Folketinget må gøre
sig selv stærkere
Forvaltnings-fusk må få flere til at snuse i skufferne

Sagen om satsreguleringen, der sandsynligvis blev udsat for statsregulering uden om folketinget, skærper nødvendigheden af en styrkelse af folketinget. Den folkevalgte del af statsmagten står svagt over for både forvaltningens magt.

Sagen handler om et sted mellem 12 og 43 milliarder, som borgere er blevet snydt for - eller som de har fået i mindre tilpasning af deres ydelser i forhold til stigningen i lønningerne.

Men sagen handler endnu mere om et folketing, der vedtager love, som også i mange andre tilfælde end det, der her påstås, bliver bøjet eller strakt efter forvaltningens lyst og regeringens ønsker. Og undervejs bliver folketingsmedlemmerne så indlagt som medvidere i fusk-sagerne.

Tamil-sagen i justitsminister Erik Ninn-Hansens tid og Tvind-sagen i undervisningsminister Ole Vig Jensens tid er tilfælde, der er til at få øje på. Men sag efter sag handler om modsætninger mellem folketingets hensigt og forvaltningens faktiske handlinger.

I det danske folks øjeblikkelige politiske sløvhed er der undskyldning for blot at køre videre med en magtdeling, der mere og mere skubber myndigheden over på ministerierne og dermed embedsfolkene.

Men manden, der har rejst den ny milliard-sag, fremstår dog som et forbillede for medleven i det politiske, og den samlede folkelige indsigt i lovgivning og forvaltningens praksis er større, end magthaverne forestiller sig.

Den folkelige indsigt udløser mest vrede, fordi oprør ender i afmagt. Men der er grund til for folketinget at opsamle den vrede eller afmagt, der findes i folket. Folketinget er jo ikke partiernes. Folketinget er folkets. De folkevalgte er ikke partiernes lejesvende, men udsendt af os for at give love og snuse i forvaltningens skuffer.

Folketinget er ikke bare lovgivende, men også kontrollerende, omend det lovgivende med folketinget som automatisk godkendende EU-maskine fylder langt mere end den kontrollerende virksomhed. Men folkestyrets sunde selvkontrol skal virke langt kraftigere og hurtigere, så alt ikke ender for domstolene som kamp mellem stat og borger.

Der er fostret mange tanker om, hvordan folketingets indsigt i forvaltningen øges. Men der er ikke sket meget. Partierne ser en egen-interesse i ikke at give folketinget for stor magt, fordi de fleste sigter efter regerings-magt og ikke vil have for stort modspil, når de selv sidder ved styret.

Men partierne er helt ligegyldige størrelser i den sammenhæng, og i det hele er deres nutidige magt-stilling ganske ude af pagt med deres samhørighed eller rettere mangel på samhørighed med folket.

Den ny milliard-sag er i sig selv en opfordring til at skære igennem og sikre folketinget mulighed for øget kontrol med regeringsmagt og forvaltning.

Måske en af de rigtige veje vil være at oprette stillinger i tilknytning til folketingets faste udvalg. Et væsentligt antal sagkyndige folk, der ad åre får øvelse i at følge ministerierne tæt, kunne være folketings-udvalgenes og de enkelte tingfolks rådgivere, så de efterhånden kan byde embedsværket i ministerierne egentligt modspil.

Det er indlysende, at også den trykte og elbårne presse er medspillere i folkestyrets selvkontrol. Pressen gør det bedre end folketinget, men de pengemæssige vanskeligheder for den trykte presse sammen med fjernsynets voksende afhængighed af partier og regering bør føre til overvejelser af, om også pressens mulighed for samfunds-kontrol kan styrkes i samspil med et mere forvaltnings-kontrollerende folketing.

I stedet for at frygte den kritiske presse, bør folketinget glædes over, at pressen udfører en del af folketingets kontrollerende opgave, og som vi med ombudsmanden blev et forbillede for den demokratiske verden, kunne vi overraske endog os selv, hvis den kontrollerende del af pressen helt lige til fik mulighed for sagkyndig bistand gennem folketinget.

Og da man jo i disse finanslovs-tider skal huske at stille spareforslag, når man ønsker øgede udgifter, så er det nærliggende at skære folketingets tilskud til partierne ned til en fjerdedel af den nuværende størrelse. Firedoblingen af parti-tilskuddene skete uden folkelig drøftelse ved et natlig forlig mellem socialdemokrater og konservative. Pengene bruges ikke i folkets tjeneste, slet ikke til kontrol af statsmagten, men udelukkende til folke-skadelig propaganda.

© Poul Erik Søe 26. november 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside