Østlandenes nyvundne frihed
stjæles af EU-kommissionen

EU fejrer murens fald ved at bygge nye mure

Østeuropas lande får den hilsen til fejringen af murens fald og folkenes selvstændige frigørelse fra den sovjetiske union, at markedskræftens europæiske union stempler dem som andenrangs demokratier og stjæler deres nyvundne frihed og selvstændighed.

EU-kommissionens formand har i går foreslået, at udvidelsen af unionen først sker, efter at unionen har taget landenes selvstændighed, udtrykt i veto-retten, fra dem. Man hylder østeuropæerne for at have vundet friheden, men tager straks friheden fra dem igen, når de - alene presset af pengehensyn - går ind i EU. Samtidig opnår kommissionen, at også de nuværende EU-landes frihed og selvstændighed ophører.

Hvor samarbejdet i den europæiske union hidtil har forudsat enstemmighed på de fleste områder, hvilket sikrer hvert land mulighed for indflydelse, så skal nu det meste afgøres ved simpelt flertal. De store lande tager magten. De små lande sidder ikke længere med ved bordet. De står som lakajer bag de stores højryggede stole.

I unionens ministerråd, der udgøres af de enkelte lande, skal der i fremtiden stemmes efter den fremgangsmåde, man i gammel dansk andelsbevægelse kaldte at stemme efter høveder og ikke efter hoveder. Unionen er derefter ikke længere et samarbejde mellem selvstændige stater på lige fod, hver med een stemme. Nu skal der stemmes efter størrelse, som om landene er aktionærer på en generalforsamling.

Ingen har haft de tanker, når andre lande blev optaget i den europæiske union. Spanien, Portugal, Grækenland, Østrig, Schweiz, Finland og endnu en stribe blev optaget uden at så mistanke om, at de var dårligere demokratier end andre. 

Men østlandene ses som en fare. Man agter ikke talen om frihed og selvstændighed en døjt. Man har tårer i øjnene på murens mindedag, men spyt i munden til hverdag. Og som en selvfølge mener man, at store lande som Tyskland og Frankrig i sig selv udgør værnet for demokrati, mens man spytter på lande som Estland og Polen, der har betalt omkostningerne for de store landes sværmerier i dette århundrede.

Ingen har nogen sinde talt om, at det var en udvanding af unionen, at Finland kom med, skønt Finland kun har så kort erfaring med demokratiet som Tyskland, det meste af tiden endda med den finske præsident som fast ambassadør for Moskva i Helsinki. Men vi var alle glade, da Finland fik lov at følge den vej, det selv ønskede. Sådan blev der også tænkt, da Spanien, Portugal og Grækenland kom med. Ingen talte om udvanding.

Men nu er den største fare for unionen, at østlandene kommer med, mener EU-kommissionen. Det er ikke en selvfølgelighed, at de selv kan vælge deres vej. Nu taler EU-kommissionen tværtimod om en faretruende udvanding, som skal undgås. De nye lande skal nægtes den selvstændighed og den i hvert folk særegne stemme, der kun blev agtet, så længe det var vestlige lande, der blev optaget i EU. Nu skal der bygges mur - ikke af mursten, men af de store landes magt.

Der er ikke menneskesyn eller anstændighed i EU-kommissionens nye forslag. Tanken er den enkle, at de nye lande ikke er stuerene. Der er heller ikke et øjeblik tanker om, at man åbner armene for de ny lande eller som en selvfølge følges med dem i vandringen mod frihedens virkeliggørelse. Nej, tanken er at løbe fra dem. Der skal ifølge det nye forslag åbnes for, at de store lande i unionen kan rende fra de små og lave udvidet og uddybet samarbejde, og mens de store deler kagen, skal de små lande slikke fadene.

Som EU-kommissionen har udformet sit særegne forslag til fejringen af murens fald, så er det tydeligt, at man i virkeligheden kun har det eneste ønske i unionens griskhed at få østlandene som et sikkert salgsmarked. Stod de måske ikke i kø før, så må det være nok for dem at få EUs varer. Så simpel er tankegangen. Selvstændighed, agtelse for folkenes selvråderet, findes ikke. EU er med sit nye forslag rede til at afvikle østlandene, sådan som vesttyskerne i deres grådighed udnyttede Østtysklands ophørsudsalg til egen fordel.

Den største hindring for EUs magt i dag er, at hvert land har selvstændige folk og selvstændige parlamenter. Når unionens grundlæggende traktater, ofte sammenlignet med grundlove, skal laves om, så skal parlamenterne og i nogle tilfælde som i Danmark folket spørges gennem afstemninger. Det kan den europæiske union ikke finde sig i, og da slet ikke, når polakker, estere, ungarere og letlændere kommer med, for de ses som andenrangs folk.

Følgen også for Danmark er åbenbar. Det er slut med at sige ja eller nej til EUs magtudvidelser. Man kan da ikke have ganske almindelige mennesker til at stemme om unionens grundlov, når man har så gode politikere og embedsfolk til at klare det langt bedre og langt hurtigere.

Derfor foreslås det, at fremtidige traktater til afløsning af Amsterdam-traktaten skal deles i to. Der skal være nogle grundlæggende løsere ord, som landene og folkene kan få lov til at pusle en gang imellem. Den slags kan så parlamenterne og folkeafstemningerne tage stilling til med lange mellemrum. Men meningen er, at de meget sjældent skal høres i fremtiden.

For traktaternes, grundlovenes hidtidige ord om, hvordan og hvornår noget skal gennemføres, det skal efter EU-kommissionens forslag ikke længere godtages i de enkelte landes parlamenter og da slet ikke af folkene, hverken de førsterangs vestlige eller de andenrangs østlige. Man siger rent ud, at traktaterne skal kunne ændres ved en enklere fremgangsmåde. Folkestyre uden folk - det er nu det nemmeste, mener kommissionen.

Vi er blevet snydt - endnu engang. Og hvem har snydt os? Vore egne politikere.

I TV2s afslutningsdebat 27. maj 1998 forud for folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen: "Snakken om, at vi mister vores selvbestemmelse er fuldstændig forkert".

Miljøminister Svend Auken svarede i Ekstra Bladets læserhøring 18. maj 1998: "Jeg oplever, at de nationale modsætninger mellem landene i EU er stærkere end nogensinde. Og jeg møder langt færre føderalister i dag, end jeg gjorde i 1970'erne. De overnationale træk er på tilbagetog."

Udenrigsminister Niels Helveg Petersen sagde til Ritzaus Bureau 18. maj 1998: "Jeg er glad for, at EU i stigende grad er medlemsstaternes Europa. Tankerne om en europæisk forbundsstat havde meget ringe støtte i Amsterdam".

EU-kommissionens formand foreslår en ny regerings-konference om udvidet magt til EU inden december 2000, så der er tolv måneder tilbage. Men det egentlige galmandsværk er, at regeringerne skal tage stilling allerede i Helsinki i december i år. Der er få uger tilbage - og ingen, absolut ingen mulighed for folkelig drøftelse. Udenrigsminister Niels Helveg Petersen sagde til Ritzaus Bureau 18. maj 1998: "Jeg anser en snarlig regeringskonference om EUs institutionelle spørgsmål for helt urealistisk."

Trods de klare ord og løfter til det danske folk, hvis bare der blev stemt ja, så var den danske regering, bakket op af EU-partierne i folketinget, med til kort efter at udnævne den ny formand for EU-kommissionen, Romani Prodi. Det var kendt, da Danmark og de andre lande sagde ja, at Romani Prodi er tilhænger af Europas forenede Stater, og han skjulte det på ingen måde i sine taler forud for udvælgelsen. Danmark sagde ja alligevel.

Og hvem har så nu været ude som den første modstander af EU-kommissionens forslag. Det har sandelig Det radikale Venstres medlem af EU-parlamentet, Lone Dybkjær. Hun knurrede, da Prodi talte om Europas forenede Stater forud for hans udpegelse til formand, men da han sagde det lidt løsere i tale nummer to, så lod hun ham glide igennem.

Lone Dybkjær stemte ikke imod Romani Prodi, da kommissionen skulle godkendes i EU-parlamentet. Hun hører til alle de halvdags-helte, der render rundt i dansk politik. Halvdelen af dagen nejer og bukker de, hver gang der bliver mere union, og den anden halvdel af dagen slår de sig op som helte på at være imod mer union og på at skælde ud, når EU gennemtvinger det, Danmark er imod, fra de seneste uger kan blot nævnes gensplejset materiale i fødevarer, kræftfremkaldende stoffer i maden og nej til dansk fremme af vindenergi.

Halvdags-heltene skader mere end de politikere, der redeligt siger, at de ønsker mere union. Halvdags-heltene siger ja til mere union, og når så der bliver brugt mere unions-magt til at krænke Danmarks selvstændighed, så siger de, at det var sandelig ikke meningen.

Halvdags-heltene er gratister. Bertel Haarder taler skam meget mod EU-svindel, imod EU-tilskud til to robåde for turismens skyld og de folkevalgtes ragen til sig i EU. Men det er Haarders egne partifæller, der søger om tilskud til de to robåde, og alle hans ord er gratistens ord, for der er et flertal i EU, som vil noget andet.

Sådan er det med Henrik Dam Kristensen og madsminken, Auken og vindmøllerne. Halvdags-heltene lader på danske fjernsyns-skærme, som om EU slet ikke er til, mens de som nikkedukker er med til hver eneste udvidelse, der giver EU mere magt.

Hvad skal vi så gøre som folk? Vi skal lære af dem, der kuede verdens næststørste militærmagt ved at tænde stearinlys, synge salmer og rasle med nøgler.

Indtil nu har vi som ordentlige demokrater kunnet bygge på parlamentet, på det danske folketing, ganske uanset om vi kunne lide flertallet eller ej. Og vi kunne bygge på folkeafstemningerne, ganske uanset om vi kunne lide resultaterne eller ej.

Men nu tager EU parlamentet fra os. I de allerfleste afgørende spørgsmål om EU-samarbejdets gennemførelse vil folketinget i fremtiden være sat ud af spillet.

Det er stearinlysenes, salmernes og nøglernes tid i demokratiet. Med de våben - og kun med dem - må vi kæmpe for at få et folketing tilbage, der er så frit, at det som det selvfølgeligste vedtager også det, vi er imod, og som vi følger trods vores uenighed, fordi vi som folkeligt fællesskab selv har valgt folketinget.

© Poul Erik Søe 11. november 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside