Lad os hjælpe de
nye lande ind i EU

Modstykket til Prodis EU-diktatur er et værtsskab, hvor hver af de nuværende EU-lande tager sig af et af de nye fra Østeuropa

EU-kommissionens nye formand, Romani Prodi, holdt en tale til EU-parlamentet i går. Det lykkedes ham at føre talen igennem uden at nævne EU's svindel, bedrag og korruption med et eneste ord, skønt han selv er barn af svindelen. Hvis ikke den forrige kommission var blevet fældet, fordi den var fælles ansvarlig for de grove bedragerier, så havde Prodi ikke siddet der.

Han blev valgt i fortvivlelsens nødværge. Man kunne ikke hævde EU som partner i Kosova-krigen, når man end ikke havde en formand. EU var til grin på grund af svindel-sagerne, som alle prøvede at neddæmpe, men som blev hånligt omtalt verden over.

Danske politikere har siden klaget over, at Danmarks Radio og TV2 nævnte svindelen forud for valget til EU-parlamentet. Svindelen skal glemmes, også den svindel, der skete mod danske vælgere, da man bildte dem ind, at de ville få mindre union, hvis de sagde ja til Amsterdam-traktaten.

Hele Prodis tale handler om, at der skal være mere union og større magt til de store lande i EU. Han er tilhænger af Europas forenede Stater. Han er udpeget netop af den grund, og danske politikere har støttet hans valg. Stik modsat de løfter, de gav det danske folk. Vi regnes for kvæg.

Men lad ikke bitterheden krympe hjerteligheden. Østlandenes optagelse i EU er for vigtig en sag at overlade til EU, der nylig i det tyske blad Der Spiegel blev omtalt som ”Kriminalitetens hjemsted”. Bladet kunne med EU som kilde oplyse, at hver tredje af alle EU's udbetalinger har "graverende fejl". Men det søger EU at skjule, siger bladet.

Det var just en udrensning af svindelens tempel, man måtte vente af den ny EU-kommission. Men dens formand, valgt på slump, har ikke andet i hovedet end at skabe Europas forenede Stater og selv blive første præsident. Han længes efter den aften, da dronning Margrethe sammen med Tysklands og Frankrigs præsidenter bøjer sig for ham. Nyrup Rasmussen, Helveg Petersen og Fogh Rasmussen har gjort det for længst.

Men vi skal som folk byde EUs slæng af magtglade fædrelands-opgivere trods. Vi skal ikke modtage østlandene, som om deres frihedskamp mod den kommunistiske union blot helt selvfølgeligt fører til deres nye underkuelse i markedskræftens union.

Vi skal ikke finde os i, at EU først skal gøres til endnu mere diktatur, før østlandene kan optages. Vi kan kun agte dem ved helhjertet og ivrigt at sige til dem, at de helt selvsagt kan optages på aldeles de samme vilkår, som vi selv og alle andre lande blev det. Der er ikke grund til at ændre en tøddel i EU's traktater for at optage østlandene. Tværtimod har vi lært af dem. Det var jo dem, der turde sige: - Vi er folket.

Men hvad er vi selv? Et sølle folk, der grådigt strækker hånden frem for at få EU-tilskud til to robåde, en friluftsscene og et gadekær. Skulle vi som danskere vove blot et øjeblik at sætte os side om side, endsige over et Estland, der med maskinpistoler og russiske soldater i parlamentet blev tvunget ind i den sovjetiske union?

Skulle vi kunne tillade os et øjeblik at regne os bedre end de polakker, der gennem fyrre år indledte ethvert oprør mod den kommunistiske union, også den, der bredte sig og blev til Ungarn-opstanden i 1956? Nej, danskernes bidrag til den vildt tilbedte internationalisering er kassetænkning, der sikrer fiskerbyen Hvide Sande et fiskerimuseum for EU's penge.

Lad os modtage østlandene med deres egne kendetegn for, hvordan man byder magthaverne trods, med stearinlys i de åbne hænder og med en nøgleraslen, der har den tydning, at vi vil låse op for dem, hvor Prodi og hans politiske magthaver-slæng bygger mure mod det østlige Europa for at bruge deres friheds-ønsker til at sikre sig mere magt.

De nordiske lande i EU bør indkalde til et fælles topmøde, der alene har som mål at standse EU's magtbrunst, vendt mod østlandene. Der er en nordisk vej, og nu bør EU mærke, at nordboerne sidder med om bordet.

Vort forslag må være, at hvert af østlandene får en vært, der har som opgave at føre landet ind i EU med værdigheden og friheden vel værnet. Til eksempel kan Danmark stille sig ved Estlands side, som vi gjorde det ved aldrig at godkende den sovjetiske unions magt-indlemmelse af Estland. I stedet for at sprede en indsats gennem det EU, hvor hver tredje udbetaling er svindel, så kan vi – som vi har gjort det med megen ulandshjælp – gøre tosidede aftaler med Estland. Vi kan med penge og råd hjælpe Estland til at nå de alt for grumme mål, EU har sat for optagelsen.

Det vil blive dyrt for Danmark, og det bør være dyrt. Tyskland er et godt forbillede. Hvor megen grums der end er i genforeningen af det østlige og vestlige Tyskland, så har det kostet – og kostet dyrt. Ja, det koster endnu for tyskerne. Sådan vil det også være for Danmark – og sådan bør det være for alle de nuværende lande i EU.

Lad os smide alle gratisterne, halvdags-heltene ud, som bare brovter sig af at have gjort et levebrød ud af at sige gratis ord mod kommunismen, mens de selv var slaver af en anden ideologi, markedskræftens.

Lad os vise, at der er en anden vej til fællesskab end EU-magthavernes fidus med at gøre hele udvidelsen med østlandene til et spørgsmål om mere magt til dem selv.

Hvert af de nuværende lande i EU må påtage sig et værtsskab, en forpligtelse i forhold til østlandene. Nogle af de nye medlemslande er så store, at flere lande må deles om et værtsskab. Og redeligt må det siges, at tyskerne allerede har nok at se til.

Modstykket til Prodis magt-tale i EU-parlamentet i går er, at vi som folk er rede til at ofre for at virkeliggøre et egentlig fællesskab af selvstændige, frie stater i Europa.

Vi står hverken politisk eller økonomisk over for folk, som skal nedkæmpes. Vi står over for det østlige Europa, der har lidt mest under nazismen og kommunismen. Måske koster et værtsskab fem eller seks procent af den danske velstand, men næppe heller mer. Vi skal ikke gøre os til af, at det er noget særligt. Det er det selvfølgeligste, man kan tænke sig – en håndsrækning til folk, der har valgt friheden og selvråderetten.

Vi er så rige, at vi skændes om grænseøl, bilafgifter og tilskud til vindmøller. Lad os vælge i det mindste at blive så lidt mindre rige, at vi kan se andre i øjnene.

© Poul Erik Søe 11. november 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside