Kosova på Nørrebro
Når ingen er stuerene, ender vi alle uden for med gadens parlament

Den etniske udrensning i Danmark er i gang. En danskfødt, opvokset her i landet, er blevet udvist til NATO-landet Tyrkiet, der efter jordskælvet har flere muligheder for at komme med i EU, hvorefter han vil kunne vende tilbage til Danmark som bosiddende forretningsmand.

Disse fremtids-udsigter er ikke indgået i 150 oprøreres overvejelser, da Kosova i nat flyttede til Nørrebro i København med alvorlige og blodige overgreb på uskyldige mennesker som svar på udvisningen.

Nattens krig på Nørrebro er svaret på manglende alvor i dansk politik. Når ingen er stuerene, ender vi alle uden for med gadens parlament.

Det er umuligt i skrivende øjeblik at få overblik over nattens krig på Nørrebro, da politiet først kom til stede halvanden times efter krigens udbrud og ikke fik nogen anholdt.

Det er derfor ikke til at vide, om det har været værre, end det skildres. I radioen kunne man til morgen høre, at Nørrebro lå i ruiner, men på billederne i TV2s morgen-nyheder så det ud til, at der alligevel var flere hele vinduer end knuste.

Fra Kosova hørte vi under krigen fra generaler og politikere, at 100.000 Kosova-albanere var myrdet af serberne. Siden synes NATO-optællingerne at ende på tallet 2000. Ingen kender sandheden, mens våbnene raser. Og det samme gælder lige nu om Tjetjenien, hvor russerne for verdens-samfundet har "lov" til at gøre det, serberne ikke måtte.

Danske politikere har været hurtigere ude med udsagn om krigen på Nørrebro end om krigen i Tjetjenien. Ingen vil sige ord, der kan få vodka-glassene til at ryste i hænderne på de russiske magthavere, skønt der alene i det døgn, da krigen rasede på Nørrebro, blev skudt hundrede raketter mod tjetjenerne, mange mod civiles bosteder.

Det skal dog siges til justitsminister Frank Jensens ros, at han tier, indtil han ser politiets udgave af krigen på Nørrebro. Og selv statsministeren er tavs, skønt han natten efter folkeafstemningen i 1993 straks kunne udtale til det amerikanske CNN, at regeringen støttede politiet.

Man kan ikke sige, at de borgerlige partier i Danmark har støttet politiet efter krigen på Nørrebro i nat. De anker over, at politiet først kom til stede efter halvanden time.

Mon dog ikke politiet er blevet klog af skade? Endnu seks år efter, at politiet skød mod uskyldige - og senere frikendte - på Nørrebro, er sagen ikke sluttet, skønt det er den alvorligste politi-sag om demonstrationers nedkæmpelse i Europa siden anden verdenskrig. Undersøgelse følger på undersøgelse, skandale på skandale.

Det er forståeligt, at politiet på den baggrund har handlet mere tøvende denne gang, men ingen trøst for de uskyldige, som nattens råhed er gået blodigt ud over. Den langsommelige undersøgelse af 1993-sagen, der sinkes og sinkes for at dulme den samfundsmæssige smerte og den demokratiske vrede, er også en krænkelse af politiet. Selvsagt er det også for politifolk og deres ledere afgørende at få den gamle Nørrebro-sag sluttet og komme videre med værdighed.

De borgerlige partier har lige nu svært ved at sluge den kendsgerning, at der blev bevilget 180 millioner kroner til politiet, netop for at kæmpe mod bander som dem, der har hærget i nat. Det viste sig ifølge pressen, at halvdelen af pengene i stedet blev brugt til kontorarbejde og overarbejde. Det må i sig selv føre til en ny grundig undersøgelse af politiets økonomiske stilling, en klargøring af, om politiet økonomisk er en stat i staten.

De konservative vil give yderligere 1100 millioner kroner til politiet, og i det mindste må man gå ud fra, at pengene bliver øremærket, så politiet ikke først ved udrykninger skal bruge halvanden time på at klargøre, hvordan opgaven skal konteres, som kontorarbejde, overarbejde eller bande-nedkæmpelse.

Nattens kampe på Nørrebro kommer som en bombe midt i de politiske spilfægterier omkring, hvem der er stuerene. Den drøftelse blev aldrig til en redelig samtale om forholdet til udlændinge i Danmark, fordi det er svært at afgøre, om Pia Kjærsgaards ukloge ord er værre end regeringens faktiske flygtninge-politik, der lader hånt om de enkelte menneske-skæbner, overlader til præsterne og andre at tage sig af flygtninge, der er i livsfare og alligevel skal udvises, og som med indenrigsministerens ord taler om domstolslignende afgørelser af flygtningenes sager, hvor det i virkeligheden viser sig, at være kontorfolk og studerende, der vilkårligt fører dødens og livets stempler.

De politiske partier i Danmark har indtil det øjeblik, da Nørrebro i nat blev et billede i dansk målestok på verdens tilstand, udelukkende ført et taktisk spil i flygtninge-politikkens navn for at sikre eget parti indflydelse på næste omgang minister-udnævnelser ved dannelsen af en ny regering.

Når statsministeren, der hidtil i årevis havde tiet med sin medmenneskelighed, pludselig som en trold fra en æske for frem mod Dansk Folkeparti, som han ikke vil være i stue med, så havde han glemt, at hans egne socialdemokrater landet over uden blusel ivrigt samarbejder med Pia Kjærsgaards partifæller.

Eller også var statsministerens mening en ganske anden, nemlig ikke at kæmpe mod Dansk Folkeparti for at gøre Pia Kjærsgaards parti mindre, men for at udnytte den stigende ny danske flygtninge-venlighed efter Kosova-krigen, sådan at statsministerens parti kunne overtage en del af den fremgang, som Centrumdemokraterne og Det radikale Venstre har haft det seneste halvår på netop den politik.

Ifølge de seneste meningsmålinger er det jo også netop den følge, statsministerens ord har haft, fremgang for socialdemokraterne, tilbagegang for centrumdemokrater og radikale. Hvorimod ordene om stuerenhed synes at have give Dansk Folkeparti en fremgang på 25 procent.

Det konservative Folkeparti holdt undervejs på begge heste, ville først samarbejde med Pia Kjærsgaards parti om en ny regeringsdannelse, derefter kun tælle hendes stemmer med. Venstres Arne Fogh Rasmussen nåede efter lang tids tavshed at få sagt, at statsministeren kun opnåede at sætte skel i folket med sine ord. Det var også en måde at holde vågen åben på, indtil grimme ællinger skal springe ud som svaner i en ny regering.

Fra i nat er den hele forvirring blevet til blodig virkelighed. Den, der stadig mener at finde løsningen i politi-bevillinger, taburet-leg og vilkårlig omgang med menneskeskæbner, står med skarpere skår i sjælen end dem, der til morgen lå i gaderne på Nørrebro.

© Poul Erik Søe 8. november 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside