Verdens ulovligste
flygtninge-politik

Virkeligheden støvsugede i ugeskiftet alle politikernes ord fra folketingets åbnings-uge i sig. Politikerne havde gemt sig i ord, der alene havde brugsværdi inden for murene, men virkeligheden viste, at samtlige partiers ordførere talte uden ringeste kendskab til flygtningenes faktiske forhold i Danmark.

Da statsministeren holdt sin åbningstale mente han endnu, det var på mode og bedst i kappestriden med Dansk Folkeparti at sige stramme ord. Han skød brystet frem og sagde:

"Regeringen stod i 1997-98 i spidsen for at gennemføre en ny udlændingelovgivning. Den er blevet kaldt verdens strammeste udlændingelov. Jeg gentager: Verdens strammeste udlændingelovgivning. Den kom til som et kompromis, der blev båret af regeringspartierne og de borgerlige partier i Folketinget."

Det var vigtigt for statsministeren at få de danske regler nævnt som verdens strammeste udlændingelov. Det var det eneste i hele talen, han ligefrem gentog. Meningen var, at vælgerne lige så godt kan stemme på de fire gamle partier som på Dansk Folkeparti. Han tog ikke et øjeblik afstand fra det skøn, at Danmark har verdens strammeste udlændingelovgivning.

Men i løbet af folketingets åbnings-drøftelse blev hovedemnet en opfindelse i Dansk Folkeparti. De vil indføre den baglæns arvesynd, hvor unges lovbrud også skal straffes på slægtleddene før dem med udvisning.

Den baglæns arvesynd har ikke en jordisk mulighed for at blive til lov i landet. Den står Dansk Folkeparti aldeles alene med. Men regeringspartierne greb opfindelsen med kyshånd. Så slap man for at drøfte egne overgreb på flygtninge og kunne bryste sig af, hvor meget mer menneskelig regeringen er end Dansk Folkeparti.

Inden for murene blev den strid vigtigere og vigtigere time for time. Især da Centrum-demokraterne gjorde det til et forhåndskrav for en borgerlig firkløver-regering, at der blev sagt nej til den baglæns arvesynd.

Venstre, der ikke er mer menneskelig, end meningsmålingerne tillader, havde svært ved at komme op af stolen. Og pludselig handlede det ikke om menneskelighed, men om en kommende regerings-dannelse. Jo mer man sagde nej til Dansk Folkeparti, jo nærmere var man en ny taburet.

Søndag vågnede Venstre op. Formanden, Anders Fogh Rasmussen, tager i sit ugebrev "på det kraftigste afstand fra Dansk Folkepartis forslag om, at hele familier af indvandrere skal kunne udvises, såfremt blot ét medlem af familien gør sig skyldig i kriminelle handlinger". 

Og formanden prøver også at forklare sin langsommelighed: "Jeg forstår, at forslaget første gang er blevet luftet på Dansk Folkepartis landsmøde for nylig. Først troede jeg ikke, at jeg havde hørt rigtigt. Men, jo: Dansk Folkeparti foreslår virkelig, at hele familien til en kriminel indvandrer skal kunne udvises fra Danmark."

Den baglæns arvesynd fik i ugens løb sin religiøse tilføjelse, da Dansk Folkepartis europæiske helt Mogens Camre tilføjede, at den baglæns arvesynd kun skal gælde muslimer. Man skal hele tiden huske på, hvor længe den mand har været statsministerens partifælle og dansk udsending til EUs hovedstad.

Glistrup nåede nye højder, og hans tanke om at samle de fremmede i lejre og tilbyde dem til de højestbydende er lige så lidt værd at tale om som den baglæns arvesynd. Derimod er der al mulig grund til at tænke over, om Dansk Folkeparti og Glistrup tilbage i Fremskridtspartiet politisk tvinges til uhyrlighederne, fordi de ellers ikke kan overgå statsministerens gentagne pegen på verdens strammeste udlændingelovgivning.

Det passer landets statsminister godt, at der er endnu grovere holdninger end hans egne at tage afstand fra. Og det er da hans nye fremgangsmåde, som dagbladet Politiken meddelte i fredags. Bladet skriver:

"Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) vil benytte enhver naturlig lejlighed til at imødegå Dansk Folkepartis holdninger i udlændingepolitikken i stedet for at tie dem ihjel. Hans hårde ord i går om Dansk Folkepartis menneskesyn under Folketingets åbningsdebat var det første eksempel på statsministerens nye strategi over for Dansk Folkeparti, erfarer Politiken."

Politikens kilder siger videre, at "især resultatet af det østrigske valg med en stærk fremgang til det fremmedfjendske Frihedsparti har fremskyndet udviklingen af den nye strategi".

Det er der ingen grund til at tro på. For valg-tallene fra Østrig var kendt, før statsministeren holdt sin åbningstale til folketinget. Han kunne forud have indføjet de ord, han brugte mod Dansk Folkeparti. Men det var først, da statsministeren i folketingets drøftelse indså emnets vigtighed for en fremtidig regerings-dannelse og dets egnethed til at svække indsigelsen mod regeringens flygtninge-politik, at han skiftede tandsættet og ordvalget ud.

Og nu kommer så virkeligheden med sin støvsuger. Hvert ord i ugen, der gik, er endt i støvposen og skraldespanden. Især de ord, statsministeren også sagde i sin åbningstale: "Den danske befolkning lægger vægt på, at tingene foregår retfærdigt. At man, når man kommer til Danmark yder og nyder på samme måde som andre."

Men når flygtninge kommer til Danmark bliver de ikke mødt med retfærdighed. Pressen påviste, at halvdelen af flygtningene ender i fængsel. Uden egentlig retssag, uden dom for at have forbrudt sig. De bliver modtaget som forbrydere. Danmark har ikke bare verdens strammeste udlændinge-lovgivning, men verdens ulovligste udlændinge-politik.

I Tønder, der som by i grænselandet har omtanke tilbage, sender politiet flygtninge på vandrerhjem, og det virker fint. Men ellers er virkeligheden, at alle denne uges mange ord om det menneskelige er og bliver politisk snak til indvortes brug i kampen om regerings-dannelsen. Politikerne i alle partier anede ikke en brik om, at Danmark krænker folkeretten for halvdelen af flygtningenes vedkommende ved at sende dem i spjældet. Indenrigsminister Thorkild Simonsen var endog ude at forsvare bruddet på folkeretten. Hvordan er det nu? Er han ikke udpeget af den noget så menneskelige statsminister?

© Poul Erik Søe 11. oktober 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside