EU-modstanderne er
meget lidt danske

Den endelige forklaring på, hvorfor EU-modstanderne og EU-kommissionen altid siger det samme

- Vi må til at være lidt mindre danske.

Ordene slap ud af munden på skatteminister Ole Stavad på hans store dag, da intet ville lykkes, hverken i hans virke som skatteminister eller som stedfortræder for den flygtede indenrigsminister i fjernsynsudsendelsen om at være stueren. 

Ole Stavad indså, at vi må til at være mindre danske, lige da EU havde fortalt ham, at EU-reglerne skam gælder, også for skat på uddannelse i udlandet. Faktisk er EU slet ikke udland, når man tager på kursus. 

Den slags havde Ole Stavad lige godt aldrig været på kursus i, hverken hjemme eller ude. Lige som fødevareministeren, der måtte neje sig og tillade dobbelt så mange kræftkaldende stoffer i fødevarer. Der må ingen handelshindringer være for kræftens udbredelse i EU.

Og kun en uge før havde fødevarernes førstemand Henrik Dam Kristensen bøjet sig for, at EU tillader gensplejsede materialer i fødevarerne. Endnu en uge før havde Henrik Dam Kristensen sagt det modsatte. Men også han fik sig et hurtigt kursus i EU-regler og måtte lære at være mindre dansk.

Nu handler de her sager jo heldigvis kun om så ligegyldige emner som kræft, fødevare-forurening og uddannelse ved sydlige badestrande. Og midt i alle nederlagene må vi sige tak for, at det hele kun i ringe omfang handler om det vigtige i tilværelsen, økonomien.

Der er jo også det glædelige ved den danske regerings og folketingets nederlag til EU, at det stik mod forventning viser sig, at i virkeligheden er tilhængerne af EU langt mere danske end modstanderne, og det skal der nok være adskillige modstandere, der er overrasket over.

Helt udansk har modstanderne hele tiden sagt, at EUs regler faktisk var lov. De blev ved med at sige, at vi ikke kan lave forskel på solbade-uddannelse på Mols og på Sicilien. 

Sådan var det også, da vi lavede Storebæltsbro. Der blev lavet en dansk licitation, men modstanderne, som kun må være ude på at skade Danmark, sagde, at det var helt ulovligt. Nu var det også helt ulovligt, sagde EU, men man må da sige til regeringens og folketingets ros, at de da fuldt og helt troede på, at Danmark var et selvstændigt land, indtil EU sagde lige som EU-modstanderne.

Spørgsmålet er i det hele taget, om ikke EU-modstanderne i Danmark i virkeligheden er spioner og meningspåvirkere, betalt af EU. Jeg har svært ved at se anden mulighed, siden de danske EU-modstandere hver eneste gang siger det samme som EU-kommissionen - og som regel længe før EU-kommissionen i det hele taget siger noget. Hvis der er to, der står sammen i dansk politik, så er det EU-modstanderne og EU-kommissionen.

Sådan var det jo også med ambien, hvis nogen kan huske den. Regeringen og folketinget lavede i 1987 et arbejdsmarkedsbidrag på 2,5 procent af alle danske virksomheders momsgrundlag. EU-modstanderne hvislede i krogene om, at det var ulovligt, men selvfølgelig var det ikke ulovligt, når den danske regering og det endnu mere danske folketing havde vedtaget det.

Jo, så var det ulovligt alligevel! EF-domstolen kendte 1991 ambien ulovlig, fordi den var en skjult eksportstøtte. Så hu-hej vilde dyr forhøjede regering og folketing momsen fra 22 til 25 procent, selvom de forud lige havde sagt, at det ville de da aldrig gøre.

Men de væmmelige, udanske EU-modstandere, som hele tiden havde vidst, at ambien var ulovlig efter EU-reglerne, skal ikke havde tak af den grund. Nok var ambien ulovlig, men den gav da 55 milliarder kroner i statskassen, og en højesteretsdom 1994 sørgede for, at kun få af grunkerne skulle tilbage til dem, der var blevet snydt.

Siden euro-møntunionens fødsel har vi måttet høre på EU-modstandere, som siger, at det handler om meget mere end at undgå valuta-veksling, når vi skal ned at købe sprut og smøger over grænsen. Det er let at indse, at tilhængerne af EU og euro-møntunionen ved at høre den slags har følt sig dybt krænkede i deres danske bevidsthed.

Indtil skatteminister Ole Stavad i går pludselig selv taler om at tilpasse momsen, afgifterne og skatterne til EU. Ja, nogle af hans socialdemokratiske partifæller vil endda føre sag mod statsminister Nyrup Rasmussen for grundlovsbrud, fordi vi mister økonomisk og skattemæssig handlefrihed.

Hvor må Danmark prise sig lykkelig over, at der i et kvart århundrede ikke har siddet en eneste EU-modstander som minister. Nogen vil sige, at det er meget lidt demokratisk, at den ene halvdel af folket ikke har nogen som helst adgang til minister-poster. Men trøsten må være, at det jo er de mest danske, EU-tilhængerne, som har posterne.

Hvis nogen den sidste tid har undret sig over, at folketingsmedlemmer fra Socialistisk Folkeparti, og som samtidig er EU-tilhængere, har fået høje samfunds-poster, så er det om at stikke piben ind. Det vigtige er nemlig ikke, at de er folkesocialister og folketingsmedlemmer, men at de er EU-tilhængere.

Vi kan selvsagt ikke have EU-modstandere siddende på høje poster i samfundet. EU-modstanderne har på mere end mystisk vis så dyb indsigt i EUs direktiver og regler, at de har ret hver eneste gang. Hvis den slags mennesker får indflydelse gennem høje stillinger ender det med, at landet lige frem skal til at følge EUs regler, og det er da ingen ordentlig EU-tilhænger, der nogen sinde har forestillet sig.

© Poul Erik Søe 1. november 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside