Hvorfor får Nyrup
ikke Nobelprisen?
Fordi han skjuler den magt, der er nødvendig for at tvinge euro-møntunionen igennem

En lydig presse følger statsministeren fra møde til møde, fra Herlev sygehus til Nordjylland, for at skildre heltens rundrejse med euro-møntunionen til det danske folk. 

Vi hører ikke et ord om, at for hver tale, statsministeren har holdt, er euro-rublen raslet ned. Euro-tilhængerne, der før var nødt til at sige, at det var godt, når euroen var svag, havde lige fået sagt, at det var godt, at kursen steg, da kurserne i går igen nærmede sig lavpunktet fra juli.

Andre med samme synspunkter som statsministeren og hans modstandere kommer kun til orde med bisætninger. Gud og pressen er med statsministeren, der teer sig som en missionær blandt hedninger, rede til tvangsdåb endnu før fødslen. Hans egne socialdemokratiske euro-modstandere siger, at de ikke har fået et ord at vide om Nyrups rundrejse, skønt de var lovet, at der på socialdemokratiske møder om møntunionen var både tilhængere og modstandere til stede.

Statsministerens taler er nøje tilrettelagt, ikke efter møntunionens faktiske indhold, men efter meningsmålinger. Han er ikke i samtale med det danske folk, men med målgrupper. Hans ord er ikke oplysning, men slagord, nøje tilrettelagt i pagt med det, der skal blive til ja-annoncer før folkeafstemningen. Hans samtaler ikke, han overtaler.

Derfor er statsministeren ikke på listen over dem, der har fået årets Nobelpriser. Han har valgt ikke at være et selvstændigt menneske, valgt ikke at være tænksom, nyskabende, fri og åben, men at gøre sig til redskab for en politisk sag, han for blot seks år siden var førstemand for at holde Danmark ude fra. Derfor stiller han sig nu kunstigt op og taler han ned til det folk, som gennem underdrivelser skal overtales til det modsatte af, hvad han selv har lovet.

Samtidig har statsministeren valgt helt snævert at holde sig til ord, der alene skal bruges i den danske have, så alt kan se nysseligt ud. Han har ingen tråd til den anderledes åbne og barske drøftelse, der samtidig foregår om euro-møntunionen og EUs udvidede magt. Det handler dog om Danmarks kommende mellemfolkelige aftaler, men statsministeren lader, som om det blot er en ny slags mønt-automat, der skal stilles op.

Den tyske udenrigsminister Joschka Fischer har på et møde i sit eget parti, De grønne, forleden - 21. november 1999 - skildret, at euro-møntunionen helt lige til handler om afgivelse af landenes selvråderet. Ordene er gengivet af den tyske fjernsyns-kanal Phoenix. Udenrigsministeren sagde:

"Jeg mener, at vi med vores skridt til at indføre en euro uafvendeligt har taget skridtet til fuld integration. For første gang afgiver suveræne lande deres suverænitet på kerneområderne til de europæiske institutioner. Til kerneområderne hører også udenrigs- og sikkerhedspolitik. WEU bliver nu afskaffet - og det er jo et af vores gamle krav."

Den tyske udenrigsminister fortsatte: "Der er nogle nationale spillerum i øjeblikket, men nationale spillerum forudsætter, at Tyskland er tilforladelig. I det øjeblik, hvor vi går vore egne veje - også selvom den ikke er militær - kommer vi under mistanke. Vi grønne står ved en korsvej, hvor vi skal gøre vores målsætninger om EU op, blandt andet om udvidelsen af EU. Men udvidelsen kan ikke ske uden fuld integration."

Nyrup Rasmussens forsøg på at sælge liglagener som kjolestoffer afsløres af den tyske udenrigsminister ord. Det kan sige meget lige ud, at både drøftelserne af Danmarks forbehold og den kommende eller de kommende afstemninger vil være helt latterlige. For i virkeligheden er en ny forfatning for den europæiske union færdig, inden vi får drøftet euro-møntunionen. På De grønnes møde sagde udenrigsminister Joschka Fischer det sådan:

"Vi står i øjeblikket ved tærsklen - ja, jeg har egentlig slet ikke lov til at sige det, for så hedder det med det samme, at den tyske udenrigsminister kræver en forfatning for Europa, og det ville kunne føre til en følelsesladet debat i andre medlemslande - men reelt står vi over for en forfatningsdebat. Hvad, vi ønsker at kalde det, er ligegyldigt.

Joschka Fischer fortsatte: "Det handler slet ikke om en militarisering af EU. Det er helt enkelt. Skal militæret holdes udenfor, så bliver det nationale ansvar det også - hos lande som England og Frankrig - samt en helt klar bekendelse til et uændret NATO."

Den tyske udenrigsminister mener, at en række vigtige beslutninger skal tages nu. Om den europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik, om det europæiske demokrati, om det europæiske retsrum, det vil sige asylpolitik med mere, og ud over disse  spørgsmål er der konflikten mellem EU-parlamentet, EU-kommissionen og EU-rådet - samt et charter om grundrettigheder. Den tyske udenrigsminister siger, at "alt dette viser, at det går i retning af en indholdsmæssig forfatningsdebat med udgangspunkt i en uddybning af integrationen". Han siger også, at "det er disse ting, som efter min mening presserende - meget presserende - skal bringes i orden."

Det, der mangler i den danske statsministers taler, må man gå udenlands for at få, og det burde være selvfølgeligt, at statsministeren gav os de oplysninger, der synes indlysende for andre. Endnu engang prøver danske EU-politikere at lade danskerne løbe bag vognen i villet uvidenhed om de faktiske forhold.

Det er derfor den, der tør tale lige ud om økonomiens sammenhæng med magten, der får Nobelprisen og ikke den danske statsminister. Årets nobelpristager i økonomi, Robert Mundell, har, som kort omtalt i TV2s Nyhederne 21.november 1999, tegnet et ganske anderledes og langt mere tydeligt magt-billede af, hvad det er, der sker i EU. Nobelpristageren siger:

"Den monetære stabilitet er naturligvis afhængig af den monetære politik. Men den monetære politik er - alt andet lige - også påvirket af politisk stabilitet. Stærke, internationale valutaer har altid været knyttet til stærke centralstater under deres opståen. 

Årsagen er nærliggende. Når en stat bryder sammen, gør stabiliteten i dens valuta det også . Man kan f.eks. nævne hyperinflationen i de lande, som tabte I Verdenskrig, sammenbruddet af rublen efter Oktober-revolutionen i 1917, hyperinflationen i Kuomintang Kina, da Mao-Tse-Tungs kommunistiske styrker gik over Yang-Tse, samt hyperinflationen i det tidligere Jugoslavien i 1990'erne. Det lover ikke godt for et lands valuta, hvis landet ikke er magtfuldt nok til at forsvare sig mod fjender udefra og indefra.

Hvad skal man gøre med euroen? Er EU en stærk stat? Det er her, man kan se den mulige svaghed ved euroen. Den beslutningsmagt, som ligger hos regeringen i Bruxelles, er en bleg skygge i forhold til beslutningsmagten i Washington eller i EU-landenes hovedstæder. EU har dårligt nok hidtil været i stand til at udforme sin egen udenrigs- eller forsvarspolitik. Problemerne med den svage centralstat i EU kan ikke bare fejes ind under guldtæppet. Man bør imidlertid forstå, at der er stærke, formildende faktorer. Afslutningen på den kolde krig og Sovjetunionens sammenbrud har fjernet det, der i efterkrigstiden var den største trussel mod den europæiske sikkerhed. En anden nært forbunden faktor er NATO, den mest vellykkede alliance gennem historien. Så længe EU er knyttet til NATO og den militære alliance med USA, vil EU være i stand til at stoppe fjender udefra, selvom man ikke har en stærk centralstat.

Men hvad med den indre ustabilitet? Man kan ikke fuldstændigt tage noget fuldstændigt for givet. ØMUen skulle angiveligt være uigenkaldelig. Men det vil den måske ikke være, hvis der kommer en voldsom økonomisk krise. En virkelig prøve ville være dens evne til at holde sig samlet over for et drastisk handelsmæssigt chok, som det, vi oplevede i 1970'erne, da oliepriserne blev firdoblede. Hvis man skal kunne håndtere en større økonomisk krise, vil det formentlig kræve en uddybning af integrationsprocessen. Men samtidig vil ØMU-processen i sig selv være en katalysator for et tættere, politik Union, som hurtigt vil gøre overordnet opmærksom på spørgsmålene ved en cellelignende formeringsmåde. Disse faktorer vil være stærkt medvirkende til at mildne det, der ellers kunne blive en farlig svaghed."

Nobelpristageren taler om en europæisk magt-stat med central overmyndighed. Den danske statsminister skildrer euro-møntunionen som en slags ny europæisk velfærdsstat.

Du puslingland, som hygger dig i smug,
mens hele verden brænder om din vugge.

© Poul Erik Søe 25. november 1999

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside