Læge, læg dig selv
Hverdagsprædiken med søndagsord

Jeg, jeg venter. Venter på en, der skal bringe ret til folkene. Ikke en stærk mand, men et menneske, som trods sin styrke alligevel skal tages ved hånden.

Ikke en, der skriger og råber. Ikke en, der bedrevidende går rundt og slukker ethvert lys, der oser lidt. Jeg, jeg venter her, som de gør det på den fjerneste ø.

Jeg venter ikke på en, der råber i gaderne eller kaster med brosten. Det handler ikke om mørkets gerninger, jeg venter en med lysets rustning på, måske en hætteklædt, der viser ansigt, eller en civilklædt betjent, der tager uniform på, så ingen skjuler sig.

Jeg venter en, der gør pagt med folket, en, som ikke er i sine indfalds vold, men et lys for folkene, ikke bare eet folk, men folkene. Jeg har hørt om en, der åbner de blindes øjne, fører fangerne ud af fængslet og dem, der sidder i mørket, ud af fangehullet. Men egentlig er det længe siden, jeg sidst har hørt det.

Alligevel tror, at natten, hun er nu omme, at det er på tide at stå op.  Selvom jeg ikke er sikker på, at natten ensidigt er hunkøn. 

Jeg venter, skønt jeg måske ikke burde vente, men selv gå i gang. Men i ventesalen er der skåret ord ind i trævæggen, andre er sprøjtemalet på tapetet. Frigivelse står der. Lidt længere henne Frihed lige ved siden af Undertrykkelse. En har kradset Nåde med en negl.

Men det er jo bare ord-minder i en ventesal, skriblerier fra folk, der ved, hvad de venter på, men ikke tør gøre andet ved det end skjult at gøre deres eget håb til slagord.

Jeg ser mig om, men jeg er alene i ventesalen. Så tilføjer jeg med kuglepen under den neglekradsede Nåde: - Læge, læg dig selv!

Jeg har hævnet min egen venten. Nu ved jeg, hvem jeg venter på. Dig.

© Poul Erik Søe 27. november 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside