjernsynet, der ikke blot kan spille magtens spil, men nødvendigvis må prøve at leve op til, hvad loven faktisk kræver, nemlig alsidighed.

Fjernsyn og aviser havde mistet troværdighed gennem mange år ved at spille de unions-bærende partiers spil. Det er tydeligt, at både fjernsyn og radio nu er tvunget til i hvert fald en smule mere end før at tage hensyn til, at halvdelen af danskerne ikke altid synger med på magtens sang.

Magtbrunstens fire gamle partier ved, at det er rent vrøvl, de har strikket sammen i deres brev. Vælger-fremmødet ved valget til unions-parlamentet var en bundskraber i Danmark, men valg-deltagelsen lå langt, langt over, hvad de fleste andre lande i den europæiske union kunne mønstre. Kun de steder, hvor man bliver straffet for ikke at stemme, var der flere vælgere end i Danmark. Så fjernsyns-udsendelserne har ikke på ringeste måde skadet valget, tvært imod. Men det er jo ikke sådan, de fire magt-partier tænker. De er sure over, at vælgerne stemte, som de gjorde. Og det er jo en anden sag. I virkeligheden er det ikke fjernsynet og journalisterne, politikerne er utilfredse med, det er vælgerne.

Og når de fire partier uden blusel sender deres brev frem, har det intet at gøre med det seneste valg. Nej, de vil sikre sig, at de får en fortrinsstilling ved den kommende folkeafstemning om euro-møntunionen. De prøver at tilrane sig en skæv og ensidig fjernsyns-dækning til egen fordel. De prøver at skræmme Danmarks Radio og TV2 til på forhånd at opgive alsidig oplysning til danskerne om euroen.

Brevet er en frækhed, der krænker demokratiet og ytringsfriheden. Netop Danmarks Radio og TV2 får deres pengemidler og dermed selve deres tilstedeværelse styret af de selvsamme politikere. Det er andelen af licensen, der muliggør Danmarks Radio og TV2. Ingen af dem var til uden. Men licensen fastsættes af netop de politikere, der nu gennem uanstændigt pres krænker pressefriheden. 

Danmarks Radio har af historiske grunde altid været mest løs i kødet, når magtens pres satte ind. Når derfor Danmarks Radios generaldirektør, Christian S. Nissen, siger, at han tager magtmisbrugs-partiernes brev afslappet, er der grund til frygt for friheden i Danmarks Radio, for han burde være alt andet end afslappet. Derimod tjener det nyhedschefen på TV2, Jens Gaardbo, til ære, når han siger, hvad der skal siges, nemlig at kravet om alsidighed er lovfæstet, og hvis TV2 ikke lever op til det, kan partierne jo melde TV2 til politiet.

Det er magtens magtesløshed, der får politikerne til at optræde som magtmisbrugere, der vil tilrane sig enøjethed på skærmen. De fører sig frem som på den tid, da de havde magten over ord og billed gennem Radiorådet, som politisk styrede enerets-radioen og enerets-fjernsynet. Der er grund til at tro, at både den trykte og den elbårne presse med sin nye, af læsere, lyttere og seere fremtvungne, alsidighed vil være tilstrækkeligt bolværk for den frie oplysning.

Endelig er magtens magtesløshed, skildret kun ved hændelserne netop i disse dage, tydelig i sagen om gensplejsede madvarer. Levnedsmiddel-kontrollen har nægtet at gøre noget ved anmeldelser af fire fødevarer, der indeholder gensplejset majs. Efter fælles europæiske regler skal det stå på varen, at der gensplejset majs i. Men oplysningen mangler, og Levnedsmiddel-kontrollen vil ikke gøre noget ved sagen.

Det er i lovens forstand svindel, der sker. Men det viser sig, at Fødevaredirektoratet i en skrivelse til levnedsmiddel-kontrollen giver lov til at bøje reglerne. Den skrivelse kender TV2s Nyhederne indholdet af. Fødevaredirektoratet - jamen, det er jo ham den højt elskede fødevareminister Henrik Dam Kristensens direktorat. Svindelen er velsignet på højeste sted.

Der er mange virksomheder, der betaler til levnedsmiddel-kontrollen. Det skal de efter loven, men når fødevareministeriet ikke skal holde loven, så skal vi andre vel heller ikke? Hvad skal vi i det hele taget med en fødevare-kontrol, der ikke holder loven? Er det sådan, at man kan holde de love, man synes om, og springe dem over, der ikke passer ind i ens kram? Sådan opfører ministeriet sig. Tydeligere sindbillede på magtens magtesløshed kan ikke skaffes.

Magten i Danmark deler vilkår med folket. Vi er alle magtesløse. Vi er i de velspækkede tegnebøgers vold. Lige syd for os drøner kommunismen og højrekræfterne frem ved valg efter valg. Ikke fordi folk elsker kommunismen og højrekræfterne. Men fordi de er fortvivlede over magtesløsheden og meningsløsheden. Hvis magten og folket her til lands trods fælles vilkår ikke finder sammen i et ansvarligt fællesskab med dansk selvstændighed, så dør folkestyret af den daglige gift.

© Poul Erik Søe 9. oktober 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside